Gå til hovedindhold
Konverteringer
Rammevilkår & Regulering

Konservative: Vi står ved aftalen om, at vi skal have udfaset gas fra boliger

Energiordfører for De Konservative, Dina Raabjerg, slår i et eksklusivt interview med Dansk Fjernvarme fast, at hun og partiet står fast på aftalen og målet om udfasning af fossil gas fra boligopvarmningen.

18. dec. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    - Vi har en aftale om, at vi ønsker en grøn boligopvarmning, og det betyder, at vi skal have udfaset gas fra vores boliger.

    Energiordfører Dina Raabjerg er meget klar i sin melding om, hvor hun selv og De Konservative står på spørgsmålet om, hvorvidt regeringen og Folketinget skal leve op til ambitionen i Klimaaftalen fra 2022, der understreger, at vi skal være selvforsynet med grøn gas, og at det skal være slut med gasfyr i vores boliger i 2035.

    Det mener hun og partiet, at man skal, og hun understreger i et interview med Dansk Fjernvarme, at hun er skuffet over, at regeringspartierne skaber usikkerhed om, hvorvidt det fortsat er målet. En usikkerhed, som udtalelserne fra vismændene om den begrænsede klimagevinst puster til.

    - Vi står på mål for den aftale vi har indgået, og jeg er skuffet over, at regeringen skaber tvivl om den aftale, siger hun med henvisning til udtalelser fra såvel Venstre som Moderaterne, der går i retning af, at gasstoppet ikke er så vigtigt længere. Om end den seneste fremskrivning fra myndighederne viser, at vi ikke har en produktion af grøn gas, der overstiger vores forbrug i 2030 som forventet, men tidligst i 2032.

    - Vi skal have et konkret mål om gasudfasning, slår hun således fast og siger videre:

    - Den usikkerhed, der er skabt, er med til at forsinke den grønne omstilling og omstillingen af vores boligopvarmning. Og det går ikke.

    Vi skal prioritere

    To af regeringspartierne – Venstre og Moderaterne – har bl.a. peget på, at et stop for gas i boligopvarmningen vil gå hårdt ud over mange landområder, hvor alternativerne til gasopvarmning er sparsomme – eller i hvert fald ikke inkluderer fjernvarme.

    Ligesom man argumenterer med, at gassen på et tidspunkt bliver grøn, hvorfor det klimamæssigt er uden betydning.

    - For det første kan man i det hele taget godt diskutere, om gassen reelt er grøn. Langt, langt det meste af gassen bliver eksporteret til udlandet, siger ordføreren og fortsætter:

    - Den grønne gas vi har til rådighed, skal vi bruge klogt. Og vi skal prioritere, hvor den skal bruges, sådan at vi bruger den der, hvor vi ikke har en masse alternativer, såsom i den tunge industri, men også i forsvaret.

    I 2023 var der i alt cirka 330.000 boliger med et gasfyr.

    I Klimafremskrivning fra 2024 var det forventningen, at der i 2030 blot ville være 110.000 gasfyr tilbage. I klimafremskrivningen et år senere, i 2025, var det myndighedernes forventning, at der vil være 215.000 gasfyr i 2030.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...