Endnu flere skal have fjernvarme på Midtfyn
Midtfyns Energi lancerer en kampagne for at få endnu flere i Gislev, Fjellerup og Ryslinge med på fjernvarmen. Lokkemidlet er en klækkelig rabat.
- Det har stor betydning for alle vores kunder, hvis vi bliver flere til at deles om udgifterne til fjernvarmen. Derfor giver det også god mening for os at gøre det så let og billigt som muligt at skifte sit gamle ud, siger direktør i Midtfyns Energi, Karsten Godiksen. Foto: Jesper Voldgaard.
Midtfyns Energi er klar med et tidsbegrænset tilbud, der skal få endnu flere på Midtfyn med på fjernvarmen. Frem til 8. april sparer man 10.000 kroner på tilslutningen, som dermed kommer ned på 21.250 kroner.
Med tilbuddet håber selskabet på at få endnu flere med på fjernvarmen i Gislev, Fjellerup og Ryslinge, hvor Midtfyns Energi har udrullet fjernvarme de seneste par år.
Rabatten gælder dog også i Midtfyns Energis øvrige fjernvarmeområder – herunder Ringe – og efter planen kan man få fjernvarme senest i løbet af efteråret, fortæller direktør Karsten Godiksen:
- Vi kommer med tilbuddet midt i en kold vinter, fordi vi gerne vil hjælpe endnu flere på Midtfyn med at få tryg boligopvarmning og stabile varmepriser – uden det kræver en stor investering, fortæller han og tilføjer:
- Det har stor betydning for alle vores kunder, hvis vi bliver flere til at deles om udgifterne til fjernvarmen. Derfor giver det også god mening for os at gøre det så let og billigt som muligt at skifte sit gamle ud.
Fjernvarmen er blevet markant billigere
Frem mod i år har Midtfyns Energi sænket varmeprisen i Gislev, Fjellerup og Ryslinge markant.
Der har nemlig været så stor opbakning til fjernvarmen, at man har været i stand til at fjerne et grønt omstillingsbidrag – et tillæg til varmeregningen for nye fjernvarmekunder i området.
For en gennemsnitlig husejer med fjernvarme i de tre byer giver det en besparelse på godt 3.000 kroner årligt. Fjernvarmen er med andre ord både en tryg og billig løsning – og derfor er Karsten Godiksen heller ikke bleg for at opfordre til, at man slår til nu:
- Vi har åbent for tilmelding med rabat indtil 8. april – men man kan selvfølgelig også godt tilmelde sig derefter. Lige efter påske forventer vi at gå i gang med at udrulle til alle dem, der har takket ja, forklarer han og tilføjer:
- Hvor hurtigt vi kan levere afhænger af, hvor mange der tilmelder sig. Men jeg tør godt garantere, at man senest har fået fjernvarme i løbet af efteråret.
Skriv kommentar