150.000 huse kan blive opvarmet af overskudsvarme
Overskudsvarme fra Energipark Revsing i Vejen skal tænkes sammen med Danmarks største overskudsvarmeprojekt, TVIS, i Trekantområdet.
Varmega - det tidligere Vejen Varmeværk - vil kunne udnytte overskudsvarme til at opvarme langt flere end deres nuværende antal kunder. Foto: Dansk Fjernvarme.
Et nyt samarbejde mellem virksomheder og kommuner i Trekantområdet vil udnytte overskudsvarme fra brintproduktion, biogas, datacenter og anden industri, som dækker, hvad der svarer til 150.000 husstandes årlige varmeforbrug.
Det er hovedbudskabet i det nye strategiske samarbejde – TERRAWATT – mellem Vejen Kommune, TVIS, Varmega, Everfuel, 3KNT Bioenergi, Cloudberry Energy og Aquapri, hvor fjernvarmen samtidig køler industriprocesser, så elnettet aflastes.
- TVIS har et stort potentiale for at aftage overskudsvarme fra Energipark Revsing, da vi sælger cirka to millioner MWh varme i Trekantområdet. TVIS’ transmissionsnet er Danmarks største og vi har i løbet af de seneste fem år etableret over 50 km nye transmissionsledninger i Trekantområdet – den udvikling vil vi gerne fortsætte, siger Thomas Hestbæk, bestyrelsesformand for TVIS.
I regeringsgrundlaget fra juni fremgår det, at staten vil engagere sig i varmetransmission, og så er det værd at rette blikket mod midten af Danmark, lyder budskabet fra både kommunerne og erhvervslivet i Trekantområdet.
Energitungt erhverv skal bruge køling, hvor overskudsvarmen samtidig udnyttes til fjernvarme. Der er også varme at hente fra 3KNT Bioenergis anlæg, Energinets Viking Link og Cloudberry. Firmaer som Aquapri skal både bruge køling og ilt, f.eks. fra brint. Det giver et samlet energipotentiale, der svarer til at opvarme op til 150.000 husstande. Markant mere end behovet i Vejen.
- For os i Varmega er det vigtigt hele tiden at se på, hvordan vi kan udvikle vores fjernvarmenet på en måde, der hænger sammen med vores økonomi, strategi og langsigtede planer, siger Suzette Nielsen, formand for Varmega.
Hun fortsætter:
- Derfor vil vi også undersøge mulighederne for at styrke varmeforsyningen i området og blandt andet se på, hvad det kan betyde for Gesten og Andst. På længere sigt er det en fordel, at vi udnytter energien bedre og styrker grundlaget for fjernvarme. Flere forbrugere sikrer en sund økonomi i fjernvarmen, hvilket i sidste ende er en fordel for både dem, der er kunder i dag, og dem, der kommer til i fremtiden.