Gå til hovedindhold

Samira Nawa bliver ny klima-, energi- og forsyningsminister

LÆS I DAG:
Formand for 350 fjernvarmeselskaber: Nok at tage fat på for ny minister.
Green Power Denmark: Ny energiminister står foran en stor opgave.
Brancheforeningen Cirkulær efterlyser CCS-fokus i regeringsgrundlaget.
Ét punkt skurer i SSFMR-regeringens klimapolitiske mærkesager.
Udfasning af biomasse gør næppe klimamålene nemmere at nå.
Ny miljøminister vender tilbage til politik for nyt parti.
Ny regering lufter kontroversiel løsning for el-nettet: Det lugter af ekspropriation.
Regeringen varsler nøglerolle til batterier som løsning på presset elnet.
Direktør frygter firmalukninger efter melding om varmepumper.
SVM-regeringen var åben: Nyt regeringsgrundlag støvsuget for forlængelse af gaslicenser.
Dan Jørgensen: Vi kommer til at skrue bissen på over for tech-giganterne.

4. jun. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Altinget.dk:
    Samira Nawa bliver ny klima-, energi- og forsyningsminister

    Samira Nawa (R) er udpeget som ny klima-, energi- og forsyningsminister i den nye S-SF-M-R-regering og overtager dermed posten efter Lars Aagaard, der stopper som minister. Det skriver Altinget.dk.

    Udnævnelsen markerer hendes første ministerpost, efter hun siden 2019 har været medlem af Folketinget og de seneste fire år har fungeret som energi- og klimaordfører. Den 38-årige radikale politiker får samtidig en central placering i regeringens koordinations- og økonomiudvalg, hvilket understreger områdets politiske tyngde.

    Samira Nawa blev ved folketingsvalget i marts sit partis største stemmesluger med over 10.000 personlige stemmer i København. Hun har desuden erfaring fra en række andre politiske områder, herunder finans, beskæftigelse og transport.

    Samtidig betyder regeringsskiftet et farvel til Lars Aagaard, der har været minister siden 2022. Hans tid på posten var blandt andet præget af kritik i forbindelse med håndteringen af oplysninger om forsinkelser i elnettet.

    *****

    Sjællandske Nyheder:
    Formand for 350 fjernvarmeselskaber: Nok at tage fat på for ny minister

    Dansk Fjernvarme ønsker tillykke til den ny klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa, som kommer med et indgående kendskab til energisektoren og ikke mindst til fjernvarmen. Det skriver Sjællandske Nyheder.

    Dansk Fjernvarme ser frem til et godt og tæt samarbejde de kommende år, hvor der skal arbejdes for den grønne omstilling, klimaet og forsyningssikkerhed for energi- og varmesektoren.

    - Nu kan vi sige stort tillykke til det samlede ministerhold. Og ikke mindst et stort tillykke til den nye klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa, som jeg og Dansk Fjernvarme flere gange har haft fornøjelsen af at samarbejde med. Samira har et solidt kendskab til energi- og varmesektoren, dens udfordringer og dens potentiale. Jeg ser meget frem til et fortsat godt og givende samarbejde, udtaler direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

    Han peger således på, at Samira Nawa skal have styr på udfordringerne i elnettet, udfasning af den fossile gas i den private rumopvarmning og arbejde for, at Danmark kan nå klimamålet for 2030 og regeringens nye klimamål om 85% reduktion.

    *****

    Klimamonitor:
    Brancheforeningen Cirkulær efterlyser CCS-fokus i regeringsgrundlaget

    Som ny klimaminister skal Samira Nawa skal sætte gang i en støtterunde, der fokuserer på affaldsselskaberne og CCS-støtteordningen. Det er ifølge Klimamonitor meldingen fra Brancheforeningen Cirkulær.

    - Vi savner, at CO2-fangst nævnes eksplicit som værktøj til at nå Danmarks klimamål. Det er fint med en ambition om at nedbringe CO2-udledningerne med 85 procent i 2035, men vejen derhen kræver CCS på affaldsenergianlæg – det er vi overbeviste om, og det burde der stå direkte, siger direktør Jens Bomann Christensen.

    Konkret nævner han ifølge Klimamonitor, at den nye klimaminister skal åbne for en ny pulje til støtte af CO2-fangst målrettet affaldsenergisektoren.

    Affaldsselskaberne ARC, Vestforbrænding, Argo, Energnist, Kredsløb, Affaldplus og Fjernvarme Fyn udgjorde syv ud af de 10 prækvalificerede kandidater til den forrige regerings CCS-pulje, der alle valgte at droppe ud af ræset.

    *****

    EnergiWatch:
    Green Power Denmark: Ny energiminister står foran en stor opgave

    Green Power Denmark sender ifølge EnergiWatch en klar melding til den nye klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa: Der venter en omfattende og presserende opgave – ikke mindst med at løse kapacitetskrisen i elnettet.

    Brancheorganisationens administrerende direktør, Kristian Jensen, fremhæver, at energiområdet har afgørende betydning for både klima, erhvervsliv og Europas energiuafhængighed. Samtidig understreger han, at der er behov for hurtig handling.

    Ifølge Green Power Denmark står den grønne omstilling i en “skæbnestund”, hvor fokus er rykket fra ambitioner til konkret eksekvering. Især det pressede transmissionsnet kræver en akut indsats, hvis elektrificeringen af industri og samfund skal accelereres.

    Organisationen peger på regeringens energiplan som en af de mest ambitiøse til dato, men gør det klart, at ambitionerne kun kan realiseres gennem tæt samarbejde mellem politikere og branche.

    Samtidig lægges der op til dialog om en akutplan for Energinet, der skal sikre mere kapacitet og hurtigere udbygning af infrastrukturen.

    *****

    Klimamonitor:
    Ét punkt skurer i SSFMR-regeringens klimapolitiske mærkesager

    Regeringens beslutning om at udskyde udfasningen af gasfyr til 2035 vækker blandede reaktioner blandt energibranchens organisationer. Tiltaget står i kontrast til tidligere planer om en hurtigere udfasning og splitter aktørerne i debatten om den grønne omstilling.

    Green Power Denmark fremhæver blandt andet det positive i, at regeringen vil arbejde for en akutplan for energiinfrastrukturen som et nødvendigt skridt for at sikre plads til industriens grønne omstilling.

    Også Dansk Solcelleforening ser positivt på ambitionerne, særligt ønsket om flere solceller på tage, som kan bringe produktionen tættere på forbruget. Samtidig glæder Dansk Fjernvarme sig over en klar plan for udfasning af gasfyr, selv med den forlængede tidsfrist.

    Men beslutningen møder kritik fra Synergi, som advarer mod at bruge biogas til opvarmning af boliger efter 2035. Ifølge organisationen bør den begrænsede ressource reserveres til industri, hvor alternativer er færre.

    *****

    Klimamonitor:
    Udfasning af biomasse gør næppe klimamålene nemmere at nå

    Regeringens planer om at udfase importeret biomasse møder kritik fra Dansk Skovforening, som advarer om, at det kan gøre det sværere at nå Danmarks klimamål. Det fremgår af Klimamonitor.

    Ifølge regeringsgrundlaget skal forbruget af importeret biomasse reduceres markant. I 2024 importerede Danmark 2,5 millioner ton træpiller, svarende til knap 40 procent af biomassen til energiformål. Organisationer som Greenpeace, Concito og Rådet for Grøn Omstilling ser udfasningen som en sejr for klimaet.

    Men direktør Anders Frandsen fra Dansk Skovforening stiller sig skeptisk. Han peger på, at biomasse har bidraget positivt til bæredygtigt skovbrug i Danmark og argumenterer for, at det samme kan gælde internationalt. Samtidig advarer han om, at mindre biomasse kan besværliggøre opfyldelsen af klimamålene.

    Dansk Skovforening retter også kritik mod andre dele af regeringsgrundlaget, herunder planer om øget adgang til naturen gennem en allemandsret.

    *****

    CleantechWatch:
    Ny miljøminister vender tilbage til politik for nyt parti

    Maria Reumert Gjerding bliver ny miljøminister i den S-SF-M-R-regering, der blev præsenteret onsdag, og vender dermed tilbage til toppolitik efter flere år uden for Christiansborg. Det skriver CleantechWatch.

    Den nuværende præsident for Danmarks Naturfredningsforening overtager ansvaret for natur, miljø og drikkevand, efter regeringen har valgt at opdele det hidtidige Miljø- og Ligestillingsministerium. Ligestillingsområdet flyttes til Beskæftigelsesministeriet, mens miljø får sit eget ressort.

    Gjerding har stået i spidsen for Danmarks Naturfredningsforening siden 2018, men var tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten fra 2015 til 2018. Hendes udnævnelse sker som led i en bred grøn dagsorden, hvor regeringen blandt andet vil indføre et sprøjteforbud i sårbare grundvandsområder.

    Derudover oprettes et nyt ministerium for Natur og Dyrevelfærd under ledelse af Christian Rabjerg Madsen (S), som overtager områder fra den tidligere grønne trepart.

    *****

    GridTech:
    Ny regering lufter kontroversiel løsning for el-nettet: Det lugter af ekspropriation

    Regeringen vil åbne for at omfordele allerede tildelt kapacitet i det danske elnet for at afhjælpe voksende flaskehalse og lange ventetider. Tiltaget skal sikre, at strømmen prioriteres til projekter med størst samfundsmæssig værdi, fremgår det af GridTech.

    Ifølge regeringsgrundlaget skal kapaciteten i højere grad gå til projekter, der opfylder “objektive samfundshensyn”, eksempelvis grøn omstilling og forsyningssikkerhed. Samtidig vil regeringen reducere køen til elnettet, som i dag forsinker både industriprojekter, solcelleparker og batterianlæg.

    Dansk Erhverv advarer dog om, at en omfordeling kan opleves som ekspropriation. Energipolitisk chef Esben Thietje Mortensen fremhæver, at virksomheder risikerer at miste allerede tildelte rettigheder, hvilket kan skabe usikkerhed og bremse investeringer i elektrificering.

    Regeringen peger også på bedre planlægning, øget brug af batterier og fleksibelt elforbrug som supplerende løsninger.

    *****

    EnergiWatch:
    Regeringen varsler nøglerolle til batterier som løsning på presset elnet

    Regeringen vil give batterier en central rolle i løsningen på det pressede danske elnet, fremgår det af det nye regeringsgrundlag. Tiltaget får ros fra både energiselskaber og brancheaktører, der ser teknologien som afgørende for at skabe mere fleksibilitet. Det beretter EnergiWatch.

    Ifølge regeringen skal der etableres bedre rammer for brugen af batterier og andre fleksibilitetstiltag, så kapaciteten i elnettet kan udnyttes bedre. Batterier kan blandt andet lagre strøm og aflaste nettet i perioder med spidsbelastning.

    Hos energikoncernen Ewii glæder administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn sig over, at batterier nu udtrykkeligt fremhæves som en del af løsningen på netproblemerne. Også batteriudvikleren Battman Energy kalder formuleringen et vigtigt gennembrud efter flere års politisk arbejde.

    Tiltaget indgår i regeringens bredere akutplan for elnettet, hvor kapacitet i højere grad skal prioriteres til projekter med samfundsmæssig betydning. Samtidig undersøges mulighederne for at omfordele eksisterende netadgang.

    Energinet bakker også op om planerne og peger på, at øget fleksibilitet er nødvendig for at understøtte elektrificeringen og styrke både forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.

    *****

    Energy Supply:
    Direktør frygter firmalukninger efter melding om varmepumper

    Forslag om at ændre tilskuddet til varmepumper vækker bekymring i branchen, hvor flere aktører advarer om, at det kan føre til firmalukninger og bremse den grønne omstilling. Det fremgår af Energy Supply.

    De økonomiske vismænd foreslår at målrette støtten mod udskiftning af oliefyr frem for også at omfatte gasfyr, da det ifølge deres vurdering vil give større CO₂-reduktion per tilskudskrone. Samtidig peger de på, at op mod to ud af tre boligejere alligevel ville have skiftet til varmepumpe uden støtte.

    Men i branchen møder forslaget kritik. Installatør Michael Jakobsen fra Varmeteamet frygter, at ændringer vil ramme et i forvejen presset marked. Hans virksomhed er på få år gået fra at installere otte varmepumper om ugen til blot fire om måneden.

    Hos Varmepumpeordningen advarer direktør Søren Bülow om en såkaldt stop-go-effekt, hvor ændringer i tilskud får efterspørgslen til at svinge voldsomt. Det kan føre til perioder med både over- og underkapacitet i branchen.

    *****

    EnergiWatch:
    SVM-regeringen var åben: Nyt regeringsgrundlag støvsuget for forlængelse af gaslicenser

    Den nye regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre lægger ikke op til at forlænge licenser til gasudvinding i Nordsøen. Det fremgår af regeringsgrundlaget, hvor emnet slet ikke er nævnt, selv om den tidligere SVM-regering kort før valgudskrivelsen åbnede for muligheden.

    EnergiWatch skriver, at den daværende regering i februar meddelte, at den ville undersøge en mulig forlængelse af en eller flere licenser for at styrke Europas energisikkerhed og uafhængighed, blandt andet i lyset af efterspørgslen på gas.

    Hos brancheorganisationen Dansk Offshore noterer man sig den manglende omtale, men ser frem til samarbejdet med regeringen og understreger industriens rolle i energiforsyningen under den grønne omstilling.

    Ifølge Det Internationale Energiagentur vil EU fortsat have behov for naturgas i 2050, om end i reduceret omfang. Samtidig fastholder Nordsøaftalen målet om at stoppe dansk olie- og gasproduktion i 2050.

    *****

    Politiken:
    Dan Jørgensen: Vi kommer til at skrue bissen på over for tech-giganterne

    EU vil indføre skærpede krav til techgiganters datacentre for at begrænse deres stigende energiforbrug og sikre den grønne omstilling. Det siger energikommissær Dan Jørgensen forud for præsentationen af en ny samlet tech-strategi.

    Ifølge Politiken skal datacentre fremover være mere energieffektive, anvende vedvarende energi og bidrage aktivt til energisystemet. I dag er reguleringen utilstrækkelig, og det kan risikere at presse energipriserne og skabe modstand lokalt, advarer energikommissær Dan Jørgensen.

    Datacentre står i dag for 2-3 procent af EU’s elforbrug, men andelen ventes at stige markant frem mod 2030. Erfaringer fra Irland, hvor datacentre allerede fylder over en femtedel af elforbruget, illustrerer udfordringen.

    EU vil blandt andet rangere datacentre efter energieffektivitet og stille krav om udnyttelse af overskudsvarme. Samtidig skal strategien styrke europæisk kontrol over data, cloud og digital infrastruktur.

    Ifølge Dan Jørgensen er målet at balancere teknologisk udvikling med hensynet til klima og energiforsyning, så datacentre ikke undergraver den grønne omstilling.

    Sidst opdateret: 4. juni 2026

    Andre klikkede på...