Milliardgaranti spænder ben i Aarhus
LÆS I DAG:
Argo melder sig ud af kapløb om CCS-milliarder.
AffaldPlus: Hverken "realistisk eller ansvarligt".
Enhedslisten foreslår slutdato for gasfyr i udvalgte områder.
Tænketank sår tvivl om regnestykket bag regeringens klimamål.
Godt nyt til fjernvarmekunder: Ingen prisstigning i 2026.
EnergiWatch:
Milliardgaranti spænder ben i Aarhus
Kredsløb i Aarhus vælger at droppe ud af kampen om CCS-milliarder fra staten, skriver EnergiWatch. Den økonomiske risiko er for stor, skriver Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold på LinkedIn.
”Jeg har lært, at man skal have ro i maven, når man træffer en vigtig og stor beslutning. Men det har jeg desværre ikke haft med det CO2-fangst-anlæg, som Aarhus Byråd og vores selskab Kredsløb har arbejdet målrettet med,” skriver han.
Derfor har et enigt byråd trukket i håndbremsen på det store projekt. Ifølge borgmesteren er de økonomiske risici så store, at han ikke kan stå inde for dem – bl.a. med henvisning til den milliard-garanti, som Aarhus Kommune skal stille for projektet.
”Det betyder, at skulle der gå noget galt med projektet, enten fordi det forsinkes eller slår fejl, skal kommunen betale ved kasse 1. Og den regning er i værste tilfælde så dyr, at vi vil blive tvunget til at lave markante besparelser i velfærden, hæve skatten og i ‘worst case’ at et pengeinstitut vil kunne få kontrol over vores varme- og affaldsselsskab (Kredsløb),” siger Anders Winnerskjold.
*****
EnergiWatch:
Argo melder sig ud af kapløb om CCS-milliarder
Også ARGO – det fælleskommunale affalds- og energiselskab, som omdanner affald til ressourcer – har meldt pas på videre deltagelse i CCS-puljen. Det fremgår af en pressemeddelelse, skriver bl.a. EnergiWatch.
- ARGO står klar til at tage næste skridt, når markedet, de kommende klimamål og de statslige rammer gør det muligt at træffe en ansvarlig beslutning. Vores vision er at være en stærk klimaaktør og bidrage til Danmarks vej mod klimaneutralitet, fremgår det af pressemeddelelsen fra ARGO.
ARGO er ejet af Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Roskilde, Solrød og Stevns Kommune og fastholder, at man holder projektet klar, hvis det skønnes, at man kan søge igen
*****
Energy Supply:
AffaldPlus: Hverken "realistisk eller ansvarligt"
Det fælleskommunale affaldssselskab AffaldPlus – ejet af kommunerne Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø, og Vordingborg – har også trukket sig fra CCS-puljen. Det skriver bl.a. Energy Supply.
I lighed med Kredsløb og Argo, der tidligere torsdag meldte deres exit fra udbudsrunden, skyder AffaldPlus skylden på rammevilkårene, som affaldsselskabet mener indeholder en ”meget stram og risikofyldt tidsplan" samt "yderst komplekse finansielle krav".
- De nuværende rammevilkår i udbuddet pålægger vores ejerkommuner et betydeligt økonomisk ansvar, idet de skal stille store garantier for et projekt, som både er komplekst og højrisikabelt. Samtidig er tidsplanen simpelthen for stram, og vi må nu handle derefter, udtaler bestyrelsesformand Stefan B. Andersen i en pressemeddelelse.
*****
Altinget.dk:
Enhedslisten foreslår slutdato for gasfyr i udvalgte områder
Hvis regeringen ikke længere ønsker at sætte en endelig slutdato på, hvornår danske boliger skal kunne opvarmes med gasfyr, bør de starte med at gøre det i nogle bestemte områder. Det skriver Altinget.dk om et nyt forslag fra Enhedslisten.
Partiet ønsker konkret, at der gøres brug af det analysearbejde, som kommunerne med kort varsel blev pålagt at lave tilbage i 2022, da et bredt politisk flertal med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen blev enige om at få gasfyrene ud af de danske boliger fra 2035.
- Gasudfasningen er altså ikke så kompliceret. Vi har pisket alle kommuner til at lave fjernvarmeplaner og finde ud af, hvor der er boligområder, som er egnet til mere fjernvarme. Det konkrete analysearbejde kan man jo bruge til at beslutte, hvor der skal lukkes for gassen. Lad os da komme i gang med det, sagde energiordfører Søren Egge Rasmussen (EL) onsdag, da han deltog på Dansk Fjernvarmes tilbagevendende topmøde ”Energi på Toppen” i København.
*****
Altinget.dk:
Tænketank sår tvivl om regnestykket bag regeringens klimamål
I en ny analyse retter tænketanken Concito en kritik mod regeringens planer om at fastsætte et nyt klimamål for 2035 på 82 procent. Ifølge Altinget.dk mener tænketanken, at Danmark kan nå 89 procent ”uden problemer”.
Analysen lander midt i en uge, hvor regeringen forhandler med Folketinget om et nyt klimamål for 2035. Ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets fremskrivninger vil Danmark reducere udledningerne i 2035 med 80 procent, hvis den nuværende kurs holdes.
For at nå de ekstra to procentpoints CO2-reduktioner, har regeringen sat fire milliarder kroner af til fangst og lagring af CO2. Klimaminister Lars Aagaard (M) har også understreget, at alle partier, som vil have et højere tal, skal fremlægge fuldt finansierede forslag.
Konkret viser Concitos beregninger, at man rammer 89,2 procent i 2035 ved hjælp af tre greb.
For det første ved rent faktisk at implementere og håndhæve eksisterende politik – herunder særligt grøn trepart, bygningsreglementet, udvidelsen af EU’s CO2-kvotesystem og den danske CO2-afgift på landbrug og industri.
For det andet – i tråd med regeringens forslag – at afsætte fire milliarder kroner til fangst og lagring af CO2 (CCS).
Og for det tredje ved at ”justere den eksisterende klimapolitik”, hvilket primært dækker over øgede CO2-afgifter på landbrug, fiskeri, skovbrug og biogasanlæg, samt ved at indføre en vejafgift for alle biler og et hurtigt stop for fossilbiler.
*****
Fyens.dk:
Godt nyt til fjernvarmekunder: Ingen prisstigning i 2026
De 5000 andelshavere i Svendborg Fjernvarmes forsyningsområde behøver ikke sætte flere penge af på kontoen til varme, når de lægger budget for 2026, skriver Fyens.dk. Fjernvarmeselskabet har nemlig vedtaget at fastholde de nuværende takster, så fjernvarmeprisen kan holdes i ro i 2026.
- Det er vi både glade for og stolte af, for vi har arbejdet benhårdt på at optimere vores produktion, så vi bruger vores varmepumpe og vores elkedler mest, når elprisen er lav. Det er netop det, der har givet os mulighed for at holde prisen stabil og dermed undgå stigende varmepriser i 2026, lyder det fra Svendborg Fjernvarmes formandskab, Bjørn Thorsen og Kim Lyngbek.
De understreger i en pressemeddelelse, at den rettidige omhu, som har gjort det muligt at fastholde en stabil og lav fjernvarmepris, også er kernen i strategien for de kommende års udvikling af Svendborg Fjernvarme.
Skriv kommentar