Innargi får grønt lys til geotermi i Virum
LÆS I DAG:
Vestforbrænding skifter ud på formandsposten.
Ekspert efterlyser national plan for borgerinddragelse: Uden borgerne går treparten i stå.
CCUS-forening mener ikke udbuddet er mislykket.
Direktør: - Fjernvarmen har fået et dårligt ry.
Sønderjyske varmeselskaber kan indgå fusion.
Byrådet bakker op om store investeringer i 2026.
Fjernvarmekunderne slipper billigere næste år.
GridTech:
Innargi får grønt lys til geotermi i Virum
Det Mærsk-ejede selskab Innargi, der er specialist i geotermi, har netop sammen med partneren Vestforbrænding fået Energistyrelsens godkendelse til et geotermisk anlæg på 23 megawatt, som forventes at stå klar i 2028. Det skriver GridTech.
På nuværende tidspunkt ønsker Innargi ikke at oplyse den præcise investeringssum for anlægget, der skal ligge i Lyngby-Taarbæk Kommune, men til Gridtech oplyses dog, at den ligger på ca. 300-400 millioner kroner.
Det kommende anlæg er det samme om end i mindre skala, som det anlæg, der for ganske nylig er taget i brug i Aarhus. Forretningsmodellen er også den samme som i Aarhus. Dermed er det altså Innargi, der står for investeringen og risikoen, mens varmeselskabet betaler for varmekapacitet og energiforbrug.
På nuværende tidspunkt er anlægget i Aarhus det eneste fuldt funktionelle, men koncernen har planer om nye anlæg flere steder i både Danmark og udlandet.
*****
EnergiWatch:
Vestforbrænding skifter ud på formandsposten
De 19 ejerkommuner, der står bag Vestforbrænding, har udpeget borgmester i Gentofte Kommune, Michael Fenger, som ny formand for forsyningsselskabet, efter røgen fra kommunalvalget har lagt sig. Det skriver EnergiWatch.
- Når jeg ser tilbage på de foregående fire år, har det været en periode med strategisk vigtige beslutninger. Det er nu denne bestyrelses opgave at føre disse beslutninger helt i mål, udtaler Michael Fenger i en pressemeddelelse.
Han nævner konkret fjernvarmeprojektet med konvertering af op mod 39.000 boliger og CO₂-fangstprojektet, hvor bestyrelsen skal tage endelig stilling inden den 7. januar.
- Samtidig er det afgørende, at vi fastholder fokus på driften, som er fundamentet for, at vi kan realisere disse ambitiøse tiltag, udtaler Michael Fenger.
*****
Klimamonitor:
Ekspert efterlyser national plan for borgerinddragelse: Uden borgerne går treparten i stå
Professor Lars Tønder fra Syddansk Universitet opfordrer til, at der udarbejdes en national plan for borgerinddragelse for at sikre trepartens succes. Lige nu sidder han tilbage med en skepsis over for, om man husker at få tænkt borgerne med, skriver Klimamonitor.
- Hvis ikke det her bliver gjort systematisk og ambitiøst, så risikerer vi at ende der, hvor man er med VE – at der er meget lokal modstand og konflikter, og så går tingene i stå, siger Lars Tønder til Klimamonitor.
Han pointerer, at han mangler realisme i de omlægningsplaner, der ligger, fordi man endnu ikke har fået borgerne med. Og får man ikke det, så bliver det svært at føre ambitionerne i den grønne trepart ud i livet, mener han.
Lars Tønder er fx langt fra imponeret over den måde, hvorpå borgerne, lokalsamfund og lodsejere indtil nu har været tænkt ind i treparten.
- Det har været en lukket og komprimeret proces, hvor borgerinddragelse har fyldt mindre og været meget ad hoc. Der har været tanker om og spredte forsøg på mobilisering, men det har været begrænset i forhold til reel involvering, og det har været meget forskelligt fra kommune til kommune, siger han.
*****
EnergiWatch:
CCUS-forening mener ikke udbuddet er mislykket
Efter et større frafald i opløbet til det danske CCS-udbud er spørgsmålet, om statens ambitiøse mål om at reducere CO2-udledningen med 2,3 millioner ton årligt inden 2030 stadig er realistisk.
Men selvom udbuddet har oplevet bump på vejen, er vi stadig tættere på målet, end det måske virker, mener direktør i forskningspartnerskabet INNO-CCUS Karina Søgaard. Det skriver EnergiWatch.
- Jeg synes ikke, at udbuddet er mislykket. Man har gået ud og sagt, at vi vil have 2,3 mio. tons fanget og lagret i 2030. Lige nu står vi og kigger på 2,1 mio. tons. Det er meget tæt på, siger Karina M. Søgaard til EnergiWatch.
En central pointe i direktørens pointe er, at CCS-udbuddet i sin nuværende form lægger et for stort ansvar over på byderne – især i forhold til lagring, som de ikke selv har kontrol over.
- Man kan jo ikke bede for eksempel affaldsselskaberne om at tage hele risikoen. Samtidig kan vi heller ikke bede myndighederne om at tage hele risikoen. Det er skatteborgernes penge, siger hun og efterlyser en mere balanceret risikodeling.
*****
Energy Supply:
Direktør: - Fjernvarmen har fået et dårligt ry
Fenagy-direktør Kim Gardø Christensen mener, at fjernvarmesektoren har fået et dårligt ry. Derfor er tiden kommet, hvor de gode historier skal frem i lyset, siger han til Energy Supply.
- Fjernvarmen har fået et dårligt ry. Jeg ønsker mig, at vi bliver langt bedre til at fortælle de gode historier, siger han og nævner, at langt den største del af balanceringen af elnettet i dag kommer fra elektrificeringen af fjernvarmen.
Han mener, på den baggrund, at det bliver undervurderet, hvor meget fjernvarmen kan balancere elnettet.
-Det er faktisk ret vildt, når man tænker over det – og så giver elektrificeringen jo også lavere varmepriser. Det må være en win-win, siger han til Energy Supply.
*****
CleantechWatch:
Sønderjyske varmeselskaber kan indgå fusion
Sønderborg Kommune er sammen med den kommunale forsyningskoncern Sonfor og det forbrugerejede Sønderborg Varme nået til enighed om rammerne for en forundersøgelse, der skal afdække mulighederne for en fusion af fjernvarmeforsyningen i kommunen. Det fremgår af CleantechWatch.
Borgmester Erik Lauritzen fortæller, at forundersøgelsen skal belyse regulatoriske forhold og den økonomiske bæredygtighed i en eventuel fusion. På forhånd erklærer han, at den bedste løsning for et eventuelt nyt fusioneret selskab vil være, hvis det er forbrugerejet.
Meldingen om fusionsundersøgelsen kommer, efter at der i løbet af året har været kritik fra borgere i dele af Sonfors forsyningsområde over priserne for fjernvarmetilkobling.
Ifølge borgmesteren koster forundersøgelsen i omegnen af 250.000 kr. at få udarbejdet.
*****
Dagbladet Holstebro-Struer:
Byrådet bakker op om store investeringer i 2026
Struer Energi får kommunegaranti for lån til både kloakering og investeringer i både fjernvarmen og rent drikkevand.
Byrådet i Struer Kommune har godkendt en ansøgning fra Struer Energi, som har søgt om kommunegaranti for lån til de anlægsinvesteringer, der er planlagt til at skulle i spil i løbet af 2026 – herunder fjernvarme. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
For byrådet var det en ekspeditionssag, og det samme var tilfældet med blandt andet en godkendelse af en byggekredit på 13,6 millioner kroner til en ny bygning med både tanke og nye filtre til rensning af byen drikkevand på vandværket på Holstebrovej.
Endelig havde Struer Energi Fjernvarme A/S blandt andet behov for kommunal opbakning til en investering i en varmepumpe på centralen i Gimsing.
Forude venter så også en af de helt store investeringer for Struer Energi, når der skal leveres fjernvarme til den nye bydel, som efter planen skal tage form på slagterigrunden og nede på et byggefelt på Gammel Havn.
*****
JydskeVestkysten:
Fjernvarmekunderne slipper billigere næste år
Haderslev Fjernvarme forventer et fald i prisen for fjernvarme næste år, så selskabets omkring 10.000 forbrugere kan allerede nu begynde at glæde sig til en mindre fjernvarmeregning i det kommende år.
Beboere i et standardhus vil kunne spare omkring 670 kroner om året næste år. Bor man derimod i en lejlighed på 80 kvadratmeter, så kan man i følge Haderslev Fjernvarmes beregninger se frem til at spare omkring 312 kroner
- Resultatet er et direkte udtryk for god udnyttelse af elmarkedet i forhold til varmeproduktion, lavere renteomkostninger og lavere flispriser. Det giver en overdækning for 2025, og vi vurderer ud fra det, at varmeprisen kan sættes ned i 2026, hvilket vi i bestyrelsen er rigtig glade for, siger Søren Knudsen, der er formand for Haderslev Fjernvarme.
Skriv kommentar