Gå til hovedindhold

Topchef går i rette med minister om gasfyr

LÆS I DAG:

Tekniq om gasfyr-stop: Det er problematisk at droppe 2035-målet.
LA bløder op på valgløfte om atomkraft: "Det er et løfte om, at vi vil arbejde i den retning".
Analytiker: Oliehop er midlertidigt.
Kommunen ønsker at skabe gennemsigtighed i forbindelse med fjernvarmeudrulningen.
Mange borgere hjalp med at finde utætheder.
Fjernvarmen bliver forsinket så flere områder må vente.

10. mar. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energy Supply:
    Topchef går i rette med minister om gasfyr

    Den administrerende direktør hos Andel Energi, Marlene Holmgaard Friis, går i kødet på klimaminister Lars Aagaard, der igen har talt imod gasudfasning i den danske boligopvarmning. Det skriver Energy Supply.

    - Gas er en knap ressource, som giver langt større værdi i industrien end i vores radiatorer i de private hjem. Det giver tværtimod rigtig god mening at stå fast på udfasning af gas til opvarmning, skriver Marlene Holmgaard Friis i en skriftlig kommentar til Energy Supply.

    Andel har tidligere lanceret en samfundsøkonomisk analyse lavet af Deloitte Economics, der viste, at uanset om gasnettet er forsynet af naturgas eller biogas, er der penge for samfundet at hente i at få gasfyrene ud af de private hjem:

    Reducerede omkostninger til opvarmning af private hjem vil spare samfundet for 5,3 mia. kr. Samlet set passerer samfundsgevinsten 6 milliarder kroner, hvis de private gasfyr udfases inden 2035, konkluderer analysen.

    På den baggrund efterlyser Marlene Holmgaard Friis en klar politisk retning.

    - Opvarmning af ens hjem er ret essentiel for næsten alle mennesker. Danske forbrugere har brug for en klar retning, vi som samfund tør stå fast ved. En klar retning skaber også den forudsigelighed, som de private husholdninger har brug for i forhold til at investere i bedre løsninger som fx varmepumper eller fjernvarme.

    *****

    EnergiWatch:
    Tekniq om gasfyr-stop: Det er problematisk at droppe 2035-målet

    Det vækker bekymring hos brancheorganisationen Tekniq, at klimaminister Lars Aagaard vurderer, at tiden er løbet fra et stop for gasfyr i 2035. Det siger brancheorganisationen nu ifølge EnergiWatch.

    - Det er problematisk at droppe 2035-målet uden at sætte en ny kurs. Det giver uklare signaler om gassens fremtid til boligopvarmning, som ingen kan være tjent med. Der er en regning, der skal betales, og det skal man turde sige højt, siger Troels Hartung, der er bæredygtighedschef i Tekniq, til EnergiWatch.

    Han peger også på, at det for den enkelte forbruger også er et spørgsmål om økonomi. For selvom der er op mod 150.000 kroner at spare samlet set ved at skifte gasfyret ud med varmepumpe eller fjernvarme over en 20-årig periode, så er det her-og-nu-prisen, der betyder meget for den enkelte, lyder det fra direktøren.

    *****

    Altinget.dk:
    LA bløder op på valgløfte om atomkraft: "Det er et løfte om, at vi vil arbejde i den retning"

    Liberal Alliance melder nu, at partiet er åben for at finde pengene til at indføre atomkraft i Danmark et andet sted end ved at rive tre energiaftaler over. Dermed imødekommer partiet nu stærk kritik af, at man helt vil droppe andre energikilder, fremgår det af Altinget.dk.

    - Vi sidder ikke oppe i et træ og siger, at det absolut skal være atomkraft præcis på den her måde. Men hvis man vil have Liberal Alliance med i en regering, vil det være i alles interesse, at man bevæger sig lidt mod hinanden og giver nogle indrømmelser, siger energiordfører Steffen Frølund. 

    Ifølge Steffen Frølund er LA klar til at se på alternative finansieringsmuligheder under en eventuel regeringsforhandling. Men forslaget om atomkraft er fortsat en vigtig prioritet for partiet i regeringsforhandlingerne.

    *****

    EnergiWatch:
    Analytiker: Oliehop er midlertidigt

    De nuværende prisstigninger på ikke mindst olie, er ikke varsel om, at vi er på vej ind i en energikrise som i 2022. Ifølge analytikere fra Dansk Bank vil priserne dæmpe sig – men Europa kommer til at betale dyrt, lyder det ifølge EnergiWatch.

    André Thormann er analytiker i Danske Bank, og han mener, at der en markant forskel til energikrisen i 2022: Futureskurverne peger på, at energipriserne forventes at normalisere igen inden for 12–18 måneder.

    Den store regning havner dog primært i Europa:

    - Effekten rammer Europa hårdere end USA, blandt andet fordi USA i dag er nettoeksportør af energi, mens Europa fortsat importerer størstedelen af sit gasforbrug, skriver han på LinkedIn.

    *****

    Sjællandske Nyheder:
    Kommunen ønsker at skabe gennemsigtighed i forbindelse med fjernvarmeudrulningen

    Holbæk Kommune vil sammen med Fors udbrede fjernvarme til de mange borgere og virksomheder, der i dag er på gas. Og for at imødekomme de borgere, der er usikre på fremtiden, vil man arbejde med borgerinddragelse og gennemsigtighed, skriver Sjællandske Nyheder.

    Ifølge Erik Kjærgaard Andersen, der blandt andet er ansvarlig direktør for Klima-, Miljø, og Natur-Udvalget, er fjernvarmeprojektet mere end et teknisk anlægsarbejde. Det er en del af en strategisk omstilling, som kommunen har arbejdet med i flere år.

    Han anerkender, at Odsherred-sagen har påvirket tilliden til fjernvarmeprojekter generelt, men han peger samtidig på, at Holbæk-projektet er bygget op på en anden måde.

    – Vi har et helt andet varmegrundlag i Holbæk, hvor store institutioner som sygehuset, kommunale bygninger og almene boligselskaber udgør en stabil base. Det giver en robusthed, som er afgørende for økonomien i projektet, forklarer han.

    Han fremhæver også, at kommunen og Fors A/S arbejder tæt sammen om at sikre gennemsigtighed i både priser og tidsplaner.

    – Vi ønsker ikke at sætte noget i gang, der ikke er bæredygtigt – hverken økonomisk eller teknisk. Derfor er tilslutningsgraden så vigtig. Den er ikke et mål i sig selv, men en garanti for, at projektet kan stå på egne ben, fortæller han.

    *****

    Midtjyllands Avis:
    Mange borgere hjalp med at finde utætheder

    Silkeborg Forsyning havde stor succes, da de bad borgerne om hjælp til at finde huller i fjernvarmerør under hård frost. Opfordringen lød, at når sneen var væk fra jordoverfladen, kunne det nemlig let indikere, at der var en utæthed i en fjernvarmeledning.

    - Vi fik omtrent 80 henvendelser fra borgere, der havde fundet mistænkelige, tørre pletter i snedækket. Det er vi meget glade for, og det vil vi gerne sige en stor tak for, siger kommunikationskonsulent Martin Duus Nørgaard Horslund fra Silkeborg Forsyning til Midtjyllands Avis.

    De 80 henvendelser er alle blevet noteret ned, og i mange af tilfældene har forsyningsselskabet også være forbi for at besigtige eller allerede udbedret utæthederne.

    - Vores driftsansvarlige fra fjernvarmeafdelingen vurderer fra sted til sted, om det er en akut sag, eller om varmeafvigelsen er så lille, at de ikke gør noget ved sagen omgående, men i stedet bruger tippet til en eventuelt kommende renovering af ledningsnettet i området. Så henvendelserne fra borgerne er værdifulde for os uanset hvad, tilføjer Martin Duus Nørgaard Horslund.

    *****

    Dagbladet Køge:
    Fjernvarmen bliver forsinket så flere områder må vente

    Plan-, Grøn- og Landdistriktsudvalget i Køge Kommune har fået en orientering om, at den gældende plan for fjernvarmeudbygningen ikke længere er retvisende. Det skriver Dagbladet Køge.

    Det viser sig, at flere planlagte fjernvarmeområder fortsat mangler projektforslag, og VEKS og Køge Fjernvarme har derfor justeret tidsplanen for dele af udbygningen, lyder det i orienteringen.

    Konkret betyder det, at området omkring Asgård Skole (Codanvej, Åvej med mere) forventes udbygget i perioden 20272031, samt at det sydlige Køge og Herfølge forventes udbygget i perioden 20282032. Området ved Lille Skensved forventes udbygget i perioden 20302035 De igangværende og planlagte projekter i perioden 20222026 fastholdes.

    Den justerede tidsplan vurderes at skabe et mere realistisk og robust grundlag for den fremadrettede varmeplanlægning i Køge Kommune.

    Sidst opdateret: 10. marts 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...