Elprisen er på vej mod højeste niveau i næsten to år
Høje gaspriser og manglende sol og vind er ifølge OK med til at sende elprisen i vejret mandag aften.
Elprisen stiger mandag aften til det højeste niveau i næsten to år, når prisen kommer op over syv kroner per kilowatt-time. Det skriver energiselskabet OK i en pressemeddelelse mandag morgen.
Ifølge Troels Skipper, kommerciel chef i OK, skyldes den høje elpris en kombination af stigende gaspriser og mangel på vind- og solenergi.
- Vi er lige nu i den kedelige situation, at den høje gaspris presser elprisen med op. Og vi får desværre ikke nok elproduktion fra vindmøller og solceller til at presse prisen den anden vej. Derfor ser vi høje priser - og i aften ekstremt høje pristoppe, udtaler han i meddelelsen.
Elprisen bliver højest mellem klokken 19 og 20, hvor den i omkring et kvarter kommer op over syv kroner per kilowatt-time. Også i timerne fra klokken 18 til 19 og fra 20 til 21 bliver elprisen høj i hele landet, lyder det.
Sidst timeprisen lå på omkring syv kroner per kilowatt-time, var i december 2024.
Kristian Rune Poulsen, der er energianalytiker hos Green Power Denmark, peger ligeledes på de høje gaspriser og mindre vind som årsager til mandagens høje elpriser.
- Gaspriserne bliver ved med at være høje og stiger også nu her, fordi vi har den uløste situation i Hormuzstrædet. Gas, det bruger vi til at lave strøm, så det skubber hele elprisniveauet opad, siger han til Ritzau.
Samtidig stiger elforbruget, når weekenden er slut, og hverdagen begynder. Det sker samtidig med, at vinden aftager, lyder det.
Troels Skipper anbefaler, at danskerne slukker alt, hvad der kan slukkes mandag aften.
Hvis man har en elbil, der skal lades op, er det en god idé at vente til natten til tirsdag eller få strøm på batteriet i middagstimerne, påpeger han.
Elprisen ligger omkring 1,5 kroner per kilowatt-time natten til tirsdag. I gennemsnit koster strømmen cirka 2,4 kroner per kilowatt-time mandag.
September ser i det hele taget ud til at blive endnu en dyr måned med høje elpriser. Det kommer efter en august, der blev den dyreste måned for strøm siden energikrisen i 2022.
Ifølge Kristian Rune Poulsen er det svært at spå om, hvor dyr strømmen ender med at blive i september. Men situationen er ikke blevet bedre siden august, og derfor er der heller ikke noget, der tyder på, at prisniveauet bliver bedre, siger han til Ritzau.