Moderaterne udelukker ikke gas til opvarmning efter 2035
Læs i dag:
Brian Vad: Forsinkelser kan skabe nye forsinkelser
Forsyningstilsynet: Her kan vi styrke elnettets fleksibilitet
Ekspert: Olieprisen vil ikke falde til tidligere niveau
Rødkærsbro Fjernvarme investerer millioner i elkedel
Energy Supply:
Brian Vad: Forsinkelser kan skabe nye forsinkelser
Den massivt forsinkede udbygning af det danske elnet kan ende med at føre til endnu flere forsinkelser. Det siger professor i energiplanlægning hos Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen til EnergySupply.
Ifølge Energinet er en af de mest centrale årsager bag de mange forsinkelser nemlig, at virksomhederne selv udskyder eller aflyser deres projekter.
Og det "har ikke blot konsekvens for deres egen “stikkontakt” til eltransmissionsnettet, men ofte også for planlægning og eksekvering på tværs af hele porteføljen," lød det for nylig i en pressemeddelelse fra Energinet.
Dertil svarer professor Brian Vad Mathiesen:
- Vi skal vænne os til en ny orden på nettslutningsområdet, fordi man ikke har taget hånd om det her tidsnok. Og det kommer til at få nogle konsekvenser, der ikke er særlig hensigtsmæssige.
I en ny opgørelse fra Energinet har man renset tallene for forsinkelser i elnetudbygningen for virksomhedernes egne udskydelser. Resultatet er et fald i antallet af forsinkede el- og gastransmissionsprojekter fra 70 pct. til 59 pct.
*****
Altinget:
Moderaterne udelukker ikke gas til opvarmning efter 2035
Det bliver stadig muligt at have et gasfyr efter 2035, så længe der er grøn gas i rørene. Sådan udlægger energiordfører fra Moderaterne, Lars Aagaard, regeringsgrundlaget.
- Jeg antager, at dem, der er gået i regering sammen, er enige i det, der står i regeringsgrundlaget. Hvis ikke de er det, har man da en nyhed. Jeg tager udgangspunkt i, at vi er gået i regering sammen om regeringsgrundlaget, og at det er det, vi jagter. Og det er det, som står i det, siger Lars Aagaard til Altinget.
Både Radikale, Socialdemokratiet og SF har ellers hidtil sagt, at det er al gas, der skal være udfaset fra boligopvarmningen i 2035.
*****
EnergiWatch:
Forsyningstilsynet: Her kan vi styrke elnettets fleksibilitet
Selvom forudsætningerne til at øge fleksibiliteten i det udfordrede elnet er til stede, er der stadig plads til forbedringer. Det vurderer Forsyningstilsynet, der har kulegravet en rapport fra EU’s Agentur for Samarbejde mellem Energiregulatorer (ACER), der har opstillet 12 handlingspunkter, der skal fjerne barrierer for fleksibiliteten i EU’s elnet.
Tilsynet vurderer, at der i alle tilfælde er flere punkter, som de ikke tør sætte flueben ud for, skriver EnergiWatch
- Det ene er rammerne for aggregatorer. De har alene mulighed for at samle flere aktører på balanceringsmarkederne lige nu. Vi synes, at det ville være fornuftigt at introducere aggregatorer på tværs af alle elnettets markeder, siger Carsten Smidt, der er direktør i Forsyningstilsynet.
En aggregator på elmarkedet puljer flere aktørers kapacitet såsom private ladestandere, solceller på tage og varmepumper. Når små kapaciteter går sammen til at blive én større kapacitet, kan det øge fleksibiliteten.
*****
Energy Supply:
Ekspert: Olieprisen vil ikke falde til tidligere niveau
Selv hvis Hormuz-strædet genåbnes snart som følge af en fredsaftale mellem USA og Iran, skal vi ikke forvente meget lavere oliepriser. Det skriver Energy Supply.
Det vurderer chefanalytiker i konsulenthuset Global Risk Management, Arne Lohmann Rasmussen.
- Grundlæggende har markedet lånt et stort antal tønder olie fra fremtiden. De skal nu "returneres", hvilket bør holde olieprisen oppe i en længere periode, især fordi genopstart af olieproduktion i Den persiske Golf kan ende med at tage længere end forventet, lyder det fra Arne Lohmann Rasmussen.
Han forventer derfor, at olieprisen vil ligge i intervallet 75-100 dollar pr. tønde over de næste seks til tolv måneder.
*****
Midtjyllands Avis:
Rødkærsbro Fjernvarme investerer millioner i elkedel
I 10 år har Rødkærsbro Fjernvarme fået overskudsvarme fra det lokale Arla Foods-mejeri. Her bruger man en biogasmotor i sin produktion, og overskudsvarmen fra den samt spildevandsanlæggets varme genbruges og sendes direkte ud i byens fjernvarmenet.
Men fra begyndelsen af 2027 er det slut.
- Arla må efter 10 gode år konstatere, at biogasmotoren er slidt ned, og der er ikke økonomi i det til at investere i en ny. De er høflige og oplyser os det med et års varsel, så vi har tid til at gøre noget andet. Det er meget fair, siger Frede Hansen til Midtjyllands Avis.
Det betyder, at fjernvarmeselskabet er nødt til at investere knap 11 millioner kroner i en elkedel og akkumuleringstank for at kunne erstatte de cirka 8000 MWh varme om året fra mejeriets biogasmotor.
Elkedlen skal tages i brug fra årsskiftet.
*****