Messerschmidt stempler ind i debat om udfasning af gasfyr: ”Måske skulle man bare droppe det”
LÆS I DAG:
Concito anbefaler nye byråd at inddrage flere unge i klimaindsatsen.
Nu bliver der skruet på varme-prisen i Hornbæk.
Det bliver billigere at holde varmen i Tønder.
Fjernvarmeværk sænker varmeprisen og sender 15 millioner kroner retur til kunderne.
Varmeværk forlænger tilmeldingsfristen i banke-kvartererne.
Fjernvarmeværket holder priserne i ro.
Altinget.dk:
Messerschmidt stempler ind i debat om udfasning af gasfyr: ”Måske skulle man bare droppe det”
Den brede politiske ambition om at udfase gasfyr til boligopvarmning er "ligegyldig" og kan ende med at "smadre" økonomien i de danske husholdninger. Det er ifølge Altinget.dk meldingen fra lederen af Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt.
- Alle danskere oplever, hvordan det bliver sværere og sværere at få pengene til at slå til. Har man gjort sig nogen overvejelser om, hvad det vil betyde for en almindelig husholdning, hvis man gennemfører det her overgreb på de familier, der har installeret gas? spurgte Messerschmidt tirsdag i Folketingssalen, hvor man 1. Behandlede et forslag om gasudfasning fra Enhedslisten.
Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti er også selv en del af aftalen fra 2022, men tirsdag kaldte han Enhedslistens forslag for ”endnu et udslag af klimafanatisme fra venstrefløjen”.
- Måske skulle man bare droppe det? Det er jo ligegyldigt. Bortset fra at det kan komme til at smadre husholdningen for rigtig mange familier, er det her jo ligegyldigt. Det er ikke noget, der kommer til at betyde noget som helst for klodens temperatur, klimaet eller CO2-udslippet, sagde Morten Messerschmidt ifølge Altinget.dk
*****
Klimamonitor:
Concito anbefaler nye byråd at inddrage flere unge i klimaindsatsen
De unge fylder fortsat meget lidt i de nyvalgte byråd. Og det er – skriver Klimamonitor – en skam, når erfaringer viser, at unge bidrager med nytænkning, lokale indsigter og konkrete løsninger, som styrker både klimahandlingen og demokratiet, når de får reel indflydelse.
Derfor anbefaler tænketanken Concito i sin nye rapport ”Erfaringer med ungeinddragelse i lokal klimahandling”, at de nye byråd lægger sig i selen for at blive bedre til at inddrage de unges stemmer.
- De klimabeslutninger, vi træffer i dag, får konsekvenser lang ud i fremtiden, og vil være med til at forme den verden, vores børn og unge skal leve i. Derfor er det både naturligt og nødvendigt, at de får større indflydelse på beslutningerne, understreger Synnøve Kjærland, Chef for Concitos Klimaambassade, i en pressemeddelelse.
Rapporten indeholder 10 anbefalinger til god ungeinddragelse. Anbefalingerne lægger bl.a. op til at gøre det helt klart for de unge, hvad deres ansvar og mandat er, så de ved, hvad der er muligt, og hvem der træffer beslutninger.
*****
Helsingør Dagblad:
Nu bliver der skruet på varme-prisen i Hornbæk
Hornbæk Fjernvarme har offentliggjort de nye priser for 2026. Ifølge Helsingør Dagblad stiger både forbruget, det faste beløb og det årlige abonnement en smule fra januar.
Forbrugsbidraget stiger fra 707,50 kroner til 728,75 kroner per megawatt-time. Det svarer til en stigning på 21,25 kroner.
Det faste bidrag per kvadratmeter boligareal stiger fra 33,75 kroner til 35,00 kroner, mens abonnementsbidraget stiger fra 531,25 kroner til 557,50 kroner. Alle priser er inklusiv moms.
Også Forsyning Helsingør har varslet nye fjernvarmepriser for 2026. Her lyder prisen for et standardhus på 13.811 kroner årligt – en stigning på 271 kroner i forhold til året før.
Ifølge selskabet svarer det til en justering på cirka to procent, hvilket ligger tæt på det generelle prisniveau i samfundet.
*****
JydskeVestkysten:
Det bliver billigere at holde varmen i Tønder
Der er vel nærmest tale om et hattrick, når Tønder Fjernvarme for tredje år i træk sænker varmeprisen. Det skyldes fleksibel produktion med el og biomasse, fremgår det af JydskeVestkysten.
De knap 3.100 forbrugere kan se frem til, at prisen pr. MWh bliver sænket fra de nuværende 737,5 kroner til 612,5 kroner. Det svarer til et fald på cirka 17 procent på selve forbrugsprisen.
For et standardhus på 125 kvadratmeter med et årligt forbrug på 13,4 MWh betyder det, at den rene varmeudgift falder fra 9.882,50 kroner til 8.207,50 kroner om året, svarende til en besparelse på knap 1.700 kroner.
Ifølge direktør for Tønder Fjernvarme, Lars Rytter, er den væsentligste årsag til prisfaldet selskabets fleksible produktion af varme.
- Vi skruer ned for biomasseforbruget og op for elforbruget, når elpriserne er lave - og tilsvarende den anden vej, når elpriserne er høje, forklarer han.
*****
Folkebladet Lemvig:
Fjernvarmeværk sænker varmeprisen og sender 15 millioner kroner retur til kunderne
4700 af Ringkøbing Fjernvarmes 4900 kunder kan se frem til at få penge tilbage, mens de sidste 200 skal betale et mindre beløb. Det er facit for 2025, som også giver lavere priser i det kommende år, skriver Folkebladet Lemvig.
Konkret sænkes varmeprisen for 2025 fra 625 kr./MWh (aconto) til 450 kr./MWh som endelig afregningspris. I alt tilbagebetaler Ringkøbing Fjernvarme omkring 15 millioner kroner til forbrugerne.
Beløbet bliver automatisk modregnet i første acontorate for 2026, og for mange kunder vil det betyde, at de kun skal betale lidt eller slet ikke noget på den første varmeregning i det nye år.
Samtidig er der også gode nyheder for 2026. Her fastsættes acontoprisen til 562,50 kr./MWh, hvilket for de fleste kunder vil betyde, at de kvartalsvise varmeregninger i 2026 bliver lavere end i 2025. For et standardhus vil varmeudgiften i 2026 være cirka 11.700 kroner om året, mens en standardlejlighed kan se frem til en årlig varmeudgift på omkring 7200 kroner.
*****
Nordjyske Stiftstidende:
Varmeværk forlænger tilmeldingsfristen i banke-kvartererne
Efter et bestyrelsesmøde i Skagen Varmeværk ligger det nu fast, at der kommer fjernvarme til banke-kvartererne i Skagen, men det er endnu uvist, om hele området vil blive forsynet, fremgår det af Nordjyske Stiftstidende.
Usikkerheden om udbredelsen skyldes, at det langt fra er alle bankerne, der har opnået det antal tilmeldinger, der skal til, for at arbejdet kan igangsættes.
- Når vi vælger at forsyne et nyt område med fjernvarme, skal vi have så mange forbrugere med, at det kan forrente investeringen. Nye forbrugere må ikke koste de eksisterende forbrugere penge, fortæller direktør Thomas Rasmussen, Skagen Varmeværk.
- Derfor kan vi allerede nu melde ud, at dette arbejde går i gang i februar som planlagt. Vi kan også oplyse, at Østbanke, Fiskerbanke og den østlige del af Doggerbanke samt Middelbanke vil blive forsynet med fjernvarme. På disse veje er tilmeldingsprocenten høj nok.
*****
Nordjyske Stiftstidende:
Fjernvarmeværket holder priserne i ro
Varmekunderne hos Løgstør Fjernvarme kan se frem til, at priserne i 2026 bliver på niveau med 2025, skriver Nordjyske Stiftstidende.
- Vi ser stadig en del varmeværker hæve priserne, hvorfor det faktum, at vi forventer at kunne fastholde de nuværende priser i hele 2026, er tilfredsstillende, udtaler formand Torben Frederiksen.
85 procent af produktionen sikres gennem halm og overskudsvarme fra Dankalk, og det er primært en ny aftale med Dankalk der har sin produktion placeret mellem Løgstør og Aggersund, der sikrer varmeprisen i Løgstør i 2026.
- Løgstør Fjernvarme har her i efteråret forhandlet en ny rammeaftale på plads med Dankalk. Vi har de sidste 10 år købt overskudsvarme fra Dankalk, og vi har haft et rigtig godt samarbejde. Dankalk forventer at øge deres produktion i 2026 og frem samtidig med en optimering af deres produktionsanlæg. Dette betyder, at vi kan købe ca. 25 procent mere overskudsvarme fremadrettet, fortæller Torben Frederiksen.
Skriv kommentar