Sønderborg Varme stræber efter at blive CO2-neutrale i 2029
Behovet for mere kapacitet gør, at Sønderborg Varme investerer millionbeløb i ny varmepumpe og elkedel med forventningen om at blive CO2-neutrale i 2029.
Sønderborg Varmes nye direktør, Anders Kruse, glæder sig til at tage hul på 2026 og forsætte indsatsen med at elektrificere varmeproduktionen. Foto: Sønderborg Varme.
Selvom kalenderåret for 2026 kun netop er begyndt, hviler Sønderborg Varme ikke på laurbærrene.
Tilbage i oktober 2025 annoncerede varmeselskabet, at Sønderborg Varmes mangeårige direktør, Erik Wolf, ville gå på pension ved årsskiftet til 2026. Det sker efter 12 år i det sønderjyske forsyningsselskab, som er under stor udvikling i disse år.
I efteråret 2025 meldte varmeselskabet også ud, at Sønderborg Varme har ansat deres kommende direktør, Anders Kruse, som allerede er bosat i Sønderborg og har en solid ledererfaring fra energisektoren og et stærkt lokalt engagement.
- Jeg har været fjernvarmeforbruger i mere end ti år. Det er velkendt, at Sønderborg Varme er drevet godt, jeg glæder mig til at komme i gang for alvor nu, siger Anders Kruse.
Udover at der har været et direktørskifte har varmeselskabet to nye fjernvarmeprojekter på vej.
- I år etablerer vi en 25 MW elkedel ved kraftvarmeværket i Sønderborg, som vi forventer kommer i drift i 2026. Desuden får fjernvarmeværket på Sønderborg Landevej i Gråsten en ny luft-vandvarmepumpe på 13 MW. Den skal indgå i produktionen og forventes i drift i 2027, uddyber Anders Kruse.
Dermed er Sønderborg Varme et af de mange selskaber i fjernvarmesektoren, som sætter tempo på elektrificeringen i disse år.
Siden 2019 er det danske elforbrug steget med 3,05 TWh. Her har fjernvarmesektoren stået for 61 procent af stigningen med elektrificering af danskernes fjernvarme gennem store varmepumper og elkedler i fjernvarmeproduktionen.
Mere fleksibel fjernvarme
Sønderborg Varme er også i gang med at udrulle fjernvarme til de fem landsbyer Nybøl, Vester Sottrup, Avnbøl, Ullerup og Blans, og af den grund har selskabet både brug for mere kapacitet og investerer i selskabets fremtid.
Indtil nu har byerne Blans, Ullerup og Avnbøl været forsynet med gas. Nu får de mulighed for at komme på fjernvarmenettet. Fødevarevirksomheden Danish Crown har allerede valgt at blive varmeaftager og investeret knap 25 millioner kroner i sit slagteri i Blans, for at blive en del af fjernvarmen. Danish Crown vil årligt aftage varme svarende til det samlede varmeforbrug i cirka 1.200 standardhuse. Bag aftalen står Sønderborg Varme og Danish Crown.
Sønderborg Varme har cirka 18.000 forbrugere, men når forsyningsselskabet udvider med fjernvarme til de fem landsbyer, er der potentiale for at få 1600 nye forbrugere.
- Det er relative store investeringer i millionbeløb for en varmepumpe og elkedel, men de er både nødvendige og strategisk vigtige. De sikrer den nødvendige kapacitetsudvidelse og understøtter samtidig vores ambition om at blive CO2-neutrale i 2029, uddyber Anders Kruse.
Det er direktørens pointe, at der – for at lykkes med ambitionerne - er grøn strøm til rådighed allerede fra 2029. Investeringen i varmepumpen på 13 MW og elkedlen på 25 MW bidrager også til, at Sønderborg Varme får en anden robusthed i deres varmeproduktion end tidligere.
- Ved, at vi får et trebenet system, som dækker over elbaseret varme, biomasse og affaldsenergi, får vi en anden fleksibilitet og flere strenge at spille på. Det trebenede system betyder også på sigt, at vi bliver fri for gas i den daglige produktion, fortæller Anders Kruse og tilføjer:
- Vi får også muligheden for at dygtiggøre os og flere muligheder for at udnytte den varme, som vi allerede har.
I 2024 er der kommet 33 nye elbaserede anlæg (varmepumper og elkedler) til med en samlet varmekapacitet på 164 MW. Det er den største stigning siden 2020. Siden 2019 er den samlede kapacitet af el-løsninger over tredoblet. Grafik Lennie Harder.
Fordel for forbrugeren
Prisen for et standardhus er hos Sønderborg Varme på 11.897 kroner inklusive moms, selvom forsyningsselskabet i disse år investerer millionbeløb i elbaseret varmekilder, kommer det ikke til at koste fjernvarmeforbrugeren ekstra, da det ifølge varmeselskabets fremskrivning er muligt at holde prisen på det samme prisniveau, som det er i dag.
- Der er vores målsætning at blive CO2-neutrale i 2029 uden, at det koster forbrugeren ekstra, at vi fremtidssikrer selskabet og følger den grønne omstilling, uddyber Sønderborg Varmes direktør.
Det er Anders Kruses pointe, at fjernvarmesektoren har elektrificeret massivt i de seneste år, og Sønderborg Varme vælger også at elektrificere, fordi udviklingen inden for varmeproduktion peger på vedvarende energi. Desuden er det en fordel for forbrugeren.
- Det er afgørende for os, at investeringerne i varmepumpen og elkedlen ikke belaster vores forbrugere, samtidig med at de bidrager til målet om at blive CO2 neutral. Når forbrugerne, i de førnævnte fem landsbyer, skifter fra gas til fjernvarme, er det med til at sænke kommunens samlede klimabelastning.
Det er vigtigt for direktøren at understrege, at beslutningen om at investere i elektrificering er en velovervejet beslutning, som selskabet har truffet længe før, at han blev direktør.
Sønderborg Varme har både lavet beregninger og kigget frem de næste ti til tyve år i forhold til fremtidens teknologi og energimiks. Tilbage i oktober 2025 meldte selskabet ud, at de sænker prisen per første januar 2026 til 11.878 kroner inklusive moms per år for et standardhus på 125 kvadratmeter. I 2025 var prisen 15.225 kroner, hvor et standardhus var på 130 kvadratmeter.
På grund af ændringer i definitionen af et standardhus er priserne ikke direkte sammenlignelige, men det svarer i følge Sønderborg Varme til en besparelse på tre procent, og ifølge varmeselskabet selv er deres varmepris blandt Danmarks 25 procent billigste fjernvarmeselskaber. Det er prognosen, at varmeselskabet holder prisen indtil 2029, medmindre der sker noget uventet i samfundet som energikrisen i 2022.
- Det er ikke en beslutning, som er truffet, fordi nogen synes eller mener noget. Den bygger på grundige og seriøse beregninger foretaget af Sønderborg Varmes egne faglige medarbejdere i tæt samarbejde med vores rådgivere. Vores ambition er at være vagthund for forbrugeren og at sikre et robust system, der kan stå på mål for den grønne omstilling, uddyber Sønderborg Varmes direktør.
Dansk Fjernvarme sætter fokus på elektrificering
I 2024 offentliggjorde Dansk Fjernvarme en opgørelse over elektrificeringen, der viste, at varmepumper og elkedler fylder markant mere end for blot få siden.
Den udvikler fortsætter stadig. Den seneste opgørelse fra Dansk Fjernvarme viser, at fjernvarmesektoren har rundet et elforbrug på 2 TWh om året, svarende til samme årlige strømforbrug for over en halv million husstande.
Denne artikel er en del af et tema om elektrificeringen af fjernvarmen i Danmark.
Direktørskift
Siden december 2025 har Anders Kruse haft en overgangsperiode med den daværende direktør Erik Wolff. Parløbet med den tidligere direktør har bidraget til, at den nye direktør har fået en god start og introduktion til sin nye arbejdsplads. Anders Kruse overtog direktørstolen den 1. januar 2026.
Selvom der er en ny direktør ved roret hos forsyningsselskabet, er fjernvarme ikke nyt for Anders Kruse, han kender til fjernvarmebranchen blandt andet fra sit tidligere virke hos Danfoss.
Fik du læst:
Hele Danmark mærker elektrificeringen af fjernvarmen - 19. december 2025.
Brørup: 60 procent af varmen kommer fra elektrificering - 16. december 2025.
Varmepumper får nyt liv hos Hobro Varmeværk i 2026 - 9. december 2025.
Elektrificering bidrager til at fremtidssikre Viborg Varme – 18. november 2025.
Se video: Fjernvarme skal være politisk top-of-mind - 12. november 2025.
Kraftvarmeværks investering reducerer deres gasforbrug og CO2-udledning med 80 procent - 29. oktober 2025
Elektrificering: Varmepumpe halverer fjernvarmeselskabs biomasseforbrug - 21. oktober 2025.
Skriv kommentar