Stoholm sætter strøm til fjernvarmen
Tilslutningen til fjernvarme i Stoholm er steget med 50 procent de seneste år – samtidig med at varmeproduktionen nu i stigende grad elektrificeres og akkumuleringskapaciteten mere end tredobles.
Den 12 MW store elkedel sættes endeligt i drift i løbet af november, og den skal - sammen med en akkutank - være med til yderligere at elektrificere varmeproduktionen hos Stoholm Fjernvarme, forklarer driftsleder Martin Høj Jensen. Foto: Stoholm Fjernvarme.
Abonnér på
Du kan til enhver tid afmelde dine abonnenter. Vi sørger for, at dine data blive håndteret forsvarligt og korrekt.
Tak! Du abonnerer nu på:
Vi har sendt en aktiveringsmail til dig. Klik venligt på aktiveringslinket i mailen, for at begynde at modtage nyhedsmails.
Hov, der skete en fejl.
Klik venligt "Prøv igen" for at vende tilbage, eller klik på krydset for at afslutte.
Indhold
Selv om elektrificeringen af fjernvarmen i Stoholm har mødt nogle bump på vejen, er målet stadig det samme: Varmen til de 1.120 kunder skal i fremtiden produceres overvejende på elektricitet.
I løbet af november 2026 sættes en 12 MW elkedel i drift og en ny akkutank på 3.500 kubikmeter er også ved at blive etableret ved værket.
Disse anlæg skal udbygge elektrificeringen, som begyndte med idriftsættelse af en 3 MW varmepumpe i 2019. Indtil da blev varmen i Stoholm lavet primært på gas suppleret af træpiller. Men med varmepumpen blev taget hul på et nyt kapitel, hvor elektricitet bliver kilde til størstedelen af fjernvarmen i Stoholm.
- Der har sideløbende kørt to store indsatser – en øget elektrificering og en konvertering af cirka 350 nye kunder – svarende til en forøgelse på lige knap 50 procent af vores kundegrundlag, siger driftsleder Martin Høj Jensen.
Idriftsættelsen af den nye 12 MW elkedel er forsinket med et år pga. en konkurs hos en entreprenør, men nu er planen, at kedlen idriftsættes i november 2026. Der har også været ventetid på at få koblet en 12 MW 10kV-forbindelse til en transformerstation hos N1.
- Vi har været udfordret af udefrakommende forhold uden for vores kontrol, men nu ser det omsider ud til at vi kan idriftsætte både elkedel og akkutank og komme i gang med at høste gevinsterne ved mere elbaseret varme og meget mere akkumulering, siger Martin Høj Jensen.
Men på tegnebrættet hos Stoholm finder man yderligere en varmepumpe, som skal elektrificere endnu mere varmeproduktion.
- Det bliver nok en 2,6 MW varmepumpe, som skal kunne levere varme op til 75-80 °C, så vi kan blande med vandet fra den anden varmepumpe, som leverer op til 70 °C. Det vil være optimalt i forhold til, at vi kører frem med 65 °C om sommeren og 75 °C om vinteren, siger Martin Høj Jensen.
Nyt højspændingskabel
Investeringen i ny elbaseret varmeproduktion og øget varmeakkumulering betyder, at man fremover kan undlade brug af gaskedler og reducere brug af sin træpillekedel. Alene varmeakkumuleringen bliver øget fra 1.000 til 4.500 kubikmeter – svarende til to dages forbrug på den koldeste dag.
- Indtil nu har vi i fyringssæsonen haft træpiller og varmepumpen som grundlast – suppleret af gasmotorer når elprisen var høj og af gaskedler til spidslast. Fremover med ny elkedel og kommende varmepumpe og øget akkumulering vil behovet for træpiller og gaskedler blev markant reduceret. På den måde bliver vi klar til en fremtid uden biomasse og minimal brug af gas, siger Martin Høj Jensen.
Med de nye og planlagte anlæg vil værket stå med en overkapacitet, som betyder, at man kan levere varme til flere kunder. Man har tidligere forsøgt sig med konverteringer i to nabobyer, men det lykkedes ikke at få økonomien til at hænge sammen.
- Vi fik mange nye kunder fra 2022, da energipriserne steg, og i dag er vi oppe på cirka 93 procent dækning af Stoholm. Der kommer nok nogle nye kunder af sig selv i vores fjernvarmeområder, når deres gasfyr skal skiftes. Men det er ikke et særligt indsatsområde for os at skaffe nye kunder. Nu handler det om at få de nye anlæg etableret og kørt ind, så vi udnytter samspillet mellem anlæggene bedst muligt, siger Martin Høj Jensen.
Stoholm Fjernvarme har desuden investeret i et 6 km langt 10 kV-kabel som kan levere 12 MW effekt til de elbaserede anlæg på værket.
- Vi er stadig på en BNA-aftale, så vi kan ikke forvente adgang til alle 12 MW hele tiden, men vores netselskab N1 siger, at vi kan forvente fuld adgang ca. 8.000 timer om året. Så der er måske 800 timer med afbrydelser eller nedregulering. Det kan vi godt håndtere med øget akkumuleringskapacitet og mulighed for at lave varmen på andre anlæg hvis nødvendigt, siger Martin Høj Jensen.
Høj forsyningssikkerhed
Målet er, at den ekstra varmepumpe skal være klar til drift inden varmesæsonen 2027-28. I alt vil der så være investeret ca. 60 mio. kr. i øget elektrificering og akkumulering og 20 mio. kr. til konvertering af gaskunder.
Gevinsterne skal udmønte sig i lavere udgifter til elbaseret varmeproduktion, øget indtjening ved systemydelser og færre udgifter til gas og biomasse.
- Det har vist sig at være et godt miks både at kunne producere og aftage elektricitet. Så er man på en måde helgarderet uanset elprisen og kan byde ind på flere typer systemydelser – både op- og nedregulering, siger Martin Høj Jensen.
Der kan laves 4,8 MW strøm og 7 MW varme på de to gasmotorer. Når elprisen er høj, bliver der tændt for gasmotorerne, og hvis der ikke aktuelt er brug for varmen, kan den hældes på akkutankene.
- Med både varmepumper, elkedel og gasmotorer vil vi være økonomisk dækket af uanset elprisen. Samtidig har vi med gasmotorer og gaskedler backup i tilfælde af en længere strømafbrydelse, så vi altid kan levere varme, siger Martin Høj Jensen.
I dag fordeler varmeproduktionen sig i runde tal på 60 procent varmepumpe, 20 procent på træpillekedel og 20 procent på gasmotorer.
- Når vi får den ekstra varmepumpe, forventer jeg, at cirka 80 procent af vores varme vil blive produceret med varmepumper og elkedel og cirka 20 procent vil blive produceret på gasmotorer i forbindelse med elproduktion. Træpillekedlen vil blive udfaset, og gaskedlerne vil kun blive brugt til spids- og nødlast, siger Martin Høj Jensen.
Vigtige gasmotorer
Gasmotorerne er fortsat en vigtig del af værkets mulighed for at kunne byde ind med systemydelser og udnytte perioder med høje priser på elmarkedet.
- Vi har haft en god indtjening på salg af strøm fra vores gasmotorer, så dem beholder vi og har brugt 1,5 mio. kr. på at fremtidssikre med nye styringer og tændingsanlæg. Som elmarkedet ser ud, ville vi faktisk være ilde stedt uden vores gasmotorer, og jeg vil ikke udelukke, at vi kunne finde på at investere i en ny gasmotor, når de gamle er udtjente, siger Martin Høj Jensen.
Den gennemsnitlige årlige varmeudgift i Stoholm ligger med 13.013 kr. for en standardbolig på 125 kvm. i midterfeltet blandt landets varmeværker.
- Økonomi er vigtig for os, men vi er glade, hvis vi kan holde vores nuværende varmepris i 2027. Vi håber selvfølgelig, at varmeprisen kan falde lidt på sigt, men lige nu er der generelt stigende energipriser, så vi vil være tilfredse, hvis vores varmekunder ikke kommer til at opleve stigninger på deres varmeregning, siger Martin Høj Jensen.
Stoholm Fjernvarme
1.120 kunder
Årlig produktion: 22.000 MWh
Årlig varmepris i standardbolig: 13.013 kr. (125 kvm. /13,4 MWh)
Produktion og lagring af varme
2 gaskedler
2 x gasmotorer (4,5 MW el, 7 MW varme)
3 MW varmepumpe (ammoniak)
1 MW træpillekedel
1.000 kubikmeter akkutank
Nye anlæg
12 MW elkedel – forventes idriftsat i november 2026
3.500 kubikmeter akkutank – idriftsættes i december 2026
12 MW 10 kV-højspændingskabel på 6 km til N1-transformerstation
Planlagt anlæg
2,6 MW varmepumpe (inden fyringssæsonen 2027-28)