Gå til hovedindhold
Landsmøde
Dansk Fjernvarme

LANDSMØDE 2026: Sikkerhed og grøn omstilling skal gå hånd i hånd

Fjernvarmesektoren har lært at leve i en ustabil verden og er en del af løsningen på både energiuafhængighed og den grønne omstilling. Det bliver det helt centrale tema på Landsmøde 2026 i oktober, fortæller Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

8. sep. 2026

- Vi er dem, der får Danmark til at fungere. Hver dag, hele året. Varmen i radiatoren, balanceringen af elsystemet, nyttiggørelsen af overskudsvarme og restaffald, udnyttelsen og lagringen af den vedvarende energi, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, om fjernvarmeselskaberne. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Det er – efter nogle år i Odense og København – igen retur til det nordlige Jylland og Aalborg, når Dansk Fjernvarme i slutningen af oktober igen byder på landsmøde over to dage i Aalborg Kongres og Kultur Center.

    Der bliver endnu arbejdet på at sammensætte et program til de mange deltagere, der forventes at finde vej til Aalborg, men allerede nu har Dansk Fjernvarme det overordnede tema for fjernvarmedagene klar.

    ”Et sikkert Danmark i et grønt Europa” er – mener direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen – meget passende for den tid, som forsynings- og energisektoren skal manøvrere i – og efterhånden har befundet sig i igennem en del år.

    - Landsmødet finder endnu en gang sted i skyggen af en mere og mere ustabil verden, som fjernvarmesektoren både er en del af – på godt og ondt – men også er en del af løsningen for, slår han fast og uddyber:

    - For på trods af stigende usikkerhed, angreb på kritisk infrastruktur, forsyningskriser og usikker energiforsyning, er fjernvarmen en del af løsningen på energiuafhængigheden i Danmark og den grønne omstilling, der er forudsætningen for, at vi kan sikre en høj grad af energiforsyningssikkerhed.

    Han noterer sig, at Landsmøde 2026 også kommer til at foregå på bagtæppet – om end det er noget tid siden - af dannelsen af en ny regering efter valget tidligere på året. En regering der har valgt et grundlag at regere fra, der på mange områder sætter en helt ny retning for forsyningssektoren – og dermed også for fjernvarmesektoren.

    Kim Mortensen pointerer, at regeringsgrundlaget kobler elementer som forsyningssikkerhed, kritisk infrastruktur, energiuafhængighed og samfundets generelle robusthed sammen.

    - Og som en del af netop den kritiske infrastruktur får fjernvarmen en naturlig og samtidig central rolle at spille for at holde den grønne omstilling på sporet, siger Kim Mortensen.

    Kernefortællingen bliver central

    Gennemgående vil Landsmøde 2026 som sagt have et stort fokus på de samfundsudfordringer der er i Danmark og Europa. Men det bliver med udgangspunkt i Dansk Fjernvarmes nye kernefortælling og vores rolle i den samfundsforandring, vi er en del af, understreger Kim Mortensen.

    - Vi er dem, der får Danmark til at fungere. Hver dag, hele året. Varmen i radiatoren, balanceringen af elsystemet, nyttiggørelsen af overskudsvarme og restaffald, udnyttelsen og lagringen af den vedvarende energi. Det sker, fordi vi har bygget et system, der er designet til at løse samfundsopgaver – ikke til at maksimere afkast, slår han fast.

    Kim Mortensen peger videre på, at det demokratiske ejerskab og non-profit-modellen er præcis det, der giver fjernvarmeselskaberne deres særlige evner. Fordi selskaberne ikke er bundet af kortsigtede afkastkrav, kan vi arbejde med de lange investeringshorisonter, som kritisk infrastruktur kræver.

    Set fra hans stol i Dansk Fjernvarme har fjernvarmeselskaber reelt to kunder: Forbrugerne og samfundet.

    - Det er ikke altid det samme, men der er et meget stort overlap, og det giver en robusthed i den daglige ledelse, som selskaber med én enkel bundlinje ikke har. Når vi træffer beslutninger, der er gode for borgernes varmepris, er de som regel også gode for den lokale økonomi, for klimaet og for det energisystem, vi alle er en del af, forklarer Kim Mortensen.

    Sidst opdateret: 8. september 2026

    Andre klikkede på...