Gå til hovedindhold

Stor varmepumpe skal sætte mere strøm til fjernvarmen

HOFOR har begyndt arbejdet med at bygge en ny, stor varmepumpe i Nordhavn. Den er et skridt på vejen mod fremtidens fjernvarme – hvor strøm fylder mere, og biomasse fylder mindre.

12. maj 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

HOFOR har allerede etableret en energicentral, hvor der nu skal bygges en varmepumpe. Foto: HOFOR.

Indhold

    I Sundkrogsgade, lige op ad Kranparken i Nordhavn, er HOFOR nu gået i gang med at etablere en stor varmepumpe, der skal levere elbaseret fjernvarme til hovedstaden. Når den kommer i drift, vil den være den næststørste varmepumpe i hovedstadsområdet.

    - Varmepumpen i Sundkrogsgade er det næste konkrete skridt i HOFORs ambitiøse plan, der skal sikre, at vi bruger mere strøm og mindre biomasse til at lave fjernvarme, fortæller John Halkjær Christensen, områdechef for fjernvarme i HOFOR, og uddyber:

    - Store varmepumper som denne – og den anden, som vi lige nu er i gang med at installere i Herjedalgade på Amager – giver os mulighed for i langt højere grad at udnytte strøm fra vindmøller og solceller til at producere hovedstadens fjernvarme.

    Den nye varmepumpe bliver bygget ind i en energicentral, som siden 2023 har rummet et fjernkølingsanlæg og en spildevandspumpestation. Det er derfor det sidste element i energicentralens tre-i-én-løsning, der nu bliver tilføjet.

    Varmeenergi høstet fra havvand

    Den kommende varmepumpe i Sundkrogsgade kan udnytte energien i havvandet fra Kalkbrænderiløbet, som ligger tæt ved energicentralen.

    Varmepumpen bruger den smule varmeenergi, der er i havvandet, til at opvarme et særligt ”kølemiddel”, som fordamper ved meget lav temperatur. En kompressor sætter denne damp under højt tryk, og det hæver temperaturen så meget, at kølemidlets damp kan bruges til at lave fjernvarme.

    Kort sagt ’høster’ varmepumpen energi fra havvandet og bruger strøm fra fx vindmøller og solceller til at ’forstærke’ den.

    Resultatet er, at havvandet bliver afkølet nogle få grader, inden det bliver ledt tilbage igen i havnebassinet. Og i den anden ende af varmepumpens kredsløb bliver der sendt op til 78 grader varmt vand ud i byens fjernvarmerør.

    Sidst opdateret: 12. maj 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...