Gå til hovedindhold
Medlemmer

Nordjysk netværk for fjernvarme og energi søger flere medlemmer

Netværket Fleksenergi samler nordjyske varme- og kraftvarmeværker til erfaringsudveksling, networking, workshops og virksomhedsbesøg for at besigtige fremtidens løsninger. Nye medlemmer er velkomne.

20. okt. 2026
Joel Goodstein, jog@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Et grønt innovationsprojekt fra 2011 har udviklet sig til netværket Fleksenergi, som i dag samler en række selskaber og energiaktører fra Nordjylland, heriblandt fjernvarme- og forsyningsselskaber.

    Oprindelig var Per Alex Sørensen formand for netværket. Per Alex Sørensen er stifter af det rådgivende ingeniørfirma PlanEnergi fra Skørping og er kendt i hele branchen for udviklingsprojekter inden for vedvarende energi.

    I dag har Fleksenergi 35 medlemmer, som ud over varme- og forsyningsselskaber kommer fra uddannelsesinstitutioner og kommuner foruden rådgivere og private virksomheder med relationer til branchen.

    - Fleksenergi skal ikke ses som en konkurrent til ERFA-grupperne hos Dansk Fjernvarme, men et supplement hvor gode ideer smitter. Og heldigvis er der plads til flere i vores netværk, siger Claus Haparanda, driftsleder hos Støvring Kraftvarmeværk, og formand for netværket.

    En styregruppe mødes hver anden måned for at evaluere tidligere arrangementer, og kommende arrangementer lægges i ”pipelinen”. Alle styregruppens medlemmer byder ind med hver deres kompetencer ift. planlægningen af arrangementer. Det bevirker, at man får udarbejdet et bredt program med temaer, som favner hele energibranchen.

    - Medlemskabet i Fleksenergi har givet Støvring Kraftvarmeværk stor værdi. Her kan specielt nævnes værkets planlægning og praktiske udførsel igennem elektrificeringen af værket. En rejse som startede i 2018 hvor den første eldrevne varmepumpe blev sendt i udbud. Temadagene i Fleksenergi, dialogen med de øvrige medlemmer om valg af strategi, produktionsapparater, drift og ageren i elmarkedet har været og er ting, som giver stor værdi i vores beslutningsprocesser, siger Claus Haparanda.

    5-6 årlige arrangementer

    Der er 5-6 årlige arrangementer og workshops i netværket.

    Et typisk arrangement i Fleksenergi består af besigtigelse af energianlæg og networking, så der både er teknisk indhold og mulighed for erfaringsudveksling.

    Er temaet eksempelvis luft-til-vand-varmepumper, afholdes arrangementet hos et medlem som har et sådant anlæg på adressen.

    - Det giver den fordel, at anlæggene under besøget kan besigtiges, og der kan udveksles erfaringer på godt og ondt om denne type anlæg, så man får flere perspektiver på teknologierne, siger Claus Haparanda.

    Temamøder begynder med en let frokost, hvor medlemmerne har mulighed for at netværke og erfaringsudveksle.

    - Medlemmerne har gode relationer, hvilket gør, at man har tillid til hinanden og kan tale om både ting der er gået godt og mindre godt, hvilket højner værdien af erfaringerne, siger Claus Haparanda.

    Gennem årene har der været mange temaer på dagsordenen. Som eksempler kan nævnes elektrificering, varmepumper og elkedler, lagring af energi, overskudsvarme fra industrien, lavtemperatur-fjernvarme, egenproducent af el – fra sol og vind, optimeringsmodeller og kunstig intelligens (AI) til at reducere produktionsomkostningerne foruden juridiske temaer.

    Netværket har desuden gennem fælles projektansøgninger formået at trække støttebeløb til regionen i forbindelse med diverse innovation- og energioptimeringsprojekter fra EU, EUDP og andre støtteordninger, fortæller Claus Haparanda.

    Netværket har også til opgave at udveksle viden med uddannelsesinstitutioner, og blandt medlemmerne er Aalborg Universitet, som er kendt for sin energiforskning.

    - Fleksenergi giver mulighed for at studerende og ansatte får en bedre føling med, hvad der foregår i energisektoren i Nordjylland. For både studerende og ansatte giver det mulighed for at lære om de problemer og erfaringer, som energivirksomheder, konsulentvirksomheder og myndigheder har, og på sigt giver det mulighed for at sende mere kompetente dimittender ud i energilandskabet. På forskningssiden giver netværket også mulighed for at skabe synergier mellem virksomheder og universitetet – igen til fordel for begge parter, siger professor Poul Alberg Østergaard, Aalborg Universitet.

    Besøg hos Aalborg Forsyning

    Et af netværkets seneste arrangementer blev afholdt hos Aalborg Forsyning. Temaet var ”Elektrificering af fjernvarmen”.

    Aalborg Forsyning ved teamleder Silas Alvin Hupfeld gav et indblik i et af de største og mest ambitiøse energiprojekter i Nordjylland, herunder en ny stor havvandsvarmepumpe. Under besøget blev fortalt om hele processen og de strategiske valg der skal træffes, når varmeproduktionen flyttes fra kul til elbaserede løsninger. Den overordnede plan er, at kul skal være udfaset hos Aalborg Forsyning i 2029.

    Cirka en tredjedel af varmen skal i fremtiden komme fra en stor havvandsvarmepumpe med en varmeeffekt på 177 MW. Varmepumpen kan levere en temperatur på op til 98 °C.

    Ud over varmepumpen er der opsat en stor elkedel på 150 MW. Resten af varmen til aalborgenserne skal komme fra overskudsvarme - og fra 2030 også et PtX-anlæg.

    Projektleder Teddy Norre fortalte om ”lagring af el som varme”, nemlig projektet omhandlende det nye varmelager som er blevet opført. Lageret består af fire akkumuleringstanke på hver 50.000 m3 – 200.000 m3 varmelager i alt.

    Projektleder Lars Boye Mortensen gav en detaljeret gennemgang af havvandsvarmepumpeprojektet, herunder de tekniske overvejelser i design- og anlægsfasen. Anlægget er ifølge Aalborg Forsyning verdens største havvandsvarmepumpe.

    Dagens program blev rundet af med en rundvisning på de nye anlæg.

    - Besøget hos Aalborg Forsyning var til stor inspiration. Det var interessant at høre om processen - fra de strategiske overvejelser til den praktiske udførsel. Kort sagt, fra idé til handling. Aalborg Forsyning er uden sammenligning ”storebror” i Nordjylland. Størrelsen på deres nye akkumuleringstanke, effekterne på varmepumper og elkedler er i en helt anden dimension, end det man normalt ser hos et forsyningsselskab. Sidst men ikke mindst gav det også anledning til at tale med gode kollegaer i branchen. Som ofte medfører dette altid et eller andet, som man kan arbejde videre med, siger Claus Haparanda.

    Sidst opdateret: 20. oktober 2026

    Andre klikkede på...