Gå til hovedindhold
Konverteringer

Måløv stemte klart for fjernvarme

Ballerup Kommune og Vestforbrænding har stor succes med at rulle fjernvarme ud i Måløv. Næsten 80 % af de adspurgte takkede ja, da de fik muligheden.

17. sep. 2026

Indhold

    Der er helt forståeligt stor glæde i Ballerup Kommune. Det går nemlig ikke bare godt med fjernvarmeudrulningen i Måløv – det går helt forrygende.

    Kommunen har sammen med Vestforbrænding – der står for det konkrete arbejde med at rulle fjernvarme ud i Ballerup Kommune – nemlig i løbet af forsommeren opnået en tilslutning på næsten 80 procent for Måløv.

    Ifølge Ballerup Kommune svarer det til, at yderligere hundrede boliger i Måløv bliver koblet på fjernvarmenettet i de kommende år.

    - Det er rigtig gode nyheder. Fjernvarme er en fremtidssikret og mere klimavenlig opvarmningsform end gas og olie, og derfor er jeg glad for, at yderligere hundrede boliger i Måløv bliver koblet på, udtaler borgmester Jesper Würtzen.

    - Udrulning af fjernvarme er en væsentlig del af vores klimahandleplan. Desuden er fjernvarme med til at gøre os selvforsynende med varme, så vi ikke på samme måde er afhængige af de svingende gaspriser og krige og kriser ude i verden, tilføjer borgmesteren.

    Vigtigt skridt i den grønne omstilling

    Frem mod 2030 er det forventningen, at i alt 7000 boliger i Ballerup Kommune får mulighed for at blive koblet på fjernvarmenettet. Til den tid vil mere end 98 procent af Ballerup Kommunes boligejere have mulighed for fjernvarme.

    – Udrulningen af fjernvarme i Ballerup Kommune går stadig planmæssigt, og enkelte steder er Vestforbrænding faktisk foran tidsplanen. Det betyder, at stadig flere boligejere får mulighed for at skifte gas- eller oliefyret ud med fjernvarme, konstaterer programleder for klima i Ballerup Kommune, Kristoffer Kejser.
    Han forklarer, at næsten alle boliger i kommunen vil have mulighed for at vælge fjernvarme, når nettet efter planen er fuldt udbygget i 2030.

    - Det er en stor omlægning af vores varmeforsyning og samtidig et vigtigt skridt i den grønne omstilling, siger Kristoffer Kejser.

    Der i øvrigt taget højde for, at nogle boligejere døjer med et gasfyr, der synger på noget nær sidste vers. For hvis det er tilfældet, er der hjælp at hente hos Vestforbrænding, der tilbyder en låneordning, så man kan få stillet et midlertidigt fyr til rådighed og holde huset varmt, mens man venter på at blive koblet på fjernvarmen.

    Sidst opdateret: 17. september 2026

    Andre klikkede på...