Energinet fortsætter puljeret sagsbehandling
Et påbud fra Forsyningstilsynet ændrer ikke den planlagte behandling af kundernes sager, lyder det fra Energinet, der forventer at gennemføre de planlagte kapacitetstildelinger hen over efteråret.
Fredag gav Forsyningstilsynet påbud og meddelte, at Energinet skal anmelde en metode for den nyligt indførte prioriteringsmodel til Forsyningstilsynets godkendelse. Nu melder Energinet ud, at påbuddet ikke får konsekvenser for prioriteringsmodellen.
I en på pressemeddelelse tirsdag skriver Energinet, at ”Energinet er overrasket over afgørelsen”, og at påbuddet ikke ændrer på den igangværende behandling af kundernes sager, der er baseret på prioriteringsmodellen fra tidligere.
- Vi forstår godt, hvis omtalen har skabt usikkerhed hos vores kunder. Derfor vil jeg gerne slå fast, at vi fortsætter den puljerede sagsbehandling uændret. Vi arbejder videre som planlagt og forventer fortsat at gennemføre de planlagte kapacitetstildelinger hen over efteråret, siger Kim Willerslev Jakobsen, direktør for Systemansvar i Energinet.
Forsyningstilsynet har konkret vurderet, at Energinets prioriteringsmodel skal anmeldes og godkendes som metode. Energinet forsvarer sin model med, at man har fået en ekstern juridisk vurdering og på den baggrund vurderet, at der ikke var behov for metodegodkendelse af ændringerne.
Energinet indførte den puljerede sagsbehandling, fordi efterspørgslen efter adgang til elnettet er vokset markant, mens kapaciteten flere steder er begrænset. Det betyder, at ikke alle projekter kan få den ønskede adgang til nettet på samme tid.
Prioritering var nødvendig
Med den puljerede sagsbehandling går Energinet og distributionsselskaberne fra at behandle store projekter enkeltvis og løbende til at vurdere dem samlet. Det skal give et mere retvisende billede af projekternes behov og modenhed, fremdrift og deres mulighed for at understøtte en bedre udnyttelse af elnettet.
Puljeret sagsbehandling skaber ikke i sig selv mere kapacitet. Men den gør det muligt at prioritere den tilgængelige kapacitet mere transparent og målrettet og give kunderne klarere svar på, hvad de realistisk kan forvente.
- Kunderne har brug for klare svar om deres projekter. Når kapaciteten er knap, er vi nødt til at se projekterne i sammenhæng og træffe transparente beslutninger om den kapacitet, der er til rådighed. Forsyningstilsynets påbud ændrer ikke det behov eller den plan, vi arbejder efter, siger Kim Willerslev Jakobsen.
Sagsbehandlingen og metodeanmeldelsen fortsætter parallelt
Energinet arbejder nu videre ad to spor. Den puljerede sagsbehandling og arbejdet med de planlagte kapacitetstildelinger fortsætter, samtidig med at Energinet udarbejder den metodeanmeldelse, som Forsyningstilsynet har bedt om.
Når kunderne får svar, skal det samtidig være tydeligt, hvad næste skridt kan være. Hvis et projekt ikke kan få den ønskede kapacitet, vil Energinet og distributionsselskaberne, hvor der er en realistisk mulighed, undersøge, om projektet kan bringes videre gennem f.eks. et mere præcist kapacitetsbehov, trinvis indfasning, ændret placering eller mere fleksible vilkår.
- Vores fokus er at skabe klarhed for kunderne og få flest mulige realiserbare projekter videre inden for den kapacitet, der er til rådighed, siger Kim Willerslev Jakobsen.
Energinet vil løbende orientere kunderne om processen og det videre arbejde.