Gå til hovedindhold
Konverteringer
Dansk Fjernvarme

Fem ansøgninger om midler fra Fjernvarmepuljen

Der er indtil videre blot søgt om 64 mio. kroner fra Fjernvarmepuljen, der for resten af 2026 har 350 mio. kroner.

23. sep. 2026

Indhold

    Der har ikke været et stormløb mod midler fra Fjernvarmepuljen i 2026. Energistyrelsen melder, at der indtil videre siden åbningen for ansøgninger den 1. september har været fem ansøgninger – og alle fem ansøgninger er i øvrigt indsendt og modtaget på selve åbningsdagen.

    Den "nye" fjernvarmepulje har et næsten identisk regelsæt som den tidligere fjernvarmepulje. Den eneste ændring er støttebeløbet, som i den nye pulje er hævet fra 20.000 kroner til 40.000 kroner per tilslutning.

    - Puljen åbner med et højere støttebeløb pr. tilslutning, der forhåbentlig kan være et vigtigt bidrag for fjernvarmeprojekter, der er i gang med at skrotte danskernes gasfyr til fordel for fjernvarme, siger Søren Magnussen, seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    I og med at støttepuljen har et næsten identisk regelsæt for at opnå støttetilsagn til sit projekt gennem Fjernvarmepuljen, bør det være velkendt territorie for fjernvarmeselskaberne at søge om midler, hvis de tidligere har været igennem processen.

    Søren Magnussen forklarer, at nye projekter kan ansøge på baggrund af en kommunal projektgodkendelse med betingelse af tilsagn fra Fjernvarmepuljen.

    - Hvis man vil ansøge i et allerede godkendt projektområde, skal der laves to nye projektberegninger; en beregning, hvor det nuværende projekt aflyses på grund af det nuværende støttebeløb, og en beregning, hvor et nyt projekt godkendes på baggrund af det øgede støttebeløb, siger Søren Magnussen.

    Desuden gælder reglen fra den gamle fjernvarmepulje, at der kun kan opnås tilsagn fra fjernvarmepuljen, hvis projektet kun kan gennemføres ved hjælp af støtte fra puljen.

    En ansøgning til den nye pulje skal være et nyt projektforslag, hvori godkendelsen er betinget af, at der kommer tilsagn fra Fjernvarmepuljen, og støttemidlerne er grundlaget for, at projektforslaget kan udføres.

    Tidligere godkendte projekter, der har fået tilsagn, men endnu ikke er igangsat, skal genberegnes, projektforslaget skal aflyses og erstattes med et nyt projektforslag, heri med de seneste opdaterede beregningsforudsætninger.

    - Og der er ingen genvej til processen. Det er meget vigtigt, at både selskaber, kommuner og rådgivere sætter sig ned og laver en plan for en god proces, så formaliteterne er i orden, ellers risikerer man afslag og skal genansøge mens andre kommer foran i køen, pointerer Søren Magnussen.

    Sidst opdateret: 23. september 2026

    Andre klikkede på...