Gå til hovedindhold

Venstre kalder LA’s atomkraft-krav for "useriøst", men vil ikke afvise, at forhandle om det

LÆS I DAG:
Eksperter dumper LAs atomkraftplaner: »Det kan hurtigt blive en IC4-løsning«.
Energinet dropper CCS-aktiviteter: "Det er en meget negativ spiral".
Krigen i Iran viser at dansk gas-uafhængighed er vigtig.
Miljø og klima højt på danskernes prioriteringsliste.

4. mar. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Altinget.dk:
    Venstre kalder LA’s atomkraft-krav for "useriøst", men vil ikke afvise, at forhandle om det

    Når Liberal Alliance vil bruge 120 mia. kroner på atomkraft, er det både helt vildt og useriøst. Det er reaktionen fra Venstre ovenpå den markant energipolitiske udmelding fra Alex Vanopslagh og LA.

    - Jeg føler ikke helt, at Liberal Alliance tager bestik af virkeligheden, når de kommer med det her forslag, siger Linea Søgaard-Lidell, energi- og klimaordfører for Venstre, til Altinget.dk.

    Men selv om hun og Venstre afviser forslaget, så medgiver Linea Søgaard-Lidell, at man vil være positive overfor at afskaffe det politisk-vedtagne forbud mod atomkraft i Danmark. Og at man derfor gerne vil forhandle om, hvordan atomkraft kan fremmes på dansk jord.

    - Vi er positive over for atomkraft. Vi vil gerne afskaffe forbuddet mod atomkraft. Men jeg kan også fortælle dig, at Venstres politik er at stå fast på havvindens udbygning i Danmark, siger hun.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Eksperter dumper LAs atomkraftplaner: »Det kan hurtigt blive en IC4-løsning«

    Alex Vanopslagh og Liberal Alliances forslag om udbygning af atomkraft i Danmark, bliver nu mødt med kritik fra to eksperter. De mener, at forslaget er useriøst, og at det kan sænke elektrificeringen yderligere, fremgår det af Ingeniøren.dk.

    - Det er fint med ønsket om teknologineutralitet og åbenhed omkring teknologierne, og det er super fedt, hvis vi kan få nogle billige atomkraftværker, men måske skal vi ikke kaste os ud i, hvad der i dag er et sats på uprøvet teknologi, som ingen endnu har bygget. Det kan jo hurtigt blive en IC4-løsning, siger Torsten Hasforth, cheføkonom i Concito.

    Energiplanen mangler også at tage højde for, at flere af de projekter, der skulle skrottes for at finansiere atomplanerne, allerede er gået i gang. Derfor kan der være store omkostninger forbundet med at lukke ned for dem.

    - De private investorer, der har sat penge i udviklingen af brint og Power-to-X, får trukket tæppet væk under sig, hvis man dropper brintrøret. De vil formentlig rejse erstatningskrav, fordi de står til store tab, siger Peter Birch Sørensen, tidligere overvismand, formand for Klimarådet og i dag økonomiprofessor ved Københavns Universitet.

    Derudover påpeger han, at det vil skabe usikkerhed og fordyre den grønne omstilling, når man vil ændre »det regulatoriske regime omkring den grønne omstilling så radikalt, som de lægger op til«.

    *****

    EnergiWatch:
    Energinet dropper CCS-aktiviteter: "Det er en meget negativ spiral"

    Energinets datterselskab Gas Storage Denmark skrinlægger alt arbejde med CCS-lagring i Stenlille på Sjælland. Det sker, selv om selskabet allerede har skrevet under på de første lagringskontrakter. Det skriver EnergiWatch.

    Men de usikre udsigter for CCS-markedet kombineret med, at der skal fokuseres på andre opgaver i koncernen på grund af de massive problemer med elnettet, får nu selskabet til at droppe området.

    Det siger Martin Christensen, adm. direktør i Gas Storage Denmark, til EnergiWatch.

    - Den korte forklaring er, at vi har behov for såvel fokusering som prioritering. Det betyder, at CO2-lagring er et område, som vi vælger ikke at arbejde videre med, siger adm. direktør i Gas Storage Denmark, Martin Christensen og uddyber:

    - Det er ikke et udtryk for, at vi ikke tror på teknologien eller har fundet overraskelser i vores undersøgelser. Det handler blot om fokus for den samlede forretning.

    *****

    EnergiWatch:
    Krigen i Iran viser at dansk gas-uafhængighed er vigtig

    Regeringens planer om at øge produktionen af gas og olie fra Nordsøen viser sin værdi nu, hvor krigen i Mellemøsten driver prisen på netop gas og olie op. Nordsøen kan og skal sikre dansk uafhængighed, mener DI i følger EnergiWatch.

    Troels Ranis, direktør for DI Energi, mener, at debatten om at udvide produktionen i Nordsøen fra at udløbe i 2042 til 2050 med mulige nyinvesteringer til følge, understøttes af udviklingen på verdensscenen.

    - Det falder på et interessant tidspunkt, og hvis krisen står på længe, kan det få negative konsekvenser for Danmark med stigende priser, siger han og udtrykker håb om, at regeringen går videre med sine planer, så det bliver sat i gang.

    - Alle sejl skal sættes til. For vi har som land brug for at være uafhængige af andre, og det, der sker i Mellemøsten, sætter bare yderligere en streg under dette, siger han til EnergiWatch.

    *****

    Klimamonitor:
    Miljø og klima højt på danskernes prioriteringsliste

    Mere end 20 procent af danskerne mener, at emnerne ”klima” og ”miljø” er blandt de mest vigtige temaer ved det valg til Folketinget, der nu er skudt i gang. Det viser en ny meningsmåling, som TV2 har lavet i samarbejde med Megafon, fremgår det af Klimamonitor.

    Øverst på listen finder man udenrigs- og forsvarspolitik og økonomi, som henholdsvis 33 og 28 procent af danskerne peger på som et af de to vigtigste valgtemaer. 24 procent peger på hospitaler og sundhed, 22 procent på flygtninge og indvandrere.

    Klima og miljø kommer med 21 procent ind på femtepladsen blandt de temaer, som danskerne synes er vigtigst i forhold til, hvor de vil sætte deres kryds den 24. marts.

    *****

    EnergiWatch:
    Energinet sætter 60 GW nettilslutning på pause

    Systemoperatøren sætter alle nye nettilslutninger på pause og varsler længere sagsbehandlingstider. Projekter på grænsen mellem transmisssions- og distributionsnettet skal prioriteres, fremgår det af EnergiWatch.

    - Energinet bygger allerede rigtig meget elnet, og vi har gang i flere projekter end nogensinde. Men vi skal bygge mere elnet – og vi skal gøre det hurtigere, siger direktør for Systemansvar, Kim Willerslev Jakobsen, i en meddelelse mandag middag.

    Samtidig står Energinet i en situation, hvor efterspørgslen overstiger den kapacitet, der på kort sigt realistisk kan stille til rådighed. Det påvirker ikke kun kunder direkte tilsluttet transmissionsnettet, men kan også mærkes i de lokale distributionsnet, lyder det videre fra Energinet.

    - Derfor er vi nødt til midlertidigt at skabe ro og overblik, så vi kan handle ansvarligt og sikre, at kapaciteten bruges der, hvor den gør størst forskel, udtaler Kim Willerslev Jakobsen.

    Pausen forventes at vare i tre måneder. Eller ”indtil, der er skabt et samlet overblik over konsekvenserne af den aktuelle efterspørgsel og implementeret nye tiltag, der kan øge kapaciteten”.

    *****

    EnergiWatch:
    Dansk Fjernvarme: Overraskende melding fra Energinet

    Den midlertidige pausering af nye ansøgninger om nettilslutning hos Energinet falder umiddelbart i god jord hos brancheforeningerne som fx Dansk Fjernvarme. Også selv om de ikke alle mener, at det var oplagt, at det skulle komme så vidt. Det skriver EnergiWatch.

    - Det er overraskende, at Energinet har set sig nødsaget til at sætte behandling af ansøgninger på pause, og det siger sig selv, at den grønne omstilling ikke kalder på pauser eller forsinkelser, siger chefkonsulent hos Dansk Fjernvarme, Michael Schrøder.

    - Men det er vigtigt for os, at både Energinet og netvirksomhederne også leverer på den lange bane. El- og fjernvarmesystemet har i mange, mange år været rygraden i den danske energiforsyning, og vi kender til vigtigheden af at planlægge og styre efter langsigtede mål.

    Han nævner således, at en række af landets fjernvarmeselskaber er i gang med at elektrificere og vil forventeligt blive berørt at meldingen fra Energinet. Ikke desto mindre ville det være endnu værre, hvis der i den nuværende situation blev kørt videre ud over skrænten med trusler mod forsyningssikkerheden til følge.

    *****

    Børsen.dk:
    Topchef advarer: Udbyg elnettet eller se væksten flytte væk

    Topchefen hos NKT, Claes Westerlind, frygter, at virksomheder i værste fald vil forlade Danmark, hvis der ikke kommer mere fart på udbygningen af elnettet. Dermed reagerer han på, at myndighederne ikke længere kan opfylde behovet for tilslutninger, lyder det i Børsen.dk.

    For som samfund har man et valg, mener Claes Westerlind. Enten investerer man i infrastruktur – og dermed også elnettet – og er med til at understøtte vækst, skabe nye job og give virksomheder mulighed for at etablere f.eks. nye fabrikker. Eller også gør man ikke.

    - Men så må man også høste, som man har sået i den forstand, at vi så kan risikere, at væksten og jobbene kan blive placeret andre steder. Det kan være i Europa, men det kan også være på den anden side af Atlanten eller i Asien, siger Claes Westerlind.

    En af de virksomheder, forsinkelserne har haft direkte konsekvenser for, er Hofor. Fjernvarmeselskabet har i et tidligere interview med Børsen fortalt, at begrænsninger i elnettet allerede har ført til, at et projekt er blevet nedskaleret.

    - Elnettet er den udfordring, vi tænker mest over, lød det fra Gorm Elikofer, direktør for energiområdet i Hofor, i januar i Børsen.

    *****

    EnergiWatch:
    Prisen for europæisk naturgas tæt på 50 pct. højere efter krig i Iran

    Prisen for naturgas har mandag taget et ekstra nøk op, efter at Qatar har meddelt, at produktionen af flydende naturgas, LNG, stoppes på grund af angreb på to faciliteter. Det skriver EnergiWatch.

    Samlet sender det den toneangivende hollandske gasfuture i vejret med tæt på 50 pct. Ved 15-tiden er prisen 46,99 euro eller 48,7 pct. højere end fredag. Ved åbningen mandag morgen var prisen lige over 38 euro. og tidligere på eftermiddagen var prisen helt oppe i 48,05 euro. eller 52 pct. over fredagens slutniveau.

    Situationen ligner det største prischok for gasmarkederne siden Ruslands invasion af Ukraine for fire år siden, der vendte op og ned på den globale energihandel.

    Europa er særligt udsat, da dets gaslagre er usædvanligt lave, og regionen er derfor nødt til at importere store mængder LNG til sommer for at genopfylde lagrene inden den næste vinter. Stoppes fragten af LNG i en måned gennem Hormuzstrædet, kan det føre til en fordobling af prisen på gas i Europa, skriver Bloomberg med henvisning til Goldman Sachs.

    *****

    Altinget.dk:
    Eksperter advarer: Gasjagt i Nordsøen kan bringe virksomheder i tvivl om den grønne retning

    Det bidrager til usikkerhed for den grønne omstilling og dermed også europæiske virksomheder, når der åbnes for mere gasjagt i Nordsøen. Det er vurderingen fra Oliver Hunt, der er postdoc på Københavns Universitet og forsker i vedvarende energipolitik.

    - Der er virksomheder, der står og skal lave investeringer i de teknologier, de tror, er bedst og billigst de næste 10 og 20 år, og de navigerer efter de politiske signaler, der sendes til dem. Og det her er et signal, der afviger fra den grundlæggende retning i klima- og energipolitikken, siger han til Altinget.dk.

    Han peger således på, at virksomheder, der netop nu skal træffe beslutning om elektrificering, kan nu overveje, om det giver mening at gøre det nu, når Danmark åbenbart fortsat satser på gas og olieudvinding fra Nordsøen.

    Meldingen fra regeringen ifølge Oliver Hunt troværdigheden ved de seneste mange års grønne mål og aftaler om politiske instrumenter i fare.

    - Det er med til at så tvivl om, hvor dedikeret og bundet man egentlig er til den grønne dagsorden, siger han.

    *****

    EnergiWatch:
    Liberal Alliance vil bygge atomkraftværker for 120 milliarder

    Danmark skal inden for de næste 10-15 år bruge over 120 milliarder kroner på at opføre mellem seks og otte atomkraftreaktorer. Det mener Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, som taler om et ”energipolitisk valgløfte”, fremgår det af EnergiWatch.

    - Vi er ikke modstandere af vind eller sol - det er billige energiformer. Men de er ustabile og gør os afhængige af andre, siger Vanopslagh til Berlingske Tidende.

    Atomkraftprojektet skal ifølge Liberal Alliance finansieres ved at tage støtte fra det aktuelle havvindudbud, det jyske brintrør, som skal bruges til transport af brint mellem Esbjerg og Tyskland, og Energiø Bornholm.

    Det drejer sig om henholdsvis 55 milliarder kroner, otte milliarder kroner og 61 milliarder kroner. Alle tre projekter bør droppes, fordi de ifølge Liberal Alliance ikke giver mest mulig billig og grøn energi for pengene.

    *****

    EnergiWatch:
    Energiminister kritiserer LA's forslag om atomkraft

    Det er dybt kritisabelt, at Liberal Alliance (LA) vil trække støtten fra blandt andet Energiø Bornholm for at finansiere atomkraftværker. Det konstaterer klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, fremgår det af EnergiWatch.

    - Det viser, at blå bloks energipolitik, som på så mange andre politikområder, ligger helt i smadder, lyder det bl.a. fra ministeren, der helt konkret er stærkt kritisk over, at LA vil trække støtten til Energiø Bornholm.

    - Det er sikkerhedspolitisk helt ude i hampen at opføre sig sådan over for sine naboer. Danmark har behov for at have gode partnere - også i EU, siger Lars Aagaard, der også pointerer, at en opsigelse af aftalen vil koste over en milliard kroner.

    Sidst opdateret: 4. marts 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...