Elkedler risikerer lav prioritet i nyt regelsæt for elnettet
LÆS I DAG:
Assens Fjernvarme investerer i elkedel med 10 MW kapacitet.
Vismænd advarer mod lav prioritet til batterier i elnettet.
Batteriselskab: Nye prioriteringsregler mangler afgørende værktøjer.
Green Power Denmark foreslår prisgaranti for at få flere landvindmøller.
Kommunes krav om nabokompensation til datacentre møder kritik.
Gaspriser når nyt toppunkt på grund af usikre forsyninger.
Verdo sælger tabsgivende forretningsområde til Linka.
Kommuner stopper datacenterplaner og efterlyser national placeringstrategi.
Energinet vil genåbne for nye eltilslutninger i november.
Energy Supply:
Elkedler risikerer lav prioritet i nyt regelsæt for elnettet
Energy Supply skriver, at Dansk Fjernvarme kritiserer de nye prioriteringsregler for elnettet, fordi store elkedler i visse tilfælde placeres i samme kategori som batterianlæg. Det betyder, at projekter kan ende i kategori 3, hvor Energinet og netselskaber kan afvise nye tilslutninger.
Den kan særligt ramme elkedler, hvis elkapaciteten overstiger varmeeffekten fra områdets største fjernvarmeproducerende enhed.
- Det er uholdbart, at de fleksible elkedler, der leverer både varme og fleksibilitet, falder så langt ned i prioriteringen, siger Michael Søgaard Schrøder, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.
Ifølge Dansk Fjernvarme kan reglerne gøre det sværere og langsommere for fjernvarmeselskaber at investere i elektrificering af varmeproduktionen.
*****
Fyens.dk:
Assens Fjernvarme investerer i elkedel med 10 MW kapacitet
Assens Fjernvarme er på til at installere en ny elkedel på 10 MW, som skal styrke selskabets varmeproduktion og give større fleksibilitet på elmarkedet. Det beretter Fyens.dk.
Kedlen kan omdanne strøm fra værkets egne vindmøller, solceller og kraftvarmeanlæg til varme, som kan lagres i varmetanken og bruges senere.
Investeringen skal samtidig understøtte tilslutningen af omkring 1.800 nye fjernvarmekunder frem mod 2027 og fungere som reservekapacitet i forsyningen.
- Den fleksibilitet, som kedlen tilbyder, gør, at Assens Fjernvarme får bedre mulighed for at gebærde sig på markedet med de økonomiske fordele, som det giver, siger fjernvarmedirektør Marc Hintze.
*****
EnergiWatch:
Vismænd advarer mod lav prioritet til batterier i elnettet
De Økonomiske Råd sætter ifølge bl.a. EnergiWatch spørgsmålstegn ved, at energilagring er placeret lavt i regeringens akutplan for elnettet.
Vismændene vurderer, at det er fornuftigt midlertidigt at prioritere projekter i et presset elnet, men de advarer samtidig om, at en længerevarende nedprioritering af batterier kan hæmme den grønne omstilling.
- Det kan være i konflikt med den langsigtede grønne omstilling at nedprioritere batterier, da det forventes, at de kommer til at spille en central rolle i den grønne omstilling, siger Jette Bredahl, professor ved Københavns Universitet og medlem af De Økonomiske Råds formandskab, til EnergiWatch.
Rådet peger på, at batterier forventes at få en vigtig rolle i at balancere elsystemet og stabilisere energipriserne. Derudover kan usikkerhed om nettilslutning gøre investorer mere tilbageholdende med nye batteriprojekter.
*****
Energy Supply:
Batteriselskab: Nye prioriteringsregler mangler afgørende værktøjer
Ifølge Energy Supply giver de nye regler for prioritering af nettilslutning bedre mulighed for at tage hensyn til batterianlægs evne til at aflaste elnettet.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har justeret reglerne, så fleksible tilslutningsvilkår og begrænset netadgang kan tælle positivt i vurderingen af projekter i køen til det kapacitetspressede elnet.
Batteribranchen ser ændringen som et skridt i den rigtige retning, men peger samtidig på, at de nødvendige netprodukter endnu ikke er udviklet og godkendt. Derfor er den praktiske effekt for nye batteriprojekter fortsat usikker.
- Det, der mangler, er jo at få prioriteret, udviklet og anmeldt de her netmetoder. Og det har man endnu ikke gjort, siger Daniel Kappelgaard, administrerende direktør i Battman Energy, til Energy Supply.
*****
EnergiWatch:
Green Power Denmark foreslår prisgaranti for at få flere landvindmøller
Elforbruget i Danmark vokser markant hurtigere end udbygningen af vedvarende energi, og det får ifølge Politiken Green Power Denmark til at foreslå en prisgaranti for etablering af vindmøller på land.
Green Power Denmark peger på, at især udbygningen af landvind næsten er gået i stå, samtidig med at Danmark allerede er nettoimportør af el.
- Elforbruget stiger og stiger. Udbygningen af vind og sol på land og af havmøller følger simpelthen ikke med i samme takt, siger Martin Hansen, vicedirektør i Green Power Denmark, til Politiken.
Brancheorganisationen foreslår derfor en statsgaranti for elprisen fra landvindmøller for at gøre nye projekter mere attraktive. Organisationen vurderer, at der årligt skal opstilles mere end 150 nye store landvindmøller for at følge med den stigende efterspørgsel på strøm.
*****
Klimamonitor:
Kommunes krav om nabokompensation til datacentre møder kritik
Varde Kommunes retningslinjer for datacentre, PtX-anlæg og store VE-projekter får nu kritik fra både politisk og juridisk hold. Det skriver Klimamonitor.
Kommunens såkaldte Code of Conduct anbefaler blandt andet, at udviklere tager initiativer, der kan kompensere naboer for værditab og gener.
- Der er tale om skjult skatteopkrævning. Det er mod Grundloven, siger landinspektør og lektor Michael Tophøj Sørensen fra Aalborg Universitet til JydskeVestkysten.
Sagen er blevet aktuel i forbindelse med Microsofts planer om datacentre i kommunen. Økonomi- og indenrigsministeren har over for Folketinget understreget, at kommuner ikke lovligt kan lade ansøgeres betalingsvillighed indgå i planlægningsmæssige beslutninger.
*****
EnergiWatch:
Gaspriser når nyt toppunkt på grund af usikre forsyninger
Ifølge Bloomberg News er de europæiske naturgaspriser steget til det højeste niveau siden slutningen af 2022.
Det får EnergiWatch til at skrive, at markedet er påvirket af lave gaslagre i Europa og fortsatte forstyrrelser i LNG-forsyningerne fra Mellemøsten. Samtidig skaber risikoen for nye iranske angreb på skibstrafikken i Hormuzstrædet usikkerhed om de globale energiforsyninger.
For fjernvarmeselskaber og andre energiforbrugere betyder udviklingen øget opmærksomhed på forsyningssikkerhed og brændselsomkostninger frem mod vinteren.
Bloomberg News skriver videre, at de europæiske gaslagre aktuelt er omkring 75 pct. fyldte, hvilket ligger væsentligt under det sædvanlige niveau på 89 pct. for årstiden.
*****
EnergiWatch:
Verdo sælger tabsgivende forretningsområde til Linka
Ifølge EnergiWatch har Verdo solgt størstedelen af datterselskabet Verdo Energy Systems (VES) til Linka-koncernen som led i arbejdet med at begrænse de store økonomiske tab i forretningen.
Salget omfatter blandt andet service-, automations- og industriforretningen, omkring 50 medarbejdere samt en række mindre projekter.
Verdo forventer fortsat et markant negativt resultat fra VES i 2026, men vurderer, at et hurtigt salg var nødvendigt for at begrænse yderligere tab og fastholde vigtige kompetencer til færdiggørelsen af igangværende projekter.
- Hvis vi havde kørt en almindelig proces på 6-12 måneder, så ville driftstabet i perioden formentlig være større end det beløb, man kunne håbe på at få i salget, siger direktør Jesper Vinter Barslund, Verdo, til EnergiWatch.
*****
NB Forsyning & Klima:
Kommuner stopper datacenterplaner og efterlyser national placeringstrategi
Ifølge NB-Forsyning & Klima har både Køge og Greve Kommune valgt ikke at gå videre med planer om nye datacentre efter lokal modstand fra borgere og politisk bekymring.
I Køge blev muligheden for at udnytte overskudsvarme til fjernvarme fremhævet som en lokal gevinst, men det var ikke tilstrækkeligt til at skabe opbakning.
Begge kommuner understreger samtidig, at behovet for flere datacentre i Danmark består, blandt andet af hensyn til den digitale udvikling og europæisk datauafhængighed.
Sagen aktualiserer også spørgsmålet om, hvor fremtidige datacentre kan placeres uden store lokale konflikter.
- Det siger sig selv med den digitale udvikling, at vi har brug for datacentre. Men hvor skal de placeres henne i Danmark?, siger Brigitte Klintskov Jerkel, formand for Plan- og Klimaudvalget i Greve Kommune, som efterlyser en national strategi for placering af datacentre.
*****
Ingeniøren:
Energinet vil genåbne for nye eltilslutninger i november
Energinet forventer igen at kunne tildele kapacitet til nye elforbrugere og elproducenter i første halvdel af november efter otte måneders stop for nye tilslutninger til transmissionsnettet.
- Det har været en helt uholdbar situation. For virksomhederne er adgang til elnettet en afgørende forudsætning for at kunne investere, udvide produktionen og skifte fossile brændsler ud med grøn strøm, siger Esben Thietje Mortensen, energipolitisk chef i Dansk Erhverv, til Ingeniøren.
Ingeniøren skriver, at genåbningen følger efter, at Forsyningstilsynet har godkendt en ny model, hvor projekters modenhed og fremdrift får betydning for prioriteringen.
Det skal hjælpe med at få de mest realiseringsklare projekter hurtigere gennem køen, som tidligere voksede til omkring 60 GW.
For energi- og forsyningssektoren kan beslutningen få betydning for både elektrificeringsprojekter og investeringer, der har været sat på pause.