Gå til hovedindhold
Konverteringer
Medlemmer

Fynboer kan få fjernvarme og spare penge

Midtfyns Energi opfordrer boligejere i fire midtfynske byer til at melde sig til fjernvarmen seneste 1. juni. Så kan de spare masser af penge på varmen i forhold til gasopvarmning.

5. maj 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Boligejere i Ringe, Ryslinge, Fjellerup og Gislev har netop fået et godt tilbud fra Midtfyns Energi: Skift til fjernvarme senest den 1. juni, og de får en god pris på både tilslutningen og væsentlig billigere varme i forhold til gas eller olie.

    Helt konkret lyder tilbuddet på, at man sparer 10.000 kroner på fjernvarmetilslutningen, mens man – med de nuværende priser på gas og olie – hvert år vil kunne spare 6.000 kroner om året i forhold til gas – og omkring 20.000 kroner om året, hvis man har oliefyr.

    - For mange har de svingende gas- og oliepriser længe været en ubehagelig rutsjebanetur for privatøkonomien. Og nu ligger de på noget af det højeste, vi har set i lang tid. Det slipper man for med fjernvarme, siger direktør i Midtfyns Energi, Karsten Godiksen og tilføjer:

    - Vi vil gerne hjælpe endnu flere på Midtfyn med at få tryg boligopvarmning og stabile varmepriser – uden det kræver en stor investering, og gerne inden der igen skal skrues op for radiatorerne til vinter. Derfor kommer vi med tilbuddet nu.

    Stabile priser siden 2022

    Fjernvarmeprisen hos Midtfyns Energi har ligget stabilt siden 2022. Faktisk er prisen frem mod 2026 blevet sænket med godt 3.000 kroner årligt for en gennemsnitlig varmekunde i Gislev, Fjellerup og Ryslinge.

    Og ifølge Karsten Godiksen er der udsigt til, at varmepriserne holder det nuværende niveau fremover.

    - Det giver tryghed i hverdagen, når man altid ved, hvad varmen koster. Derfor er det vores vigtigste mål at levere stabile priser, siger han og fortsætter:

    - Samtidig har det stor betydning for alle kunder, når vi bliver flere til at deles om udgifterne til fjernvarmen. Så det giver god mening for os at gøre det så let og billigt som muligt at skifte sit gamle fyr ud.

    Med rabatten på 10.000 kroner falder prisen for tilslutning til fjernvarme til 21.250 kroner.

    Sidst opdateret: 5. maj 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...