Er det tid til en akutplan til kraftværkerne?
Leder bragt i magasinet Fjernvarmen nr. 5, oktober 2026.
Det er ikke gået nogens næse forbi, at vores elnet har været presset, og der har været akut brug for en redningskrans til den sidste kapacitet i elnettet. Det har været en udfordring, der har ramt fjernvarmeselskaber i hele landet, som har ønsket at elektrificere fjernvarmeproduktionen.
Nu har vi fået en akutplan til elnettet, hvor vi kan være glade for, at den gør op med først til mølle-princippet og i stedet prioriterer tilslutninger til elnettet i kategorier. Her er elektrificeringen af fjernvarmen placeret højt i prioriteringen, hvilket tydeliggør den fleksibilitet, som fjernvarmen agerer med i elnettet.
Men med ét akut problem løst, står vi nu overfor det næste akutte problem – hvordan sikrer vi tilstrækkelig elproduktion til at forsyne det høje elforbrug og elektrificeringen af samfundet?
Svaret er klart. Bevar de danske, effektive kraftvarmeværker, der understøtter elsystemet med elproduktion, når sol og vind svigter.
Lige nu vurderer Energinet i sin seneste redegørelse om elforsyningssikkerhed, at den danske selvforsyningsgrad falder til omkring 30 procent om 10 år, hvilket er langt under Danmarks nabolande. Samtidig bliver elproduktionen fra kraftværker lukket og udfaset, fordi der ikke er økonomi i at holde anlæggene i drift. Og vi går fra en elkapacitet på kraftvarmeværkerne på ca. 5 GW i dag til ca. 2,5 GW i 2035, vurderer Energistyrelsen.
Det er kritisk for vores elforsyningssikkerhed. Og det bør være en topprioritet, at vi sikrer elproduktionen nu, hvor vi er i gang med at sikre kapaciteten i elnettet.
Værktøjet skal være en kapacitetsmekanisme, som understøtter kraftvarmeværkernes økonomi i at stå til rådighed i elmarkedet og kunne levere el, når efterspørgslen er høj.
For vi skal have en grøn omstilling af vores elsystem med vindmøller og solceller, men vi skal også have elforsyningssikkerhed, hvor vi ikke gør os mere afhængige af vores nabolande, end vi allerede er. Derfor skal vi bevare de nationale og effektive kraftvarmeanlæg i vores elsystem.
Nu er det tid til at sikre elproduktionen, så vi har strøm nok i morgen og i fremtiden.
Kim Mortensen
Ledelse
Bestyrelse
Politiske forhold
Daglig ledelse af sekretariatet
Mobil: +45 40 21 22 20
E-mail: kmo@danskfjernvarme.dk