Gå til hovedindhold
Sikkerhed & Arbejdsmiljø
Dansk Fjernvarme

Høringssvar vedrørende høring over udkast til nye bekendtgørelser om sikkerhed for gasanlæg og om sikkerhed for rørledninger til gas

Dansk Fjernvarme har afgivet høringssvar til Erhvervsstyrelsen vedrørende udkast til nye bekendtgørelser om sikkerhed for gasanlæg og om sikkerhed for rørledninger til gas.

20. aug. 2026

Indhold

    Dansk Fjernvarme afgav i 2025 høringssvar til ændringen af gassikkerhedsloven som skaber et grundlag for regulering af blandt andet brintinfrastruktur. De fremsendte bekendtgørelser udgør efter vores vurdering en naturlig udmøntning af lovændringen, og Dansk Fjernvarme har derfor alene få bemærkninger til udkastene.

    Proportional anvendelse af tredjepartsverifikation

    Dansk Fjernvarme har forståelse for, at der for brintanlæg og brintrørledninger stilles krav om uafhængig tredjepartsverifikation. Brint er et nyt område, og høje sikkerhedskrav er afgørende for en sikker udvikling af infrastrukturen. Vi finder det samtidig væsentligt, at ordningen administreres proportionalt og risikobaseret, således som bekendtgørelserne lægger op til.

    Dansk Fjernvarme skal derfor opfordre til, at Erhvervsstyrelsen i den praktiske administration og eventuelle vejledninger sikrer, at kravene til tredjepartsverifikation tilpasses anlæggenes størrelse, kompleksitet og risikoprofil, så mindre projekter ikke pålægges unødige administrative og økonomiske byrder.

    Samspil med øvrig regulering

    Bekendtgørelserne indeholder en række krav om dokumentation, risikovurderinger, kontrol, drift- og vedligeholdelsesplaner samt årlige statusrapporter.

    Dansk Fjernvarme finder kravene forståelige ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv, men vil samtidig opfordre til, at der så vidt muligt sikres sammenhæng med eksisterende dokumentationskrav efter anden relevant lovgivning, herunder regler om trykbærende udstyr, arbejdsmiljø og eksplosionsfarlige områder.

    En koordination af dokumentationskravene vil kunne reducere de administrative byrder uden at svække sikkerheden.

    Behov for vejledninger

    Bekendtgørelserne anvender i flere bestemmelser funktionsbaserede krav og risikobaserede vurderinger. Denne tilgang giver en hensigtsmæssig fleksibilitet, men kan samtidig skabe usikkerhed om den praktiske anvendelse, særligt på nye områder som brint, pyrolyse, forgasning og andre grønne gasformer.

    Dansk Fjernvarme skal derfor opfordre til, at Erhvervsstyrelsen udarbejder vejledningsmateriale eller praksiseksempler, som kan understøtte en ensartet fortolkning og administration af reglerne. Dette vil bidrage til en mere smidig implementering og øge forudsigeligheden for anlægsejere og projekterende.

    Dansk Fjernvarme vurderer samlet, at bekendtgørelserne udgør en hensigtsmæssig udmøntning af den ændrede gassikkerhedslov og understøtter et højt sikkerhedsniveau for både eksisterende og kommende gasinfrastruktur.

    Sidst opdateret: 20. august 2026

    Andre klikkede på...