Få styr på pasning og kontrol af kedler
Dansk Fjernvarme tilbyder sammen med Fredericia Maskinmesterskole et ugelangt certifikationskursus for medarbejdere, der er beskæftiget med kedelpasning.
På fem dage kan du nu kvalificere dig til et certifikat, der er bevis på, at du har den både lovpligtige og nødvendige viden til at passe og kontrollere kedler på et fjernvarmeværk. Det er tilbuddet fra Dansk Fjernvarme til medarbejdere hos sine medlemmer.
Konkret kan du opnå certifikatet på kurset ”Almindelig kedelpasseruddannelse”, der i år bliver udbudt fra den 2. november og frem dage frem på Fredericia Maskinmesterskole.
Certifikat
Skolen udsteder kedelpassercertifikat (Certifikat B i pasning af kedler type 1 og 2) til de deltagere, der efter underviserens vurdering har gennemført med et tilfredsstillende resultat.
På kurset lærer deltagerne at udføre daglige kontrol- og pasningsopgaver, der vedrører damp- og hedtvandskedler i kontrolklasse B samt at udføre almindeligt forekommende vandanalyser i henhold til fabrikantens krav.
Endvidere lærer deltagerne at foretage lovpligtige afprøvninger af sikkerhedsudstyret ved damp- og hedtvandskedelanlæg.
Kurset er målrettet ansatte på fjernvarmeværker, der enten skal eller i forvejen arbejder med pasning af værkets kedler, og der kræves ingen forudgående kvalifikationer for at starte på kurset, der løber over fem dage.
Almindelig kedelpasseruddannelse
Dansk Fjernvarme tilbyder den certificerede uddannelse til kedelpasser sammen med Fredericia Maskinmesterskole.
Kurset afvikles på maskinmesterskolen i Fredericia med start den 2. november.
På kurset lærer du om:
- Forbrændingsprocessen
- Kedlers opbygning
- Myndighedsbestemmelser
- Kontrol og afprøvning af sikkerhedsudstyr
- Sikker drift og betjening af anlægget
- Analyser på, spædevand, fødevand og kedelvand i henhold til kedelfabrikantens specifikationer
- Opbygning af fjernvarmesystemer
- Drift af fjernvarmesystemer