Højspændt energi blandt ordførere til Energi på Toppen
Den politiske ordførerdebat på Energi På Toppen kom både forbi de igangværende forhandlinger om klimamål for 2035 og balancen mellem forsyningssikkerhed og tempoet i den grønne omstilling.
Der var et stærkt politisk opbud, da Dansk Fjernvarme afviklede den sidste udgave af Energi på Toppen i 2025. Onsdag formiddag bød nemlig på en spændende paneldebat med fem klimapolitiske ordførere i Dansk Arkitektur Center (DAC).
Både regering og opposition var repræsenteret, da Samira Nawa (RV, Linea Søgaard-Lidell (V), Henrik Frandsen (M), Søren Egge Rasmussen (EL), og Torsten Gejl (ALT) var stimlet sammen for i den fyldte sal i for at debattere dagens emne: Grøn oprustning.
For hvor står partierne i spørgsmålet om, hvad der skal have topprioritet – grøn omstilling eller forsyningssikkerhed? Og kan man skrue lidt på forsyningssikkerheden i klimaets tjeneste?
Til det var Venstres klima- energi og forsyningsordfører Linea Søgaard-Lidell ikke i tvivl. Her kommer forsyningssikkerheden først, og den kan der ikke gås på kompromis med. Til det har forsyningerne først og fremmest et ansvar overfor forbrugere – private såvel som virksomheder.
De Radikales Samira Nawa stemte i om prioriteringen – men ser ikke de poler som modstridende. Den grønne omstilling går hånd i hånd med forsyningssikkerheden herhjemme, lød det fra den radikale klimaordfører.
Procentsatser på 2035
Selvom klimamålet for 2035 var hovedtemaet for forrige Energi på Toppen, kunne moderator Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, ikke dy sig får at spørge ind til de igangværende forhandlinger på netop dét.
Her blev fronterne trukket tydeligt op mellem regering og den grøn/røde opposition.
Regeringen sigter efter et mål på en CO2 reduktion på 82-85%, mens Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet træder ind i forhandlingslokalet med ambitioner om 90% reduktion.
Men som Søren Egge Rasmussen og Torsten Gejl flere gange påpegede, så er det svært at forhandle med en flertalsregering. De to regeringsrepræsentanter forklarede sig med, at et sådant mål vil være omkostningsrigt, og at der skal være balance mellem de politiske ambitioner og befolkningens omstillingsparathed. For ikke at nævne de mange interessante og relevante teknologier, der de kommende år vil indtræde i de forskellige udledende sektorer.
Fjernvarmemedlemmer slog på tromme for gasstop
Dansk Fjernvarmes brede medlemskreds blev blandt deltagerne stærkt repræsenteret fra både øst og vest. Fra Næstved kunne formand Kristoffer Petersen lufte sin bekymring om de udfordringer, der lokalt har vist sig – blandt andet fordi potentielle fjernvarmeforbrugere fra regeringen får fortalt at der ikke er grund til at konvertere væk fra gas, når nu gassen i en nær fremtid bliver grøn.
Flere af oppositionspartierne deler bekymringen om regeringens kolde skulder til fjernvarmen ved blandt andet at love grøn gas i husstande inden længe.
Her holder Venstre fast i, at det ikke nødvendigvis giver mening at lave politiske beslutninger om et stop for gas i husstande – særligt ikke i en tid hvor Venstres Linea Søgaard-Lidells indbakke svømmer over med bekymrede borgere, der er blevet usikre på fjernvarmen.
Mere moderat er moderaternes Henrik Frandsen, der ser et potentiale i nogle steder at lave lokale slutdatoer, hvis det kan give mening. Men - som han understreger - er det på ambitionsniveau og langt fra en aftale.
Læs om Dansk fjernvarmes bud på klimamål for 2035 her [LINK]
Næste Energi på Toppen finder sted 2. februar klokken 9.00-11.00.
Katrine Fugl
Ansvarlig for Folkemødet og Energi på Toppen
Strategisk kommunikation
Mobil: +45 30 90 21 83
E-mail: kaf@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar