Fjernvarmesektoren: er blevet glemt, selvom sektoren har femdoblet sit forbrug af el
Selvom projekter med elektrificering fylder hos rådgivningsvirksomheden, COWI, skaber formalia og forsinkelser af levering af komponenter udfordringer for processen.
Selvom udfordringer med formalia og forsinkelser på levering af komponenter skaber problemer for elektrificeringens udvikling, fremhæver Frands Kjær Jepsen og Lars Hansen eksempler på projekter med elektrificering, der understreger den hastige udvikling elektrificeringen har inden for fjernvarmesektoren. Assens Fjernvarme er et af de eksempler, COWI har været med til at etablere Assens Fjernvarmes solcelleanlæg. Foto: Holy Cow Media.
Der er gang i elektrificeringen hos rådgivervirksomheden COWI, og den udvikling ser seniorprojektleder for energiplanlægning i COWI, Frands Kjær Jepsen, gerne fortsætter.
I de sidste 30 år har han beskæftiget sig med økonomiske analyser og energiplanlægning af fjernvarme inden for elektrificering, biomasse og overskudsvarme.
- Jeg beskæftiger mig primært med beslutningsgrundlag og selskabsøkonomiske analyser af vores fjernvarmeprojekter. Det er afgørende, at det er en god businesscase og dermed en god investering for kunden, uddyber Frands Kjær Jepsen.
Mens Lars Hansen, der er teknisk og markedschef hos COWI, arbejder med at identificere, hvor der er plads i elnettet til at etablere elforbrugende eller elproducerende anlæg.
- Jeg beskæftiger mig også med at se på sammenspillet af forskellige energikilder, samtidig med at der er en voksende interesse hos os for at få forbrug og produktion til at spille sammen.
En stor del af COWI’s opgaver, omfatter også elektrificering i form af integrering af elkedler, varmepumper, overskudsvarme og solceller i fjernvarmen.
Begge er de enige om, at elektrificering fylder meget hos COWI, og det gør det, ifølge Frands Kjær Jepsen og Lars Hansen, fordi store dele af virksomheden i et eller andet omfang beskæftiger sig med elektrificering.
- Der er fart på elektrificering. De seneste tre år har der været mange konverteringsprojekter, nu er det elektrificeringsprojekter, der fylder mest, uddyber Lars Hansen.
Der er kommet skub på elektrificeringen i fjernvarmesektoren siden 2019, hvor sektoren har investeret rekordmeget i el-baseret fjernvarmeproduktion i form af store varmepumper, elkedler og overskudsvarme.
Danskernes fjernvarme bliver år for år mere og mere elbaseret. Elektrificeringen er gået så stærkt, at fjernvarmesektoren i årene 2019-2024 har stået for 61 procent af den stigende elektrificering i Danmark.
Hvor elforbruget generelt i Danmark ”kun” er steget 9,3 procent, har fjernvarmesektoren i samme periode femdoblet sit forbrug af el.
Udfordringer med nettilslutning og komponenter
I Lars Hansens arbejde som teknisk og markedschef, foretager han en række undersøgelser for at finde ud af, hvor der potentielt er plads i elnettet til at udbygge.
- For at kunne optimere processen, foregår der ofte et større forarbejde, inden vi tager fat i elnetselskaberne. En tilgang, der understreger, hvor meget pres der er i elnettet, uddyber han.
I de seneste par uger er der, fra flere sider i energi- og forsyningssektoren, kommet et større fokus på den manglende kapacitet i elnettet og de lange ventetider på at få tilsagn om muligheden for at tilslutte el-baserede anlæg til elnettet.
Ifølge den seneste opgørelse fra Energinet blev ti nye elnetprojekter forsinket i sidste kvartal. Ifølge Energinet var interne forhold skyld i forsinkelserne på tre ud af de ti projekter.
Samlet set er 69 procent af Energinets elnetprojekter forsinket. I gennemsnit står tidsplanerne til at skride 29 måneder for de forsinkede projekter.
Processen med nettilslutningen er krævende, ifølge begge rådgivere, ikke mindst fordi det er svært at få oplyst præcist, hvornår et anlæg kan blive nettilsluttet. En anden udfordring er leveringstiden på komponenter.
- Der er uforholdsmæssig lang leveringstid på specifikke komponenter til elektrificeringsprojekter. Tidligere kunne vi forvente, at en leverandør afleverede det efterspurgte materiale inden for kort tid, fortæller Lars Hansen, hvorefter Frands Kjær Jepsen supplerer med at sige:
- En kort leveringstid kan i dag godt være på mellem tre til fire år, hvis man skal have alle komponenter fra én leverandør, hvorefter seniorprojektleder siger:
- Det er ikke teknologien eller økonomien, men leveringstiden på eltilslutning og komponenter, der skaber udfordringer for udviklingen af elektrificeringen i fjernvarmesektoren.
Også varmepumpen på billedet har Assens Fjernvarme været med til at etablere hos fjernvarmeselskabet. Foto: Holy Cow Media.
Høje dokumentationskrav
Det er Lars Hansens oplevelse, at elnetselskaberne stiller større og større krav til fjernvarmevirksomhederne i forbindelse med etablering af elkedler.
- Det er problematisk, at elnetselskaberne ikke skelner imellem store og små anlæg, men stiller de samme høje dokumentationskrav til mindre anlæg, uddyber han.
I stedet foreslår Lars Hansen, at elnetselskaberne begynder at kigge på nuværende elkedlers påvirkning af elnettet frem for at stille høje dokumentationskrav.
Det er Frands Kjær Jepsen og Lars Hansen pointe, at det er de lange eltilslutningshorisonter og leveringstider på komponenter, der skaber udfordringer for udviklingen af elektrificeringen i fjernvarmesektoren. Det er ikke teknologien eller økonomien.
I mellemtiden har rådgivningsvirksomheden etableret løsningsmodeller, hvor COWI har optimeret deres projektplanlægning såvel som indgået i dialog med myndigheder og alternative komponentstrategier.
Vi forsøger at arbejde os uden om flere af flaskehalsene og dermed sikre fremdriften for vores kunders projekter. Disse løsninger har bidraget til, at vi fortsat kan drive elektrificeringsprojekter effektivt fremad på trods af de komplekse rammevilkår, uddyber de begge.
Gode eksempler eksisterer
Selvom udfordringer med formalia og forsinkelser på levering af komponenter skaber problemer for elektrificeringens udvikling, fremhæver Frands Kjær Jepsen og Lars Hansen eksempler på projekter med elektrificering, der understreger den hastige udvikling elektrificeringen har inden for fjernvarmesektoren.
Bekendtgørelsen fra 2023
Bekendtgørelsen om direkte linjer fra 2023 har gjort det lettere at få godkendt nettoafregning mellem VE-anlæg og varmeproduktionsanlæg, end det var tidligere. Nettoafregning via tilslutning af elkedler og varmepumper til egne eller lokale VE-anlæg via interne og direkte linjer, fylder en del i COWI’s elektrificeringsprojekter.
Afskaffelsen af prisloftet på overskudsvarmen har ifølge Frands Kjær Jepsen og Lars Hansen betydet, at der er kommet gang i overskudsvarmeprojekterne igen. Cowi er i gang med en række overskudsvarmeprojekter, der omfatter datacentre og industri.
Ifølge Frands Kjær Jepsen og Lars Hansen er Assens Fjernvarme et af det første selskaber, der gennemførte en omfattende elektrificering. COWI har assisteret Assens Fjernvarme i denne proces med produktions- og selskabsøkonomiske analyser, udbud og etablering af varmepumpe og solcelleanlæg, der muliggør egen elproduktion på solceller og vindmøller kombineret med en varmepumpe og elkedel.
- Assens Fjernvarme har fået et unikt produktionssystem, som muliggør anvendelse af grøn strøm fra solceller, vindmølle og biomassekraftvarmeværk i fjernvarmeproduktionen ved lave elpriser og salg af grøn strøm til elnettet ved høje elpriser, fortæller Lars Hansen.
Frands Kjær Jepsen nævner også Grenaa Varmeværk som et eksempel på et selskab, der har haft succes med at spille på flere strenge i deres energiproduktion.
COWI har desuden assisteret Grenaa Varmeværk med produktions- og selskabsøkonomiske analyser, udbud og etablering af varmepumpe og solcelleanlæg, der muliggør egen elproduktion på solceller til varmepumpe og elkedel.
Begge rådgivere oplever, at sektorkoblingen mellem fjernvarmesektoren og elsektoren fungerer godt, fordi sektorkoblingen matcher kunder med forskellige behov.
- Ved at have et VE-anlæg i nærheden af et fjernvarmeanlæg betyder, at produktionerne kan give en synergieffekt til glæde for begge parter, afslutter Lars Hansen med at sige.
Seniorprojektleder for energiplanlægning i COWI Frands Kjær Jepsen
Lars Hansen, der er teknisk og markedschef hos COWI.
Skriv kommentar