Gå til hovedindhold
Medlemmer
Dansk Fjernvarme

Tørring: Fra krisestyring til købmandskab

I 2025 stod Tørring Kraftvarmeværk med en gæld på næsten 200 millioner kroner, et betydeligt driftsunderskud og en presset likviditet. I dag arbejder en ny bestyrelse og ny driftsleder på at genoprette økonomien, styrke organisationen og muliggøre lavere varmepriser.

27. aug. 2026
Joel Goodstein, jog@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Da situationen var mest kritisk, var likviditeten så presset, at der knap var penge til de daglige regninger. Samtidig var varmeprisen steget med 34 procent, og værkets samlede gæld var vokset til 199 millioner kroner.

    For bestyrelsesformand Chris Larsen handlede de første måneder efter den ekstraordinære generalforsamling i juni 2025 hos Tørring Kraftvarmeværk om én ting:

    - Det var ren krisestyring. Vi måtte skabe overblik over økonomien og etablere et troværdigt fundament at arbejde videre fra, siger han.

    Regnskabet for 2024 viste et driftsunderskud på 11 millioner kroner, og en omfattende gennemgang af økonomien afslørede behov for markante ændringer.

    - Når man ikke har likviditet til at betale renter og afdrag, er situationen uholdbar. Derfor var det nødvendigt at gennemgå hele forretningen fra bunden og sikre balance mellem indtægter og omkostninger, siger Chris Larsen.

    Den nye bestyrelse gennemgik alt fra kontoplaner og omkostningsstrukturer til produktionsøkonomi og tarifmodeller.

    Et af de første tiltag var at justere prisstrukturen og øge effektbidragets betydning.

    - Det er ikke den mest populære løsning, fordi det flytter en større del af betalingen over på de faste bidrag. Men det var nødvendigt for at skabe den økonomiske stabilitet, som værket manglede, siger han.

    Områdebidrag skulle skabe balance

    Genopretningen har også omfattet et områdebidrag i de nye fjernvarmeområder, som blev etableret i forbindelse med værkets seneste udvidelser.

    - Det er en vanskelig balance, fordi løsningen påvirker både nye og eksisterende forbrugere. Men vi vurderede, at det var nødvendigt for at sikre en rimelig fordeling af omkostningerne, siger Chris Larsen.

    Afskrivningsperioden for områdetillægget er siden blevet forlænget fra 20 til 30 år, hvilket har reduceret den månedlige belastning for de berørte forbrugere.

    Bestyrelsen vurderer samtidig, at værkets økonomiske udfordringer blandt andet skyldes en hurtig udbygning af forsyningsområdet finansieret gennem betydelig låneoptagelse.

    - Der blev investeret massivt i vækst. Vores opgave har været at sikre, at investeringerne fremover hviler på et bæredygtigt økonomisk grundlag, siger Chris Larsen.

    Slankere organisation og nye samarbejder

    Som led i genopretningen blev værkets administration omlagt, og økonomistyring samt administrative opgaver er i dag outsourcet til Billund Varme.

    - Samarbejdet har været en vigtig del af genopretningen. Hvor vi tidligere selv skulle dække alle funktioner, får vi nu adgang til et bredt kompetencesæt, som vi ikke ville kunne opbygge alene, siger Chris Larsen.

    Samtidig er organisationen blevet fokuseret omkring kerneopgaven: produktion og distribution af varme.

    Den 1. juni 2026 tiltrådte maskinmester Rasmus Hedevang som ny driftsleder efter tidligere ansættelser hos Energi Ikast og Fjernvarme Horsens.

    - Det er en spændende opgave at være med til at videreføre genopretningen og samtidig udvikle værket. Jeg oplevede hurtigt en organisation med stor vilje til at finde løsninger, siger han.

    Chris Larsen - tv - og Rasmus Hedevang er hhv. formand for bestyrelsen og driftsleder hos Tørring Kraftvarmeværk. Foto: Tørring Kraftvarmeværk.

    I dag består driftsorganisationen af driftslederen, tre driftsteknikere og en vagtafløser.

    Rasmus Hedevang fremhæver samtidig værkets produktionsanlæg som en væsentlig styrke.

    - Vi har en bred og fleksibel produktionsportefølje. Det giver os mulighed for både at levere forsyningssikker varme og udnytte mulighederne på elmarkedet gennem blandt andet elkedel og varmepumpe, siger han.

    En af de næste opgaver bliver at styrke den langsigtede vedligeholdelse af anlæg og ledningsnet.

    - Der er behov for en mere systematisk planlægning af investeringerne i vores aktiver, så vi kan fastholde en høj forsyningssikkerhed og undgå unødige omkostninger på længere sigt, siger han.

    Målet er lavere varmepriser

    Efter den akutte genopretning er fokus nu rettet mod varmeprisen.

    Det første mål er at bringe varmeprisen ned omkring landsgennemsnittet for en standardbolig.

    - Vi befinder os i et attraktivt vækstområde, hvor der løbende bygges nye boliger. Derfor er det afgørende, at fjernvarme forbliver et konkurrencedygtigt valg. Det kræver fortsat fokus på omkostningerne og en ansvarlig drift, siger Chris Larsen.

    På længere sigt er ambitionen endnu større. Målet er at bringe Tørring Kraftvarmeværk blandt landets billigste fjerdedel af fjernvarmeselskaber.

    Her forventes nye investeringer i især varmepumpeteknologi at spille en central rolle.

    - Vi undersøger muligheden for en større varmepumpe på 4-5 MW termisk effekt, som kan overtage en betydelig del af grundlastproduktionen. Samtidig ser vi på mulighederne for yderligere varmelagring, siger Rasmus Hedevang.

    Beregninger viser, at en sådan løsning potentielt kan reducere produktionsomkostningerne med 5-6 millioner kroner årligt sammenlignet med naturgasbaseret varmeproduktion.

    For Chris Larsen markerer udviklingen et skifte i værkets situation.

    - Vi er gået fra krisestyring til købmandskab. Økonomien er stabiliseret, og vi kan igen fokusere på, hvordan vi skaber værdi for forbrugerne. Fremtidige investeringer skal ikke gennemføres for investeringernes skyld, men fordi de kan bidrage til lavere varmepriser og en stærkere økonomi, siger han.

    Han ser fjernvarmens rolle som afgørende for områdets fortsatte udvikling.

    - Når mennesker vælger, hvor de vil bo, er varmeprisen en vigtig faktor. Derfor skal vi være et attraktivt og konkurrencedygtigt valg, så fjernvarmen også fremover bliver den naturlige løsning i vores forsyningsområde, siger Chris Larsen.

    Sidst opdateret: 27. august 2026

    Andre klikkede på...