Energistyrelsen: Virksomheder skal skærpe fokus på sikkerhed
Den seneste trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste får nu Energistyrelsen til at skærpe fokus på, at sikkerheden skal være i top hos energi- og forsyningsvirksomheder.
Siden maj 2025 har energisektoren i Danmark været i et forhøjet beredskab, som følge af et skærpet trusselsbillede. Det beredskabsniveau bliver fastholdt med det seneste trusselsbillede fra Forsvarets Efterretningstjeneste, og Energistyrelsen opfordrer til øget opmærksomhed fra energi- og forsyningssektoren.
- Den danske energi- og forsyningssektor er en sektor med stor betydning for samfundet. Vi skal derfor beskytte os tilstrækkeligt mod de aktuelle trusler. Og vi skal have planer klar for at genoprette forsyningen hurtigst muligt, hvis danske energi- og forsyningsvirksomheder alligevel måtte blive ramt, siger Iben Møller Søndergård, vicedirektør i Energistyrelsen.
Den skærpede opmærksomhed betyder, at sektoren som helhed bl.a. skal have et øget fokus på beredskabsplaner, gennemførelse af øvelser samt generel opmærksomhed på forhold, der afviger fra normalbilledet.
Energistyrelsen gør i en pressemeddelelse særligt opmærksom på, at virksomhederne i energisektoren i Danmark opfordres til at skærpe deres opmærksomhed i det daglige arbejde og på deres fysiske anlæg, herunder gøre medarbejdere i stand til at spotte og rapportere om mistænkelig adfærd og situationer, som falder uden for normalbilledet.
Styrelsen gør endvidere opmærksom på, at usædvanlige hændelser skal meldes til Energistyrelsen, og der henvises i den forbindelse til krav om hændelsesunderretning, som følge af Lov om styrket beredskab i energisektoren.
”Derudover er det vigtigt at kontrollere, at alle beredskabsplaner er opdaterede samt at få afholdt øvelser i virksomhederne, ” lyder det fra Energistyrelsen.
Vurdering af truslen fra Rusland
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har udarbejdet en ikke-klassificeret vurdering af truslen fra Rusland.
Trusselsvurderingen indeholder tre hovedkonklusioner:
- FE vurderer, at Rusland i de kommende måneder yderligere eskalerer sin hybridkrig mod NATO og Vesten.
- Der er en lav, men stigende risiko for, at Rusland vil gennemføre begrænsede militære angreb mod et NATO-land – selvom krigen i Ukraine fortsætter.
- Selv om vi anser det for usandsynligt, at Rusland vil forsøge en egentlig invasion af et NATO-land, kan vi ikke længere udelukke det.
Styrket beredskab i energisektoren
Lov om styrket beredskab i energisektoren trådte i kraft den 7. marts 2025. Lov om styrket beredskab i energisektoren er vedtaget
Loven skal styrke energisektorens modstandsdygtighed over for blandt andet cyberangreb, sabotage og andre hændelser, der kan true energiforsyningen.
Energiselskaber bliver mødt af skærpede krav til blandt andet risikovurdering, beredskabsplanlægning og sikkerhed.
I maj 2025 hævede Energistyrelsen beredskabsniveauet for olie- og fjernvarmesektorerne til GUL, som betyder middel trussel. Dermed blev niveauet for disse, det samme som el- og gassektoren har været i siden 2024. Behov for øget fokus på sikkerhed: Energistyrelsen hæver beredskabsniveauet i flere dele af energisektoren
Formålet med det styrkede beredskab er at beskytte kritisk energiinfrastruktur og bidrage til en robust energiforsyning.
Kilde: Energistyrelsen.