Gå til hovedindhold
Klima- & Miljøforhold

Regeringen fastsætter klimamål på 82 procent

Torsdag melder regeringen ud, at Danmarks næste klimamål bliver på 82 procent. Regeringen betegner målet som både ambitiøst og ansvarligt og holder døren åben for fortsatte forhandlinger.

18. dec. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Regeringen har sat Danmarks næste klimamål og løfter målet fra Klimalovens 2030-mål om 70 pct. reduktion i forhold til 1990 - til 82 pct. i 2035. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

    Dermed når regeringen i mål med et af kravene fra Klimaloven fra 2019, hvor det bliver slået fast, at klimaministeren inden udgangen af 2025 skal fastsætte et nyt mål for 2035.

    - Vi sætter et nyt, ambitiøst klimamål, og vi prioriterer den fornødne finansiering. Vi tager dermed ansvar for både målet, og hvordan vi når det, udtaler klimaminister Lars Aagaard i forbindelse med udmeldingen.

    - Når vi sætter et nyt mål, skal vi også se på, hvad det koster, og hvem der skal betale - ellers er høje ambitioner blot tomme ord. I en uforudsigelig tid, hvor vi også skal have øje for bl.a. klimatilpasning, velfærd og forsvar, må vi være ansvarlige. Derfor prioriterer regeringen samtidig en finansiering på 4 mia. kroner årligt i 15 år, i alt 60 mia. kr., fra 2034 for at nå i mål. Det er grøn handling, der virker, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

    Fortsat åben dør til samarbejde

    Regeringen indkaldte til forhandlinger i slutningen af november og har siden forhandlet med alle Folketingets partier om en aftale om et nyt klimamål for 2035.

    - Vi har haft gode drøftelser, men jeg kan konstatere, at det ikke er lykkedes at finde fælles grund til at kunne lave en bred aftale. Derfor fastsætter vi selv et klimamål for 2035, men døren er stadig åben for samarbejde. Jeg tænker også, at der er mulighed for at hæve målet på et senere tidspunkt, hvis forudsætningerne ændrer sig, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...