Nye rammer giver mere rum til netværk, sparring og dialog på landsmødet
Med et helt nyt udstillingsområde, Kildeparken, bliver landsmødets leverandørudstilling større end nogensinde i Aalborg. Knap 150 leverandører til fjernvarmebranchen står i år klar til at tale med deltagerne om, hvordan de sammen kan udvikle fjernvarmen.
Når hele fjernvarmebranchen inden længe mødes i Aalborg til Landsmødet 2026, bliver der rig mulighed for at få inspiration og nye ideer med hjem.
Det gælder ikke mindst på landsmødets leverandørudstilling, hvor mange af branchens leverandører og samarbejdspartnere igen står klar til at tale om fjernvarmens fremtid og udvikling.
I år er udstillingen tilmed udvidet med et helt nyt område, Kildeparken, og bliver dermed den største nogensinde i Aalborg, fortæller Connie Sørensen – projektleder i Fjernvarmens Informationsfond, som hvert år arrangerer udstillingen.
- Kildeparken er et stort, opvarmet telt med fast gulv, som både får eget lounge-område, overdækket indgang og en bar med forfriskninger til om eftermiddagen, siger hun og fortsætter:
- Her vil en stor del af udstillingen være placeret i år – og det giver endnu mere rum til netværk, kundepleje og spændende dialoger om fjernvarmens fremtid.
Udstillingen skal opleves
I år står knap 150 leverandører til at tale med landsmødets deltagere om alt fra brønde, rør og fjernvarmeunits til software, kommunikation og rekruttering – og alt derimellem.
Som deltager bliver der med andre ord både rig mulighed for at møde sine faste samarbejdspartnere, og ikke mindst falde i snak med nogle nye.
Derfor er anbefalingen fra Connie Sørensen også helt klar, hvis man deltager på årets landsmøde: Leverandørudstillingen skal opleves.
- Vi sørger for de perfekte rammer til at netværke og vidensdele med både kollegaer og leverandører. Der er rigeligt med lounge-områder, litervis af varm kaffe og en masse spændende fjernvarmegrej at se på, siger hun og fortsætter:
- Alle udstillerne er på dupperne fra start til slut – og fordi den del af landsmødet altid er så velbesøgt af deltagerne, giver det en helt særlig stemning.
Tæt på udsolgt
Landsmødets udstilling er altid populær blandt fjernvarmebranchens leverandører – og i år er ingen undtagelse.
Med lidt over en måned til det hele går løs i Aalborg Kultur & Kongrescenter, er der dog nogle få udstillerpladser tilbage:
- 1 stand
- 1 træfpunkt
- 5 minitræfpunkter
Vil du gerne udstille på Landsmødet 2026 kan du altså lige nå det endnu.
Landsmøde 2026
Til oktober vender Landsmøde 2026 tilbage til de velkendte rammer i Aalborg Kongres & Kultur Center, men alt er ikke som det plejer. Rammerne har fået vokseværk og du kan derfor glæde dig til 3 scener og 3 store udstillingsområder.
Vi glæder os til at slå dørene op til årets største event i energi- og forsyningssektoren, hvor de 2.600 deltage kan se frem til inspirerende snakke, skarpe debatter og masser af netværk.