Podcasten Fjernvarmen har eksisteret siden december 2019. Siden er der udkommet 58 afsnit. Det 59. afsnit bliver en særlig udgave, hvor du som deltager på årets Landsmøde kan lytte med direkte under optagelserne.
For under Landsmøde 2025 afvikler Dansk Fjernvarmes sædvanlige podcastvært, Mikkel Lysgaard, tre live sessioner på en scene ved siden af Dansk Fjernvarmes stand ved udstillingen.
- Det er ikke nyt, at vi optager podcast under landsmødet. Men det er helt nyt, at der er mulighed for at deltagerne på landsmødet kan komme og lytte med under optagelserne – og endda måske stille spørgsmål til gæsterne, siger Mikkel Lysgaard, vært på Podcasten Fjernvarmen.
PODCASTOPTAGELSE UNDER LANDSMØDE 2025
Torsdag kl. 10:00: Nicolai Krølbøll, formand Blik & Rør Ungdom
Torsdag kl. 16:30: Samtale mellem Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening og Jannick Buhl, Dansk Fjernvarme
Fredag kl. 10:20: Martin Lidegaard, politisk leder i Radikale Venstre
Selve sessionerne kommer til at foregå som ”silent disco”, hvor både deltagerne og tilhørerne udstyres med hovedtelefoner, så lyden fra vært og gæster ikke bliver forstyrret af udstillingens mange besøgende.
Der bliver siddepladser rundt om scenen og hovedtelefoner til omkring 40 ”lyttere”.
De tre gæster i podcasten Fjernvarmen under Landsmøde 2025 bliver Nicolai Krøllbøll, formand for Blik & Rør Ungdom, til en snak om fremtidens arbejdskraft, Lars Midtiby, direktør for Danmarks Naturfredningsforening, hvor biomasse kommer til at fylde en del i samtalen - og endelig Martin Lidegaard, politisk leder i Radikale Venstre om deres seneste udspil, ”Farvel til Sort Energi”.
Skriv kommentar