TECH-Scenen: Akutpakken må ikke blive den nye normal
Det har været en nødvendighed med den politisk besluttede akutpakke, men nu skal Energinet, netselskaberne og aktørerne finde løsninger, der også på længere sigt kan sikre den nødvendige nettilslutning.
- Vi står i en alvorlig situation, som vi aldrig tidligere har været i, hvor virkeligheden jo reelt er, at det nærmest ikke længere er en selvfølge, at vi alle kan få adgang til el, lød det fra Agga Hjortkjær, vicepresident hos Cerius Radius, da hun torsdag talte på TECH-Scenen. Foto: Jesper Voldgaard.
TECH-Scenen havde torsdag besøg af vicepresident hos Cerius Radius, Agga Hjortkjær, der skulle perspektivere den akutpakke, som Folketinget vedtog for ganske nylig – og der har som målsætning at øge nettilslutningen.
Og hun slog fast fra start, at der er brug for akutpakken.
- Jeg skal tale om kapaciteten i elnettet, men det er jo rettere den manglende kapacitet, jeg skal tale om. For vi står i en alvorlig situation, som vi aldrig tidligere har været i, hvor virkeligheden jo reelt er, at det nærmest ikke længere er en selvfølge, at vi alle kan få adgang til el.
Hun fortalte, at Cerius Radius, allerede inden den meget omtalte tilslutningspause blev indført af Energinet, selv havde taget beslutning om at lægge tilslutninger på pause. Ganske enkelt fordi der allerede på det tidspunkt ingen sammenhæng var mellem efterspørgslen og kapaciteten på – ikke mindst – transmissionsnettet.
Agga Hjortkjær gennemgik den katagoriseringsinddeling, som Energinet har udarbejdet, og som bliver grundlaget for fremtidig tildeling af nettilslutning – også af fjernvarmeselskaberne.
Og her understregede hun behovet for dialog mellem aktørerne – altså netselskaberne og fjernvarmeselskaberne.
- Vi skal stadigvæk have dialog om tilslutningen, og jeg ved, at det er der mange af jer, der har. Men selvom vi har dialogen er vi alle nødt til at erkende, at det kan blive en udfordring med den bagvedliggende transmissionskapacitet. For uden den er der ingen mulighed for tilslutning, slog hun fast.
Hun pointerede i forbindelse med kategoriseringerne, at det ikke bliver netselskabernes opgave at være ”fjernvarmepoliti” i forhold elkedlerne. Og hun var klar omkring, at hverken hun eller andre i netselskaberne her og nu har de vise sten til, hvordan hele forløbet kommer til at spille bedst muligt.
- Igen – vi må arbejde på og holde dialogen, som hun sagde.
Samtidig havde hun et meget enkelt og klar ønske til fremtiden i forlængelse af vedtagelsen af akutpakken.
- Det er en akutpakke, og det må derfor ikke blive den nye normal, sagde Agga Hjortkjær og gav udtryk for, at ingen af aktørerne kan leve med, at det skal vare ved i årevis.