AI skal gøre fjernvarmen klogere
Dansk Fjernvarme tilbyder endnu et kursus om AI – denne gang om optimering af driften ved brug af kunstig intelligens.
AI kan bidrage til både en mere effektiv varmeproduktion, hurtigere fejlfinding hos kunderne og bedre styring af temperaturerne i ledningsnettet. Det skal fjernvarmeselskaberne udnytte, og Dansk Fjernvarme tilbyder nu et kursus til optimering af driften med hjælpe fra AI.
Kurset - AI til driftsoptimering i fjernvarmen – bliver afviklet den 22. oktober i Fjernvarmens Hus, og deltagerne lærer bl.a. om, hvordan AI kan anvendes til at optimere driften af produktionsanlæg time for time.
Det sker ved at få hjælp fra AI til at analysere store mængder data som via intelligent modeller hjælper til at planlægge samspillet mellem varmepumper, elkedler, motoranlæg og akkumuleringstanke. Det vil sige, at elektrificeringen udnyttes helt optimalt.
Er kurset noget for dig?
- Kurset henvender sig til ingeniører, maskinmestre, driftsledere og andre medarbejdere på fjernvarmeværker, som arbejder med produktion, planlægning og optimering.
- Kurset kræver ingen programmeringskompetencer, men du skal være fortrolig med brugen af AI-værktøjer som ChatGPT eller Claude samt have kendskab til eget anlæg og dets driftsforhold.
- Du skal desuden medbringe en bærbar og have et Claude-abonnement (plus eller max), som du er en erfaren bruger af.
Målet med brugen af AI i den sammenhæng er at udnytte energien bedre, reducere omkostninger og styrker værkernes mulighed for at reagere hurtigere på svingende elpriser og øvrige markedsforhold.
Dansk Fjernvarme vurderer i det hele taget, at AI fremover bliver en grundlæggende kompetence i sektoren. Det er årsagen til, at brancheorganisationen i dette efterår og ind i begyndelsen af 2027 tilbyder en lang række af målrettede kurser og kompetenceforløb med udgangspunkt i AI.
AI til driftsoptimering i fjernvarmen
Fjernvarmens Hus i Kolding den 22. oktober fra kl. 09.00.
Efter kurset kan du:
- anvende Claude som praktisk værktøj til at udvikle og tilpasse optimeringsmodeller
- forstå de vigtigste drivere for fleksibilitet og værdiskabelse i fjernvarmeproduktionen
- opstille og køre en optimeringsmodel baseret på data fra dit eget værk
- analysere effekten af blandt andet akkumuleringstank, varmepumpe, elkedel og deltagelse i balancemarkeder
- vurdere resultater og forudsætninger kritisk og bruge modellen som beslutningsstøtte i den daglige drift
- videreudvikle modellen efterfølgende og anvende metoden på nye problemstillinger
Steen Kramer Jensen
Steen Kramer Jensen er ansat som projektleder hos Dansk Fjernvarme og arbejder særligt med området digitalisering.