Sydhavsvarme har set dagens lys på Lolland

Der er blot omkring ni kilometer i bilafstand på den østlige del af Lolland fra Sakskøbing til Maribo. Den korte afstand til trods har man hvert sted i mange år haft sit eget fjernvarmeværk, der hver især har leveret varme til stort set det samme antal varmekunder.

Det er ikke usædvanligt med byer, der ligger så tæt på hinanden, men alligevel har hvert sit varmeværk. Begge får en del af deres varmebehov dækket fra et lokalt kraftvarmeværk, som de er forbundet til med en 17 MW transmissionsledning.

For omkring tre år siden begyndte noget at spire mellem de to byer. Bestyrelserne begynder at snakke sammen om, hvorvidt der kunne være en anden vej frem uden at skulle være hver for sig.

– Vi prøvede at se, om der kunne være måder og forskellige modeller – som for eksempel i form af et fælles driftsselskab omkring varmeproduktionen og de administrative opgaver – men det lykkedes ikke rigtig. Det blev ikke til noget i første omgang, fortæller Erik Holsko, nu forhenværende formand for Maribo Varmeværk.

Men et frø var sået, og langsomt begyndte tilnærmelserne mellem bestyrelserne at modnes. De første reelle skridt blev fælles bestyrelsesmøder og fællesspisning, og på den måde kom man langsomt, men sikkert tættere på hinanden.

– Kongstanken for bestyrelserne har været, at vi skal have noget synergi ud af at finde sammen, fortæller den nu forhenværende formand for Sakskøbing Fjernvarme, Mads Lund-Hansen, om den grundlæggende appetit på en tættere forbrødring.

Han forklarer, at det også har handlet om, at man ønskede at få skabt en mere robust organisation, der både har ressourcer og kompetencer, så formænd og næstformænd kan fokusere på bestyrelsesarbejde og ikke på ledelsesopgaver og økonomistyring m.m.

– De fælles bestyrelsesmøder og fællesspisningerne har været med til at bløde op for, at en sammenlægning, eller noget i den retning, var det, vi skulle arbejde hen imod, siger han videre.

Samarbejde er vejen frem

Både han og Erik Holsko fortæller, at sammenlægninger eller tættere samarbejder – for eksempel fælles administration – ikke er ukendte begreber på Lolland-Falster og den sydlige del af Sjælland.

Der har igennem flere år været en lokal erfagruppe, hvor de forbrugerejede fjernvarmeselskaber mødes om fælles dagsordener, og ganske som med Sakskøbing og Maribo er det for mange begyndt at handle om, at man gerne vil være mere robuste.

Det gælder – lyder det samstemmende fra dem – i forhold til at man rent administrativt vil være bedre til at kunne klare de mange krav, der bliver stillet fra myndighederne til forsyningsselskaberne, men også i forhold til at have en større økonomisk styrke til at foretage de investeringer, som er krævet i fremtiden.

Det har således også været gældende for både Maribo og Sakskøbing.

– Det overskyggende tema i mange sammenhænge er forsyningssikkerhed. Ikke kun i forhold til beredskab, men i lige så høj grad i forhold til udvikling og nødvendige investeringer i værkerne, når vi kommer længere frem. Sammenlægningen skal gerne give os flere muskler til også det, forklarer Mads Lund-Hansen.

Både han og Erik Holsko mener, at processen over årene har været god og konstruktiv. Men de erkender begge, at det ikke hele tiden har været som en tur gennem en sommerlun park – der har været bump og udfordringer på vejen.

– Vi har formået at snakke os til rette om alle ting og været i stand til at træffe demokratiske beslutninger for så at komme videre. Det er jeg både glad for og en smule stolt over, siger Erik Holsko, der erkender, at de i mindre grad har været udfordret af det, som han benævner ”lokalpatriotisme”.

– Men det har ikke været udfordrende i særlig grad, understreger han.

Driftslederne har været centrale i processen

Bestyrelserne valgte på et tidspunkt i processen at benytte sig af arbejdsgrupper, der fik ansvaret for særlige områder og for at få svejset de to organisationer sammen, når man kom til, at det skulle ske.

Det inkluderer de respektive driftsledere, som også fortsat er en del af den nye organisation – Sydhavsvarme. Det har været meget overlagt, at netop driftslederne skulle være en central del af processen, forklarer Mads Lund-Hansen.

– Vi ville have alle med om bord, og vi har erfaret fra andre selskaber med samme målsætning, at driften har stor betydning for, om man kan lykkes med det. Derfor var de med hele vejen igennem.

Hverken det ene eller det andet selskab havde en direktør, men i stedet en driftsleder som den ansvarlige leder. Det besluttede man tidligt i forløbet ikke skulle være tilfældet med det nye selskab.

Her var ønsket, at der skulle ansættes en direktør, der ud over ledelsesrollen også skulle tage over i forhold til økonomi, administration og HR m.m. Vedkommende skulle så være en del af et ledelsesteam sammen med de to driftsledere, Jens Nielsen og Lynge Ibsen Buchleitner, der i det nye selskab er en del af ledelsen og med ansvar for henholdsvis produktion og distribution.

Erik Holsko forklarer, at bestyrelserne således manglede en leder med administrative kompetencer – en person, der ikke nødvendigvis havde den store tekniske indsigt i varmeproduktion, men en, som kunne tilføre organisationen nogle organisatoriske og administrative kompetencer.

– Det er baggrunden for, at vi endte med at beslutte, at der skulle være en direktør med i ledelsesteamet, siger Erik Holsko.

På den baggrund har man fundet Sebastian Frydendal Hansen, der således bliver Sydhavsvarmes første direktør og nu skal føre det nye selskab ind i fremtiden.