Gå til hovedindhold

Rekordstøtte øger næppe antallet af gaskonverteringer

LÆS I DAG: Energinets plan bliver afvist af Forsyningstilsynet.
Direktør i Forsyningstilsynet nedtoner betydning af afgørelse.
Det er fortsat usikkert om Borris får fjernvarme.
EUDP: 79 ansøger om støtte til energiprojekter.
Energinet: En kommende direktør skal være handlekraftig.
Kerteminde Forsyning tilknytter Susan Münster som eksternt bestyrelsesmedlem.
Varmens Dag trak 2.500 besøgende til nye fjernvarmeanlæg.

7. sep. 2026

Indhold

    GridTech:
    Rekordstøtte øger næppe antallet af gaskonverteringer

    Selvom Fjernvarmepuljen nu tilbyder op til 40.000 kroner i tilskud til husstande, der skifter gasfyret ud med fjernvarme, er det ikke nok til at få alle gaskunder med i den grønne omstilling. Det vurderer Dansk Fjernvarme, fremgår det af GridTech.

    Ifølge seniorkonsulent Søren Magnussen er den forhøjede støtte et vigtigt redskab, men den kan ikke fjerne de strukturelle udfordringer, der fortsat præger mange projekter.

    - Puljen er et fint redskab til at holde hånden under de projekter, der allerede er i gang, men det kan ikke løse problemet for alle gaskonverteringerne, siger Søren Magnussen til GridTech.

    Dansk Fjernvarme peger især på, at mange af de mest oplagte områder allerede er konverteret. Derfor bliver det stadig vanskeligere og dyrere at udvide fjernvarmen til mindre byer og landdistrikter, hvor høje anlægsomkostninger og lave tilslutningsgrader ofte gør projekterne økonomisk udfordrende.

    I stedet opfordrer organisationen politikerne til at fokusere på de store gasområder i hovedstadsområdet. Her vurderer Dansk Fjernvarme, at titusindvis af gaskunder relativt enkelt kan overgå til fjernvarme, hvis de rette rammer er til stede.

    Organisationen efterlyser samtidig mere langsigtede politiske signaler. Midlertidige støttepuljer skaber usikkerhed for både borgere og selskaber, mener Søren Magnussen, som ønsker klarere planer for udfasningen af gas efter 2026.

    Ifølge Dansk Fjernvarme er økonomisk støtte vigtig, men den grønne omstilling kræver også stabile rammer og tydelig politisk retning.

    *****

    Børsen:
    Energinets plan bliver afvist af Forsyningstilsynet

    Forsyningstilsynet har afvist Energinets plan om at prioritere mellem ansøgninger om nettilslutning, fordi modellen ikke er godkendt på forhånd. Afgørelsen skaber ifølge Børsen ny usikkerhed for de mange virksomheder og projekter, der venter på adgang til det pressede elnet.

    Energinets forslag skulle sikre, at de mest modne og samfundsvigtige projekter fik lettere adgang til nettet, mens mindre modne projekter måtte vente. Men ifølge Forsyningstilsynet kan modellen ikke anvendes uden en forudgående godkendelse.

    Brian Vad Mathiesen, professor i energi ved Aalborg Universitet, kalder prioriteringsmodellen fornuftig, men beklager, at Energinet ikke har sikret den nødvendige godkendelse.

    - Virksomheder og borgere tripper for dette her. Jeg er bange for, at afgørelsen bliver en yderligere forsinkelse og komplikation oven i 1000 andre komplikationer, siger han.

    Mere end 300 projekter står i kø for at blive tilsluttet elnettet. Køen omfatter blandt andet elektrificeringsprojekter, vedvarende energianlæg, datacentre og power-to-x-anlæg.

    Brian Vad Mathiesen henleder også opmærksomheden på, at Folketingets nye akutplan for elnettet giver mulighed for yderligere prioritering, hvilket gør konsekvenserne af afgørelsen uklare. Han efterlyser tættere samarbejde mellem myndighederne for at finde en hurtigere løsning på flaskehalsene i elnettet.

    *****

    EnergiWatch:
    Direktør i Forsyningstilsynet nedtoner betydning af afgørelse

    Direktør Carsten Smidt, Forsyningstilsynet, afviser, at tilsynet har mistanke om at noget, der er i strid med reglerne, når de har krævet, at Energinet skal stoppe med at bruge sin nye prioriteringsmodel. Det skriver EnergiWatch.

    - Vi betragter det mere som et støvkorn, der falder ned, end som en bombe, der sprænger, siger han til EnergiWatch.

    Han forklarer, at sagen i sin enkelhed drejer sig om, at Energinet skulle have anmeldt en beskrivelse af sin prioriteringsmetode til Forsyningstilsynet, der så skulle have godkendt den, før Energinet tog den i brug.

    Men hvis metoden ikke kan godkendes, er det så stadig en mindre ting?

    - Så er det en større ting. Så må den ikke anvendes, hvis den ikke lever op til reglerne. Men vi forventer, at Energinet kan beskrive, at den gør, og at vi i sidste ende kan godkende den, siger Carsten Smidt til EnergiWatch.

    *****

    Dagbladet Ringkøbing-Skjern:
    Det er fortsat usikkert om Borris får fjernvarme

    Dagbladet Ringkøbing-Skjern skriver, at planerne om at etablere fjernvarme i Borris er rykket et skridt nærmere, efter at Ringkøbing-Skjern Kommune har givet projektet en betinget godkendelse. Alligevel er det fortsat usikkert, om fjernvarmen bliver en realitet i landsbyen.

    Projektet opstod i kølvandet på energikrisen, hvor nogle boligejere oplevede årlige acontoregninger til varme på op mod 100.000 kroner. Siden da har lokale kræfter arbejdet på at finde en alternativ og mere stabil varmeforsyning.

    For at projektet kan realiseres, skal flere afgørende forudsætninger dog opfyldes. Blandt andet er støtte fra den statslige Fjernvarmepulje nødvendig, ligesom der skal indhentes bindende tilsagn fra mindst 277 husstande.

    Ifølge Jes Nissen, formand for Borris Varme, er støtten afgørende for projektets fremtid.

    - Får vi noget støtte, kan vi arbejde videre, men hvis ikke vi får støtte, så dør det, siger han.

    Samtidig arbejder Borris Fjernvarme på at få Forsvaret med i projektet. Borris Skydeterræn har et betydeligt varmebehov, og Forsvarets deltagelse kan styrke økonomien markant.

    Selv hvis finansiering og opbakning falder på plads, er der fortsat usikkerhed om de endelige anlægsomkostninger. Der skal først udarbejdes udbudsmateriale og gennemføres licitation.

    *****

    EnergiWatch:
    EUDP: 79 ansøger om støtte til energiprojekter

    Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har modtaget 79 ansøgninger i årets anden ansøgningsrunde. Ansøgerne søger samlet om 772 mio. kr. til udvikling og demonstration af nye energiteknologier, mens den samlede pulje kun rummer 240 mio. kr.

    EnergiWatch skriver, at kun omkring en tredjedel af projekterne kan forvente at opnå støtte.

    Hovedparten af ansøgningerne kommer fra projekter, der søger støtte direkte fra EUDP. I alt 61 projekter har ansøgt om 688 mio. kr., mens de øvrige ansøgninger fordeler sig på Green Labs DK, en særskilt pyrolysepulje og internationale samarbejder under Det Internationale Energiagentur.

    Årets ansøgningsrunde er den første efter EUDP’s opdaterede strategi, som stiller større krav til dokumentation af projekternes effekter. Fremover skal ansøgere i højere grad sandsynliggøre, hvordan projekterne bidrager til teknologisk modning, klima- og miljøhensyn samt vækst og beskæftigelse.

    *****

    EnergiWatch:
    Energinet: En kommende direktør skal være handlekraftig

    Energinets nye bestyrelsesformand, Tommy Ahlers, er på jagt efter en ny administrerende direktør, der skal styrke selskabets evne til at levere hurtigere resultater og håndtere de store udfordringer i energisystemet. Det skriver EnergiWatch.

    Ifølge Ahlers har selskabet brug for en ny type leder, som både besidder stærke tekniske kompetencer og kan drive en stor organisation fremad med større tempo.

    - Vi skal have handlekraft. Vi skal have mere innovation. Og så skal vi tættere på markedet. Der er vores vurdering, at vi har brug for en ny profil, siger Tommy Ahlers til EnergiWatch.

    Ahlers ønsker samtidig et mere selvstændigt og innovativt Energinet, som inden for de regulatoriske rammer kan reagere hurtigere på markedets behov. Målet er at styrke Danmarks position i den internationale konkurrence om investeringer og grøn energi.

    *****

    NB Forsyning & Klima:
    Kerteminde Forsyning tilknytter Susan Münster som eksternt bestyrelsesmedlem

    Kerteminde Forsyning har styrket sin bestyrelse med en erfaren profil fra forsyningsbranchen. Susan Münster tiltrådte som nyt bestyrelsesmedlem den 1. september og bliver dermed en del af selskabets arbejde med at udvikle og fremtidssikre forsyningen.

    NB Forsyning & Klima skriver, at Susan Münster tidligere har været direktør for både Danske Vandværker og Holbæk Forsyning og er i dag blandt andet formand for Odsherred Forsynings vand- og spildevandsselskab samt næstformand i Envafors.

    Ifølge Kerteminde Kommune er rekrutteringen sket med fokus på at sikre en bred sammensætning af kompetencer i bestyrelsen.

    - Det er vigtigt for Kerteminde Kommune, at Kerteminde Forsyning har en bestyrelse med en bred vifte af kompetencer og erfaringer. Susan Münster kommer med stor viden om forsyningsområdet og de udfordringer og muligheder, som branchen står over for i de kommende år, siger borgmester Michael Nielsen (K).

    Bestyrelsesformand Jacob Brønnum, der til daglig er direktør i Forsyning Helsingør, er den anden eksterne i bestyrelsen hos Kerteminde Forsyning.

    *****

    Midtjyllands Avis:
    Varmens Dag trak 2.500 besøgende til nye fjernvarmeanlæg

    Interessen var stor, da Silkeborg Forsyning søndag åbnede dørene til sine nye fjernvarmeanlæg i forbindelse med Varmens Dag, fremgår det af Midtjyllands Avis. Omkring 2.500 borgere benyttede lejligheden til at komme tæt på teknologien bag fremtidens varmeforsyning.

    Besøgende kunne blandt andet opleve det nye biomasseanlæg, der omdanner have- og parkaffald til fjernvarme, samt et stort varmepumpeanlæg, som udnytter varmen i luften til opvarmning. Der blev også arrangeret busture til forsyningens solvarmeanlæg.

    Ifølge energichef Louise Langbak Hansen blev forsyningen positivt overrasket over den store interesse. Det var første gang, offentligheden fik mulighed for at se anlæggene på nært hold.

    De to anlæg er en central del af Silkeborg Forsynings grønne omstilling. Investeringen på omkring 400 millioner kroner skal reducere afhængigheden af naturgas og styrke forsyningssikkerheden. Fremover forventes anlæggene at levere cirka 60 procent af fjernvarmen til Silkeborg Kommune.

    Sidst opdateret: 7. september 2026

    Andre klikkede på...