Gå til hovedindhold

Aktindsigter skaber usikkerhed i forsyningssektoren

LÆS I DAG: Energistyrelsen betaler for fyldte gaslagre før vinteren.
Overskudsvarme fra stålværk skal sænke varmeregningen i Frederiksværk.
EU ser på regulering af kinesisk batteriteknologi i energisektoren.
Samira Nawa får central EU-rolle i klimaforhandlinger om CO2-reduktioner.
Kommuner ser erhvervsmuligheder i nye CO₂-rørledninger.
EU vil bruge COP31 til at holde liv i den grønne dagsorden.
Geopolitisk uro flytter fokus på klimatopmødet mod elektrificering.

10. nov. 2026

Indhold

    Energy Supply:
    Aktindsigter skaber usikkerhed i forsyningssektoren

    Det vækker ifølge Energy Supply bekymring hos danske forsyningsselskaber – herunder også fjernvarmeselskaber – at man på meget kort tid har modtaget mange anmodninger om aktindsigt.

    Dansk Fjernvarme advarer om, at oplysninger, der hver for sig kan virke harmløse, samlet kan give et detaljeret billede af kritisk infrastruktur og mulige sårbarheder.

    Samtidig er der usikkerhed om, hvordan selskaberne skal håndtere anmodningerne, fordi offentlighedslovens regler skal balanceres mod hensynet til forsyningssikkerhed.

    Dansk Fjernvarme efterlyser derfor en hurtig afklaring fra myndighederne.

    - Vi prøver at få gjort op med en uklarhed her: Hvor lidt og hvor meget er sektoren egentlig forpligtet til her? Det er noget, som skal afklares og gerne hurtigst muligt fra myndighedernes side, siger Nicolai Kipp, afdelingschef for Varmefaglig Afdeling i Dansk Fjernvarme, til Energy Supply.

    *****

    EnergiWatch:
    Energistyrelsen betaler for fyldte gaslagre før vinteren

    Energistyrelsen har nu gennemført en udbudsrunde og betalt markedsaktører for at sikre, at de danske gaslagre var fyldt tilstrækkeligt op pr. 1. november. Tiltaget skal hjælpe Danmark med at opfylde EU’s krav om en fyldningsgrad på 75 pct. af lagrene inden vinteren.

    Udbuddet blev gennemført i oktober og holdt sig inden for en ramme på 50 mio. kr. Styrelsen understreger samtidig, at en stærk gasforsyning ikke nødvendigvis betyder lave gaspriser, da priserne bestemmes på de internationale markeder.

    - Der var stor interesse for udbuddet, og resultatet bidrager til, at vi når vores EU-forpligtelser og har godt med gas på lager i Danmark, nu hvor vi går de kolde måneder i møde, siger Peter Christian Baggesgaard Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen, til EnergiWatch.

    *****

    TV2 Kosmopol:
    Overskudsvarme fra stålværk skal sænke varmeregningen i Frederiksværk

    Halsnæs Forsyning indvier onsdag et nyt anlæg, som udnytter overskudsvarme fra stålværket NLMK DanSteel i Frederiksværk til fjernvarme. Det fortæller TV2 Kosmopol.

    Ifølge forsyningsselskabet kan overskudsvarmen dække omkring en fjerdedel af den samlede varmeproduktion i Frederiksværk, svarende til varmeforbruget i cirka 2.000 standardhuse.

    Sammen med en ny varmecentral ventes projektet at reducere varmeomkostningerne for omkring 6.000 fjernvarmekunder. Et standardhus med gennemsnitligt varmeforbrug kan ifølge selskabet spare omkring 1.000 kroner i den kommende fyringssæson.

    Det er varme, der tidligere gik tabt i forbindelse med nedkøling af stålproduktionen hos NLMK DanSteel, der fremover bliver genanvendt til fjernvarme i lokalområdet.

    *****

    EnergiWatch:
    EU ser på regulering af kinesisk batteriteknologi i energisektoren

    Ifølge EnergiWatch er europæiske energiprojekter i høj grad afhængige af kinesiske batterileverandører, fordi de er billigere end europæiske alternativer. Samtidig vokser batterilagring hurtigt som en vigtig del af elsystemet og den grønne omstilling.

    Dansk Erhverv peger dog på, at det er grobund for et sikkerhedsdilemma, fordi visse intelligente komponenter i batterianlæg kan udgøre en risiko for kritisk energiinfrastruktur.

    EU arbejder derfor med regler, der kan begrænse brugen af komponenter fra såkaldte højrisikoleverandører.

    - Der er en skelnen mellem de fysiske komponenter i batteriet såsom battericellen, som vi ikke kan afskære os fra, og de intelligente dele af batterierne, som kan være mere kritiske, fordi de potentielt kan saboteres eller overtages via fjernstyring, forklarer Esben Thietje Mortensen, energipolitisk chef i Dansk Erhverv, til EnergiWatch.

    *****

    Energy Supply:
    Samira Nawa får central EU-rolle i klimaforhandlinger om CO2-reduktioner

    Energy Supply skriver, at klimaminister Samira Nawa (R) er udpeget som EU's forhandler på klimatopmødet COP31 i Tyrkiet i det spor, der handler om CO2-reduktioner.

    Sammen med Luxembourgs klimaminister skal hun arbejde for at sikre en konkret plan for reduktion af drivhusgasser globalt.

    Opgaven får særlig betydning, fordi årets klimatopmøde primært fokuserer på finansiering til udviklingslande og elektrificering, mens udfasning af fossile brændsler og CO2-reduktioner fylder mindre på den officielle dagsorden.

    - Vi er nødt til at kæmpe for, at reduktioner også får en plads i diskussionerne og helt ind i aftaleteksten, siger klimaminister Samira Nawa i en kommentar til at være udpeget til forhandlingsleder for EU.

    *****

    Klimamonitor:
    Kommuner ser erhvervsmuligheder i nye CO₂-rørledninger

    En række kommuner - Aalborg, Rebild, Mariagerfjord og Randers – arbejder ifølge Klimamonitor - sammen om CO₂-projektet CO₂ Hub Northern Denmark, som skal forbinde CO₂-fangst med lagring i undergrunden ved Randers.

    Projektet omfatter en 88 kilometer lang rørledning og er en del af den statslige CCS-satsning, som skal understøtte Danmarks klimamål.

    De involverede kommuner forventer, at infrastrukturen kan skabe erhvervsudvikling og investeringer, men peger samtidig på behovet for borgerinddragelse, koordinering og realistiske forventninger til jobskabelsen.

    For fjernvarme- og energisektoren er projektet interessant, fordi det kan understøtte udviklingen af ny CO₂-infrastruktur og fremtidige lagringsmuligheder.

    - Den største værdi af CO₂-korridoren ligger i den overskydende plads i røret til andre aktører, siger Nanna Fredsted, rådgiver hos Viegand Maagøe og en del af EU-initiativet Just Transition Platform.

    *****

    Altinget:
    EU vil bruge COP31 til at holde liv i den grønne dagsorden

    EU møder op til klimatopmødet COP31 i Tyrkiet med lave forventninger til nye aftaler, men med et klart mål om at fastholde fokus på den grønne omstilling. Det skriver Altinget.

    Topmødet beskrives som et implementeringsmøde, hvor eksisterende klimamål skal omsættes til handling.

    - EU's rolle er at forklare, at klimahandling ikke er en byrde. Men det er vigtigt, at EU ikke kun er i defensiven. Der skal også sendes klare signaler, siger Marta Torres Gunfaus, klimadirektør i tænketanken IDDRI, til Altinget.

    EU ønsker samtidig at styrke samarbejdet med lande som Indien, Brasilien, Canada, Japan og Sydafrika og fremhæve elektrificering baseret på vedvarende energi og atomkraft som en central del af omstillingen.

    For energisektoren og fjernvarmebranchen er debatten om grøn elektrificering og klimafinansiering blandt de vigtigste temaer.

    *****

    Børsen:
    Geopolitisk uro flytter fokus på klimatopmødet mod elektrificering

    Elektrificering af transport og industri bliver nu et centralt tema på årets klimatopmøde i Tyrkiet, mens nye mål for reduktion af CO2-udledninger forventes at få mindre opmærksomhed.

    EU’s energikommissær Dan Jørgensen peger ifølge Børsen på, at energikrise, høje priser på olie, gas og el samt internationale konflikter har sænket forventningerne til konkrete klimaresultater.

    - Man bliver nødt til at se på, hvor der ligger et muligt forhandlingsrum. Hvor er der et muligt kompromis? Lige nu står vi i en situation, hvor der ikke er opbakning til nye store fremskridt og målsætninger – på trods af, at verden godt kunne have brug for det, siger Dan Jørgensen, EU-kommissær for energi og boliger, til Børsen.

    For energisektoren og fjernvarmeområdet er budskabet, at øget elektrificering fortsat ses som en vigtig vej til at mindske afhængigheden af fossile brændsler og styrke forsyningssikkerheden.

    Sidst opdateret: 10. november 2026

    Andre klikkede på...