Fjernvarmen sørger for strømmen i juletiden
Når der skal steges and og brunes kartofler, står fjernvarmens kraftvarmeværker klar til at sikre julefreden. De sørger for strøm nok til danskerne, så ovnen ikke går ud, og induktionskomfuret ikke slukker. For fjernvarmen er meget mere end varmt vand i radiatoren.
Julehøjtiden er den tid på året, hvor der er allermest pres på vores elforsyning. I alle de danske hjem skrues der ekstra op for radiatoren, julelysene tændes, julekalenderen kører i fjernsynet, og Last Christmas spiller ud af højtalerne. December og især juleaften er den måned og dag, hvor danskernes elforbrug topper.
Men på trods af alt det, er det faktisk yderst sjældent, at der sker strømnedbrud i Danmarks mest strømforbrugene måned. For Danmark har tæt på verdens bedste elforsyningssikkerhed på 99,9 procent, og det kan vi blandt andet takke fjernvarmens kraftvarmeværker for, som står klar til at skrue op for elproduktionen i spidsperioder – som juleaften.
For eksempel dækkede strøm fra kraftvarmeværkerne 36 procent af danskernes elforbrug i juledagene fra den 23. december til og med den 26. december i 2024. Det er 13 procent højere end gennemsnittet for året.
- Vi får mere og mere energi leveret fra vind og sol. Og det er godt, fordi det er vejen til en klimaneutral fremtid. Men vinden blæser ikke altid, og i december er dagslyset på sit laveste. Så her skal vi prise os lykkelige for, at vi har vores kraftvarmeværker, som leverer både el og varme og står standby, når sol og vind ikke leverer tilstrækkelig. Det gør de også juleaften, hvor elforbruget er på sit højeste, og det sikrer, at vi kan få varmt mad på bordet og danse om et juletræ med julelys, siger Michael Søgaard Schrøder, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.
Vinden blæser ikke altid, og i december er dagslyset på sit laveste. Så her skal vi prise os lykkelige for, at vi har vores kraftvarmeværker, som leverer både el og varme og står standby, når sol og vind ikke leverer tilstrækkelig. Det gør de også juleaften.
Anbefalinger til at spare på strømmen i julen
- Hold øje med udviklingen på elpriserne, og udnyt elforbruget, når priserne er lave og spar på strømmen, når elpriserne er høje.
- Kør opvaskemaskinen om natten, når elforbruget er lavest.
- Sæt elbilen til opladning om natten, og hvis den kan vente til efter juleaften med en opladning, så stræk den.
- Lav risengrøden under dynen.
- Hav en timer på julelysene.
I Danmark har elproduktion på kraftvarmeværker eksisteret i over 100 år, men i takt med, at der omstilles til vedvarende energi baseret på vindmøller og solceller, er kraftværkernes rolle blevet at stå til rådighed i elsystemet for at skrue op eller ned for elproduktionen for at sikre elforsyningen i Danmark. Det balancerer elnettet og bidrager til, at der er stabil strøm i stikkontakten.
Altid klogt at spare på energien og optimere energiforbruget
Vi kan godt være stolte af vores elforsyningssikkerhed i Danmark, som mange lande kigger misundeligt efter. Men det er stadig klogt som dansker at energieffektivisere og energioptimere for at sikre, at vi fortsætter med at have en høj forsyningssikkerhed nu og i fremtiden.
- Vi har stadig et ansvar for at slukke lyset, når vi kan eller sætte en timer på vores julelys. Kan vi lave mad før kl.17 eller efter kl. 19 for at sprede strømforbruget, er det godt givet ud. Vi skal nemlig i forbindelse med den grønne omstilling elektrificere endnu mere, og det vil trække på elsystemet og udfordre vores elforsyningssikkerhed, siger Michael Søgaard Schrøder.
Samtidig er fjernvarmens kraftvarmeværker under pres, fordi der politisk ikke er fundet en løsning, som kan sikre, at kraftvarmeværkerne har fornuftig økonomi i at understøtte det stigende og varierende danske elforbrug.
- Det vil næppe bidrage til at sikre julefreden, hvis vi stod juleaften uden strøm til at lave julemiddagen eller tænde juletræet. Vi skal stadig sikre, at vi har strøm nok i vores elnet til at få vores elektrificerede hverdag til at fungere. Og det vil i mange år frem kræve, at vi har fjernvarmens kraftvarmeværker til at stå klar til at understøtte juletidens elforsyning, siger Michael Søgaard Schrøder.
Michael Søgaard Schrøder
El-tariffer
Elforsyningssikkerhed
Compliance
Finansiel elprissikring
Systemydelser
Energimarked (Day-ahead, intraday, balancemarked)
Mobil: +45 30 90 27 66
E-mail: mss@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar