National datacenterstrategi på vej med fokus på lokalt selvstyre
LÆS I DAG:
Holbæk fastholder arbejdet med fjernvarme trods lav tilslutning.
Green Power Denmark vil have national plan for elektrificering.
Energinet vil bruge fleksible nettilslutninger til at frigøre kapacitet.
Energinet vil finde plads til flere batterier i elnettet.
NB Forsyning & Klima:
National datacenterstrategi på vej med fokus på lokalt selvstyre
NB-Forsyning & Klima skriver, at arbejdet med en national strategi for datacentre er i gang, og at strategien forventes klar omkring årsskiftet.
Ifølge Socialdemokratiets erhvervsordfører, Anders Kronborg, skal strategien understøtte udviklingen af flere danske og europæiske datacentre, men kommunerne skal fortsat selv kunne afgøre, om de vil have datacentre placeret lokalt.
- Det er vigtigt for mig at sige, at man ikke skal bruge Christiansborg som undskyldning for at give los. Kommunerne har jo den frihed, at hvis de ikke ønsker deres kommune plastret til med datacentre, så kan de bare sige nej, lyder det fra Anders Kronborg.
For fjernvarmesektoren er placeringen af datacentre relevant, fordi overskudsvarme i nogle tilfælde kan udnyttes i nærliggende fjernvarmenet. Samtidig indgår spørgsmål om placering, kommunal planlægning og mulige kompensationsordninger til naboer i de politiske drøftelser.
*****
Klimamonitor:
Holbæk fastholder arbejdet med fjernvarme trods lav tilslutning
Holbæk Kommune fastholder at ville fortsætte arbejdet med første etape af fjernvarmeudrulningen i byen, selv om kun 12 procent af de potentielle kunder havde tilmeldt sig ved statusopgørelsen 1. maj.
Klimamonitor konstaterer, at tilslutningen dermed er langt under målet på 70 procent.
Et flertal i kommunens økonomiudvalg har desuagtet besluttet at forlænge aftalen med forsyningsselskabet Fors, og arbejdet med projektet fortsætter frem til maj 2027.
Fokus i den videre hvervekampagne bliver især på sygehuset og de lokale boligselskaber, som vurderes afgørende for projektets gennemførelse.
- Det skal hvile i sig selv økonomisk. Hvis priserne er for dyre, så laver vi ikke projektet. Hvis der er for få tilmeldinger, så er der ikke nok til at betale for det, og så laver vi ikke projektet, siger Jens Ole Pihl-Andersen, chef for Plan & Projekt Fjernvarme i Fors, til Klimamonitor.
*****
EnergiWatch:
Green Power Denmark vil have national plan for elektrificering
Green Power Denmark kommer en opfordring til regeringen om at udarbejde en national handleplan for elektrificering af samfundet som led i de kommende finanslovsforhandlinger. Det skriver EnergiWatch.
- Regeringen skal sætte en klar retning for et elektrisk og mere grønt Danmark. Derfor er det helt centralt for os, at man hurtigst muligt fremlægger en national elektrificeringshandleplan med konkrete initiativer for bl.a. at udfase dyr olie og gas og booste udbygningen af mere grøn strøm, siger Kristian Jensen, administrerende direktør i Green Power Denmark, til EnergiWatch.
Brancheorganisationen har fremlagt 44 forslag, der skal fremme overgangen fra olie og gas til el, herunder lavere elafgifter, støtte til varmepumper og elektrificering af virksomheder.
Organisationen efterlyser samtidig en elektrisk trepart mellem regering, energisektor og erhvervsliv samt en hurtigere udbygning af elnettet og mere vedvarende energi.
*****
Energy Supply:
Energinet vil bruge fleksible nettilslutninger til at frigøre kapacitet
Energinet åbner ifølge Energy Supply for nye fleksible vilkår for tilslutning til elnettet som led i håndteringen af den stigende mangel på netkapacitet. Det mener direktør Lars Bonderup Bjørn fra Ewii.
- Det er en sensation, at Energinet anerkender behovet for fleksibilitet i elnettet. Det er simpelthen en kongenyhed, siger Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i Ewii.
Energinet har sendt et nyt fleksibilitetsprodukt til godkendelse hos Forsyningstilsynet og forventer at anmelde yderligere fem netprodukter inden årets udgang. Tiltaget skal gøre det muligt at udnytte den eksisterende infrastruktur bedre ved at lade virksomheder acceptere begrænsninger i deres elforbrug i særlige situationer.
Samtidig vil Energinet i højere grad kunne tildele kapacitet på baggrund af fleksibilitet i stedet for alene at udbygge nettet.
*****
EnergiWatch:
Energinet vil finde plads til flere batterier i elnettet
Søren Dupont Kristensen, konstitueret direktør i Energinet, erkender, at selskabet ikke har været hurtig nok til at udvikle netprodukter til batterier. Samtidig understreger han, at batterier kan blive et vigtigt aktiv for elsystemet.
På den baggrund skriver EnergiWatch, at batteriprojekter som følge af den politisk vedtagne Akutplan er placeret langt nede i køen til nettilslutning, men Energinet arbejder på nye fleksible tilslutningsmodeller, som skal gøre det muligt at få flere batterier koblet på elnettet.
Der er allerede aftaler om tilslutning af 900 MW stand alone-batterier, og flere projekter afventer svar om netadgang.
- Vi ser batterier som et potentielt kæmpe aktiv for elsystemet. Men vi har ikke været hurtige nok til at få lavet de præcise produkter, der kan være et godt værditilbud til dem, der vil investere i batterier, siger Søren Dupont Kristensen, konstitueret direktør i Energinet, til EnergiWatch.