Fjernvarmen leverer afgørende balance til elnettet
I den bæredygtige omstilling af Danmark fungerer fjernvarmen som et stort landsdækkende batteri med afgørende fleksibilitet og balancering, der vil blive kraftigt udbygget de kommende år.
Illustration af Dansk Fjernvarme. Figuren viser sektorkoblingen mellem elsystemet og fjernvarmen i praksis. En række forskellige varmeproducerende anlæg bidrager til balancering af elnettet – samtidig med at der produceres fjernvarme. Kraftvarmeanlæg kan levere strøm til elnettet, mens varmepumper og elkedler kan aftage strøm. Overskydende varme kan lagres i akkumuleringstanke.
Abonnér på
Du kan til enhver tid afmelde dine abonnenter. Vi sørger for, at dine data blive håndteret forsvarligt og korrekt.
Tak! Du abonnerer nu på:
Vi har sendt en aktiveringsmail til dig. Klik venligt på aktiveringslinket i mailen, for at begynde at modtage nyhedsmails.
Hov, der skete en fejl.
Klik venligt "Prøv igen" for at vende tilbage, eller klik på krydset for at afslutte.
Indhold
Elektrificeringen af fjernvarmen er i fuld gang – og i højt tempo.
Over 90 procent af investeringer i nye varmeproducerende anlæg er elbaserede, og Investeringerne omfatter varmepumper, elkedler, varmelagring – og højspændingstransformatorer.
Dansk Fjernvarme forventer, at elektrificeringsgraden i fjernvarmesektoren vil stige til godt 40 pct. inden for de næste 10 år, og at andelen af elbaseret fjernvarme vil udgøre op imod 60 pct. af den samlede varmeproduktion i 2050 - mod cirka 13 pct. i 2025.
Det fremgår af en ny analyse fra Dansk Fjernvarme, og tallene peger frem mod en endnu tættere integration af fjernvarmen og elnettet i de kommende år.
- Fjernvarmen fungerer i praksis som et superfleksibelt, landsdækkende batteri, man kan tænde og slukke for, når det er nødvendigt. Fjernvarmen er en af de største aktører i energisystemet, der kan tilbyde at aftage elektricitet, at levere elektricitet og at lagre elektricitet i meget store mængder. Og det kan ske uafhængigt af det aktuelle varmeforbrug, hvilket er afgørende for fleksibiliteten. Med andre ord kan fjernvarmen bidrage, når elsystemet kræver det - akkurat som at tænde og slukke for et batteri, siger chefkonsulent Michael Søgaard Schrøder, Dansk Fjernvarme.
Analysen fra Dansk Fjernvarme har titlen ”Værdien af elektrificeret og flerstrenget fjernvarme” og er den første af tre analyser, som skal give et sammenhængende billede af samfundsværdien ved elektrificering af fjernvarmen.
Fjernvarmen er netvenlig
Med den fremtidige udbygning af grøn strøm fra sol og vind bliver der i endnu højere grad brug for fleksibilitet og balancering af nettet - på grund af den fluktuerende elproduktion. Her tilbyder fjernvarmen med sine elbaserede anlæg og lagringskapacitet at balancere den skiftende mængde strøm i nettet.
Eksempelvis kan fjernvarmen aftage vindmølle- og solcellestrøm, der ellers ville blive nedreguleret og gå tabt.
- Fjernvarmesystemet er unikt, fordi det leverer alle typer fleksibilitet, der er brug for i elnettet – uanset om der er for meget eller for lidt strøm til rådighed. Og fleksibilitetspotentialet bliver bare større og større i takt med, at fjernvarmen i stigende grad elektrificerer og bygger flere smarte varmelagre, siger Michael Søgaard Schrøder videre.
På den måde leverer fjernvarmen i høj grad op til at være ”netvenlig”, herunder at hjælpe med forebyggelse af flaskehalse i elnettet. Teknisk udtrykt kan fjernvarmen levere nettilstrækkelighed, balancering og effekttilstrækkelighed. Med andre ord kan fjernvarmen være med til at sikre, at der er tilstrækkelig plads i elnettet til transport af strøm, at der altid er den nødvendige frekvens (50 Hz) i nettet, og at der altid er tilstrækkelig med elektricitet (effekt) til rådighed.
- Ovenikøbet leverer fjernvarmen ekstra fleksibilitet i og med at mange elbaserede anlæg er koblet til nettet med afbrydelighed. I situationer hvor der mangler strøm, kan man koble disse anlæg ud i en kortere eller længere periode. Mange værker har indgået såkaldte BNA-aftaler om begrænset netadgang, men da de samtidig har akkumuleringskapacitet, behøver det ikke være et problem, at der midlertidigt bliver lukket for strømmen til et anlæg. Det giver maksimal fleksibilitet, at netselskabet kan slukke for det termiske batteri, og det adskiller fjernvarmen fra de dyrere, elektriske batterier, siger Michael Søgaard Schrøder.
Fordele ved et elektrificeret og flerstrenget fjernvarmesystem
- Fjernvarme kan balancere elsystemet ved at 1) aftage strøm, 2) levere strøm, 3) afkoble forbrug og 4) lagre strøm som varme.
- I kraft af sin høje grad af fleksibilitet er fjernvarmen ”netvenlig” og hjælper med nettilstrækkelighed (transportkapacitet), balancering (frekvens) og effekttilstrækkelighed (strømmængde).
- Varmeakkumulering afkobler produktion fra varmeforbrug – og øger fleksibilitet
- Afbrydelighed fra elnettet øger udnyttelse af den sparsomme kapacitet i elnettet
- Varmelagring er billigere end elektrisk lagring og bidrager desuden til forsyningssikkerhed og øger effektiviteten i varmeproduktionen.
Kraftvarme skal bevares
Fjernvarmens fleksibilitet skyldes grundlæggende, at der er alternative kilder til varmeproduktion og at man kan lagre energi i varmerør og tanke. Der har altid været alternative produktionskilder i fjernvarmen, og det var årsagen til, at fjernvarmeprisen ikke steg så meget i 2022 som andre energipriser. Fordi værdien af fleksibilitet i forhold til elsystemet er så stor, sker der nu en stor stigning i antallet af varmelagre.
- Varmelagring øger fleksibilitetspotentialet rigtig meget og er samtidig billigere end at lagre energi i elbatterier. Fordi vi har fjernvarmesystemet, kan vi faktisk nøjes med færre elektriske batterier til at balancere elsystemet, hvilket måske også kan afhjælpe de nuværende tilslutningsproblemer, siger Michael Søgaard Schrøder.
Men en øget elektrificering af fjernvarmen bør ikke føre til en elektrificeringsgrad på 100 procent.
En fuld elektrificering ville indebære et enstrenget system, hvor fjernvarmens nuværende fleksibilitet ikke kan udnyttes. I et fremtidigt energisystem med høj elektrificering og en stor andel af fluktuerende, grøn elproduktion er der derfor stadig behov for regulerbar og fleksibel energiproduktion, som fjernvarmen også tilbyder.
Den regulerbare produktion kommer fra bl.a. kraftvarme, biokedler og gaskedler, der kan starte op, når der mangler strøm, eller elprisen er høj. Så kan elkedler og varmepumper slukke eller skrue ned. Dansk Fjernvarmes analyse viser, at når fjernvarmen går fra maksimalt elforbrug til maksimal elproduktion, så rykker det elsystemet med 6.500 MW. Det er et enormt bidrag til effekttilstrækkeligheden i Danmark, som samtidig er regulerbar.
- Fjernvarmen skal øge sin elektrificeringsgrad, men fastholde sin alternative varmeproduktion – herunder særligt kraftvarme – og samtidig øge den termiske lagerkapacitet. Den kombination vil kunne yde et meget vigtigt og bæredygtigt bidrag til omstillingen af det danske energisystem, siger Michael Søgaard Schrøder.
Når prioriteringen af de fremtidige store tilslutninger til elnettet skal besluttes, bør fjernvarmen derfor kategoriseres som kritisk infrastruktur.
- Fjernvarmen leverer stort på klima og grøn omstilling, og den fortsatte elektrificering af fjernvarmen giver også forsyningssikkerhed og strategisk uafhængighed og modstandskraft. Her spiller et flerstrenget fjernvarmesystem en afgørende rolle, siger Michael Søgaard Schrøder.
Michael Søgaard Schrøder
El-tariffer
Elforsyningssikkerhed
Compliance
Finansiel elprissikring
Systemydelser
Energimarked (Day-ahead, intraday, balancemarked)
Mobil: +45 30 90 27 66
E-mail: mss@danskfjernvarme.dk
Værdien af elektrificeret og flerstrenget fjernvarme
Dansk Fjernvarme har i juni 2026 offentliggjort analysen
Værdien af elektrificeret og flerstrenget fjernvarme
Rapporten udgør den første af tre delrapporter, som tilsammen skal give et sammenhængende billede af værdien for samfundet og varmekunderne af den elektrificering af fjernvarmen, som allerede er i fuld gang.
Rapporterne er opbygget således, at Delrapport 1 beskriver værdien af en elektrificeret og flerstrenget fjernvarme. I Delrapport 2 fokuseres der på, hvordan fjernvarmen understøtter et effektivt og grønt energisystem. Delrapport 3 beskriver mere detaljeret, hvordan fjernvarmen allerede i dag spiller en afgørende rolle for elforsyningssikkerheden.
Delrapport 2 og 3 udgives i efteråret 2026.
Alle rapporter vil frit kunne hentes på danskfjernvarme.dk