Perfekt storm rammer Præstø
Efter to år med prisfald varsler Præstø Fjernvarme prisstigninger på 40 procent for 2027. Varmeproduktionen er på samme tid ramt af høje gaspriser og manglende strøm – lige op til varmesæsonen.
Siden 2021 har Præstø Fjernvarme arbejdet ud fra en strategi om at udfase fossile brændsler.
Der er blevet investeret i både en varmepumpe, solvarme og mere akkumuleringskapacitet. Og strategien er lykkedes. Cirka 60 procent af varmen er blevet lavet på elbaserede anlæg, 20 procent af varmen produceres med sol, og andelen af naturgas i varmeproduktionen er faldet til 18 procent. Både i 2025 og 2026 har man kunnet sænke varmeprisen – med henholdsvis 16,3 procent i 2025 og 20 procent i 2026.
Men nu har man netop måtte melde en prisstigning på 40 procent ud for 2027.
- Vi har gjort alt det, man politisk har bedt branchen om. Vi har elektrificeret og er begyndt at udfase naturgas. Det har virket, som det skulle de seneste par år, hvor vi har kunnet sænke varmepriserne. Men nu er vi ramt af den perfekte storm af manglende strøm og meget høje gaspriser lige op til varmesæsonen, hvor vi allerede har brugt vores gasbudget for 2026 på grund af en meget kold januar og februar, siger formand Morten Kristensen, Præstø Fjernvarme.
Et standardhus i Præstø kan se frem til en ekstraregning på over 6.000 kroner i 2027.
- Med prisstigningen er vi tilbage på 2024-prisniveauet – før vi for alvor begyndte at nyde godt af varmepumpen og solvarmen. Baggrunden er, at vi i løbet af 2026 har oplevet at blive udkoblet eller nedreguleret 67 gange. Det har ikke rigtig været muligt at få en forklaring på, hvorfor vi er blevet ramt af så mange afbrydelser og nedreguleringer, men vi må konstatere, at vi slet ikke på samme måde som tidligere har kunnet udnytte vores elbaserede anlæg til systemydelser eller udnytte gunstige priser på elmarkedet til at lave varme, siger næstformand Peter Henrik Høegh.
To års dialog
Nexel har meddelt Præstø Fjernvarme, at der kan gå 48 måneder, fra en ny tilslutning er besluttet, til der fysisk er etableret en netforbindelse. Strømmen kommer i dag fra en 10 kV-transformerstation, hvor der ikke er mere ledig kapacitet.
I perioder har der været under 170 kW effekt til rådighed. Det skal ses i forhold, at varmepumpen skal bruge
1 MW ved fuld last. Hertil kommer to elkedler på i alt 4,5 MW.
- Vi har i to år været i dialog med Nexel for at finde en løsning på vores begrænsede netkapacitet. Hvis vi havde strøm nok, kunne vi have reduceret gassen yderligere, men nu ser vi i stedet frem mod en vinter, hvor vores gasforbrug formodentlig stiger på grund af nedregulering og afbrydelser i elnettet. I 2025 havde vi en gasandel på 18 procent, men nu ser vi måske frem mod en andel på 50-60 procent gas i den kommende fyringssæson. Med den stærkt stigende gaspris i 2026 er vi blevet nødt til at hæve varmeprisen for at sikre os mod underdækning i 2027. Intet tyder på, at gasprisen står over for store fald lige foreløbig, siger Morten Kristensen.
De reelle merudgifter til naturgas kender man endnu ikke. Grundet sit historisk lave forbrug har Præstø Fjernvarme ikke afdækket gaspriserne og må følge markedspriserne op og ned.
- I bagklogskabens klare lys var vi måske for optimistiske og skulle måske have indgået nogle fastprisaftaler. Vi har undersøgt alle muligheder for at holde vores gasforbrug nede, men der er ikke noget at stille op på den korte og måske heller ikke den mellemlange bane. Lige nu og her kan vi ikke gøre meget andet end at håbe på en mild vinter, og at gaspriserne falder. Men håb er jo ikke rigtig en strategi, så situationen lige nu er meget frustrerende, siger Peter Henrik Høegh.
Med det nuværende kabel til værket kan man ikke få en fastnettilslutning på 10 kV. For at afdække alle muligheder og opsætte alle business cases har man derfor regnet på et projekt med en fastnetforbindelse til en 50 kV-transformerstation og en ekstra elkedel til en pris af ca. 34 mio. kr.
- Vi har spurgt lokalt, om andre virksomheder ville være med i en sådan løsning, men det ser ikke sådan ud. Vi har også overvejet store elektriske batterier. Men konklusionen er, at vi skal være et varmeselskab, som bare skal lave varme og ikke en kapitalfond med spekulative investeringer. Der bliver allerede lavet meget grøn strøm på Sydsjælland og Lolland, men der mangler nogle motorveje til at få effekten hen til forbrugerne. Vi ligger ikke godt i forhold til det nuværende net, så det ser ud til, at vi må afvente en udbygning af det regionale elnet, siger Morten Kristensen.
Investeringer sat på hold
Den aktuelle situation har fået tanker om både biomasse og biogas til at melde sig hos formanden og næstformanden.
- Vi har en 1 MW pillekedel som p.t. er ude af drift, men som vi nu måske skal have gjort klar igen. Vi bliver nødt til at overveje, om vi har ”ben” nok at gå på i vores produktion eller vi skal supplere el og gas med andre typer anlæg. Skal vi gå ud og prøve at finde en leverandør af biogas? På sigt bliver gassen i ledningsnettet formodentlig til biogas, men det er jo desværre ikke en her-og-nu-løsning, siger Morten Kristensen.
Alle nye investeringer hos Præstø Fjernvarme er foreløbig sat på hold.
- Vi savner en politisk udmelding, så værker som vores ved, hvad vi skal gøre. Vi har investeret i elektrificering, som man politisk har tilskyndet til, men nu kan vi ikke bruge de anlæg på den måde, som var forudsætningen for investeringen, siger Peter Henrik Høegh.
Trods udfordringerne med varmeprisen er der ikke risiko for, at man ikke kan producere den fornødne mængde varme til højsæsonen.
- Vi kan producere de nødvendige 7,5 MW på de koldeste dage alene med vores gaskedler hvis nødvendigt. Men vi håber selvfølgelig, at vi hen over vinteren også kan producere varme på både vores varmepumpe og elkedler. Ud over prisstigningen er det værste, at vi ikke kan fremlægge en plan for vores kunder og fortælle, hvordan vi får reduceret varmeprisen igen. Vi kan ikke bare skaffe mere strøm, og vi har ingen indflydelse på gasprisen. Det føles som at blive stavnsbundet til fossile brændsler, og det er jo den helt forkerte vej, når vi netop har investeret for at komme væk fra naturgassen, siger Morten Kristensen.
Præstø Fjernvarme
1.400 fjernvarmekunder – 1.020 målere
Årlig varmeproduktion: 25.187 MWh (2025)
Årlig varmeudgift for standardbolig: 16.000 kr. i 2026
Forventet varmeudgift for standardbolig: ca. 22.000 kr. i 2027.
Prisstigninger i 2027
Varmekunderne i Præstø er varslet om, at varmeprisen i 2027 stiger med 40 procent per MW, at rumafgiften stiger med 50 procent per kubikmeter, og at målerlejen stiger med fem procent.
Et standardhus på 125 m² kan forvente en stigning på ca. 6.300 kroner om året, svarende til 39,5 procent.
Varmeproduktion:
2,8 MW varmepumpe
5,7 MW solvarme (8.500 kvm.)
2 x 4 MW gaskedler
2 x elkedler – 1,5 og 3 MW
1 MW pillekedel – ude af drift – krav om nyt røggasfilter
2 x 1.100 kubikmeter akkutank